Anmeldelse
Bitre mandler af Mikkel Birkegaard m.fl.
10 danske krimi-noveller er blevet til en lille, handy juleantologi. Her er både gys, gran og gaver – december, drab og druk. Og den må gerne åbnes inden jul!
Årets mandelgave (til de voksne) kunne i år meget passende være antologien ’Bitre mandler’. På den anden side set er det næsten synd at skulle vente til den 24. december, før man tager hul på den lille, fine samling af krimi- og spændingshistorier. For faktisk er værket oplagt at hygge sig med i december måned – mens vi venter – og hvis man altså hører til dem, som kan hygge sig i selskab med tyveknægte, mordere, voldtægtsmænd og alkoholiserede familiemedlemmer.
’Bitre mandler’ indeholder bidrag fra 10 af Danmarks mest populære krimiforfattere: Her går Bodelsen og Birkegaard hånd-i-hånd med d´damer Egholm, Grue, Holm og Wolf. Her møder søskendeparret Hammer pseudonym-forfatteren Liv Mørk, mens Davidsen pusler om sit politiske plot. Og over dem alle svæver Dan Turèll, mens han på sin helt egen måde tager livtag med den tilstundende højtid:
”Jeg sukkede indvendigt og uhørligt, for ikke at støde mine såkaldte medmennesker.
Det var jul.
Igen.”
Novellerne er for de flestes vedkommende meget typiske for deres ophavsmænd, og det bliver faktisk én af samlingens styrker: Man genkender forfatteren i novellen, og i forlængelse heraf opdager man, hvor bred krimigenren faktisk er. Derfor er der også en novelle for enhver krimi-smag, hvilket igen resulterer i, at det ikke vil være retfærdigt at holde novellerne op mod hinanden. Dog skal jeg ikke undlade at nævne, at min favorit-jule-krimi-novelle er Mikkel Birkegaards bidrag, hvor byens julemænd én efter én kommer af dage. Men også Gretelise Holms ”Når krisen kradser” og Anna Grues ”Mor har det ikke så godt” er korte, velkomponerede små-gys, som viser julen i et andet skær end den evige julelampes.
’Bitre mandler’ kan sammenlignes med en skål med blandede julesmåkager: De har det tilfælles, at de er ”julede”, men de smager ikke ens, og som oftest har man en eller to klare favoritter. Enkeltvis fylder de ikke så meget, men det er også helt tilpas, når der samtidig skal være plads til så meget andet i december måned.
10 danske krimi-noveller er blevet til en lille, handy juleantologi. Her er både gys, gran og gaver – december, drab og druk. Og den må gerne åbnes inden jul!
Årets mandelgave (til de voksne) kunne i år meget passende være antologien ’Bitre mandler’. På den anden side set er det næsten synd at skulle vente til den 24. december, før man tager hul på den lille, fine samling af krimi- og spændingshistorier. For faktisk er værket oplagt at hygge sig med i december måned – mens vi venter – og hvis man altså hører til dem, som kan hygge sig i selskab med tyveknægte, mordere, voldtægtsmænd og alkoholiserede familiemedlemmer.
’Bitre mandler’ indeholder bidrag fra 10 af Danmarks mest populære krimiforfattere: Her går Bodelsen og Birkegaard hånd-i-hånd med d´damer Egholm, Grue, Holm og Wolf. Her møder søskendeparret Hammer pseudonym-forfatteren Liv Mørk, mens Davidsen pusler om sit politiske plot. Og over dem alle svæver Dan Turèll, mens han på sin helt egen måde tager livtag med den tilstundende højtid:
”Jeg sukkede indvendigt og uhørligt, for ikke at støde mine såkaldte medmennesker.
Det var jul.
Igen.”
Novellerne er for de flestes vedkommende meget typiske for deres ophavsmænd, og det bliver faktisk én af samlingens styrker: Man genkender forfatteren i novellen, og i forlængelse heraf opdager man, hvor bred krimigenren faktisk er. Derfor er der også en novelle for enhver krimi-smag, hvilket igen resulterer i, at det ikke vil være retfærdigt at holde novellerne op mod hinanden. Dog skal jeg ikke undlade at nævne, at min favorit-jule-krimi-novelle er Mikkel Birkegaards bidrag, hvor byens julemænd én efter én kommer af dage. Men også Gretelise Holms ”Når krisen kradser” og Anna Grues ”Mor har det ikke så godt” er korte, velkomponerede små-gys, som viser julen i et andet skær end den evige julelampes.
’Bitre mandler’ kan sammenlignes med en skål med blandede julesmåkager: De har det tilfælles, at de er ”julede”, men de smager ikke ens, og som oftest har man en eller to klare favoritter. Enkeltvis fylder de ikke så meget, men det er også helt tilpas, når der samtidig skal være plads til så meget andet i december måned.
Kommentarer