Anmeldelse
Big sur
- Log ind for at skrive kommentarer
Big Sur er et fint sted at sætte tænderne i den mytologiske beat-poets forfatterskab for første gang. Det er en bid, der smager af mere!
Det er umiddelbart lidt svært at anmelde 'Big Sur' for sådan en halvstuderet beat-røver (halfbeat?) som undertegnede, der ikke har læst Kerouacks ubestridte hovedværk On the road. 'Big Sur' refererer nemlig til det samme persongalleri, som dog har fået nye pseudonymer til lejligheden, hvilket antyder en udvikling i forfatterskabet. Om det er sandt, kan jeg kun gætte på. Til gengæld kan jeg fortælle, at Kerouacks 'Big Sur' er en god roman; den både fænger, forfærder og giver lyst til mere. Den er godt skrevet, stavefejlene er med vilje – siger oversætteren Brian Dan Christensen – og de virker, og så er romanen altså næsten til at gå til uden på forhånd at have læst Kerouack. Jeg ku’ i hvert fald – så kan du også.
Det hjælper nok alligevel lidt at have et rudimentært kendskab til persongalleriets øvrige færdsel rundt om i beat-kulturen – for det er de samme personager der går igen her, som man møder i Allen Ginsbergs lyrik, i Tom Wolfes 'The Electric Kool-Aid Acid-Test' og i anden beat-litteratur. At kende til personer som Neil Cassady eller Lawrence Ferlinghetti giver således lidt ekstra genkendelses-glæde, når man læser 'Big Sur'.
På den måde gælder den samme tommelfinger-regel her, som gælder ved al anden æstetisk fornøjelse: Jo mere du ved, desto flere detaljer kan du sætte pris på. Men hvis du ikke ved noget på forhånd, kan du have den umiddelbare nydelse, og den har sine egne kvaliteter.
Ved romanens begyndelse er Kerouacks alter-ego, Jack Duluoz, taget til sin ven Lorenzo Monsantos hytte i bjergene for at komme lidt på afstand af al postyret omkring sit forfatterskab. Det hele er blevet for meget, og ingen kan længere kende forskel på mennesket og den romanfigur, han har skabt i sin hit-bog.
Den første tid i hytten går nogenlunde med meditation og forsøg på at finde en pagt med den store natur. Det bliver dog hurtigt klart, at naturen er skide ligeglad med det selvoptagne menneske, og at nisserne er flyttet med den hærdede (og hærgede) beatnik ud i skoven.
Jack flygter tilbage til byen og sine ubehjælpsomme venskaber og vandingshuller, og romanen går lige så stille i opløsning sammen med ham.
Det er hårrejsende læsning på den allerbedste måde – ikke mindst da Jack bliver en slags kærester med en kvinde, der er lige så skæv, og hvis forhold til sønnen flere gange får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren.
Netop forfaldet og mørket er omdrejningspunkter i 'Big Sur', der i sine lyseste stunder er melankolsk og i sine mørkeste, ja, lad os bare sige, at man helst skal være et trygt sted i sit eget hoved, når man læser den.
Alt er set gennem et par sorte Ray-Ban briller, der ser selv den californiske morgensol som ”ubehageligt skærende” og daggryet som ”værst af alt”.
Det ser sort ud, men der er kommet en smuk bog ud af det sortsyn.
- Log ind for at skrive kommentarer
Big Sur er et fint sted at sætte tænderne i den mytologiske beat-poets forfatterskab for første gang. Det er en bid, der smager af mere!
Det er umiddelbart lidt svært at anmelde 'Big Sur' for sådan en halvstuderet beat-røver (halfbeat?) som undertegnede, der ikke har læst Kerouacks ubestridte hovedværk On the road. 'Big Sur' refererer nemlig til det samme persongalleri, som dog har fået nye pseudonymer til lejligheden, hvilket antyder en udvikling i forfatterskabet. Om det er sandt, kan jeg kun gætte på. Til gengæld kan jeg fortælle, at Kerouacks 'Big Sur' er en god roman; den både fænger, forfærder og giver lyst til mere. Den er godt skrevet, stavefejlene er med vilje – siger oversætteren Brian Dan Christensen – og de virker, og så er romanen altså næsten til at gå til uden på forhånd at have læst Kerouack. Jeg ku’ i hvert fald – så kan du også.
Det hjælper nok alligevel lidt at have et rudimentært kendskab til persongalleriets øvrige færdsel rundt om i beat-kulturen – for det er de samme personager der går igen her, som man møder i Allen Ginsbergs lyrik, i Tom Wolfes 'The Electric Kool-Aid Acid-Test' og i anden beat-litteratur. At kende til personer som Neil Cassady eller Lawrence Ferlinghetti giver således lidt ekstra genkendelses-glæde, når man læser 'Big Sur'.
På den måde gælder den samme tommelfinger-regel her, som gælder ved al anden æstetisk fornøjelse: Jo mere du ved, desto flere detaljer kan du sætte pris på. Men hvis du ikke ved noget på forhånd, kan du have den umiddelbare nydelse, og den har sine egne kvaliteter.
Ved romanens begyndelse er Kerouacks alter-ego, Jack Duluoz, taget til sin ven Lorenzo Monsantos hytte i bjergene for at komme lidt på afstand af al postyret omkring sit forfatterskab. Det hele er blevet for meget, og ingen kan længere kende forskel på mennesket og den romanfigur, han har skabt i sin hit-bog.
Den første tid i hytten går nogenlunde med meditation og forsøg på at finde en pagt med den store natur. Det bliver dog hurtigt klart, at naturen er skide ligeglad med det selvoptagne menneske, og at nisserne er flyttet med den hærdede (og hærgede) beatnik ud i skoven.
Jack flygter tilbage til byen og sine ubehjælpsomme venskaber og vandingshuller, og romanen går lige så stille i opløsning sammen med ham.
Det er hårrejsende læsning på den allerbedste måde – ikke mindst da Jack bliver en slags kærester med en kvinde, der er lige så skæv, og hvis forhold til sønnen flere gange får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren.
Netop forfaldet og mørket er omdrejningspunkter i 'Big Sur', der i sine lyseste stunder er melankolsk og i sine mørkeste, ja, lad os bare sige, at man helst skal være et trygt sted i sit eget hoved, når man læser den.
Alt er set gennem et par sorte Ray-Ban briller, der ser selv den californiske morgensol som ”ubehageligt skærende” og daggryet som ”værst af alt”.
Det ser sort ud, men der er kommet en smuk bog ud af det sortsyn.
Kommentarer