Fortællingen om et hippieagtigt landbrugsfællesskab i 1800-tallet er en klassiker indenfor gothic romance og en stor og krævende læseoplevelse.
En ung lidt romantisk anlagt digter beslutter at flytte ud i et landbrugskollektiv. Han vil lægge storbyens dekadente liv bag sig og drager i en kold aprilsnestorm af sted. På gården Blithedale, som faktisk har baggrund i den virkelige verden i Brook Farm, der blev grundlagt uden for Boston i 1841 af en gruppe idealister, der omfattede blandt andre Hawthorne. Den kollektive tanke og en form for nedbrydning af de kendte kønsroller har utvivlsomt virket grænseoverskridende.
Den unge digter er jeg-fortæller i historien, han er en slags distanceret iagttager, men lader sig alligevel voldsomt påvirke af nogle af beboerne, der er stærke personligheder. Blandt andre den meget sensuelle og smukke kvinde, der kalder sig Zenobia, og den unge, sarte Priscilla, der allermest agerer som et stort barn i sin ureflekterede og impulsive færden...." Priscilla var jo kun et blad, der flød af sted på begivenhedernes mørke flod", og den skarpe og kompromisløse leder Hollingworth. Personerne medbringer også en bagage fra deres forrige tilværelse, der med en god del patos igangsætter både følelsesmæssige og meget dramatiske udsving i historien.
Naturbeskrivelserne er nok beretningens mest markante bestanddel. De er mættede med stemning, romantik og drama. Hawthorne skrev i et ornamenteret og detaljefyldt sprog med mange indskudte sætninger. Det er ikke en bog, men lige læser lidt i med fjernsynet kørende i baggrunden. Det er en bog, der kræver opmærksomhed, der er både drama, spænding, følelser og natur, og så får man også som moderne læser en stor og anderledes oplevelse.
Kommentarer