Biografi, Dagbog, Breve af Tomas Espedal

17. maj bør du kontakte en nordmand og spørge, om de vil komme tilbage til os! For Norge har jo alt! Fedtet olie, lækre fjelde, dygtige skiskytter og ikke mindst et væld af gode forfattere.

Tomas Espedal er én af dem, og har mange udgivelser bag sig, der alle kredser om det menneskelige. Det at være til. At vandre som menneske. At elske og at miste. Biografi Dagbog Breve er fra begyndelsen udgivet som tre selvstændige udgivelser, der i denne udgave er samlet i én bog. På forsiden af udgaven fra Gyldendals Pocket serie er forfatternavn og titel skrevet med udstansede bogstaver. Du kan lukke øjnene og føle dig frem til forfatter og titel. Det indikerer fint den måde, Espedal skriver på. Han føler sig frem, famler i sorgens og dødens mørke og kredser rundt om den livssorg at have mistet sin kone til kræft. En anden sorg, han tager livtag med, er savnet efter og erindringen om sin mor: 

”Min mor er død og det rykker ved livet. Som når en streng knækker. Hvor mange strenge holder os oppe? Tre, fire, måske bare én, nej, i hvert fald to, den ene brister og vi ved ikke hvad der er tilbage.” 
”De dødes stilhed. Jeg kan, i centrum af denne stilhed, høre lydene fra bilerne og byen, en cirkel af trafik og liv omkring det der er væk.”

Med poetisk stemme fører han os igennem ubærlige sider i livet, så de forvandles til smukke mejslede billeder på nethinden.
´Biografi´ er bogens første del og består af korte poetiske refleksioner med hver deres overskrift: Adresse. Periferi. Skygger. Midt i bogen kommer dagbogen. En stærkt redigeret dagbog. Espedal har ikke bare sat et æggeur på 20 minutter og så skrevet dagbog. Det er en dagbog på kanten til at blive en roman. Hver dag er stringent nummereret 35, 36, 37, mens dagbogen samtidigt bevæger sig som årstiderne, nærmest cyklisk gennem livet. Liv – død - liv. Espedal formår at skrive de døde til live og samtidigt nærmest selv være i døden.

”Hun bøjer sig ned, sidder på knæ, trækker bukserne ned, og huden har den samme hvide renhed som gravstenene, og strålen strømmer gul som en sol.”

Han trækker på det mytiske, særligt den græske fortælling om Orfeus og Eurydike. I lighed med Orfeus, der måtte lade Eurydike gå bag ham i sin skygge, da han fik lov at hente hende op fra dødsriget; sådan fremstår Espedals elskede i skygge, med solbriller etc. Man fornemmer, særligt i sidste del af bogen, ´Breve´, at Espedal som menneske ikke kun trækker på det mytiske, men også på det guddommelige. Vandringen bliver det livgivende. Vandringen kender vi fra hans øvrige forfatterskab, og særligt udgivelsen efter denne: ´Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’.

Det er bevægende og livsbekræftende læsning at følge Espedals melankolske skrift. Han skriver med et særligt sprogligt overskud og en dyb eksistentiel alvor. 

Anmeldt af Anette Brøndum og Anita Fabricius