Anmeldelse
Betonhjerter
Sara Rahmeh har kastet meget kærlighed ind i sin roman, som nedbryder fordomme om boligblokke og barrierer mellem etniciteter.
Sara Rahmeh, der tidligere har skrevet en digtsamling, romandebuterer med 'Betonhjerter', der følger den 17-årige Yasmin af syrisk afstamning i sin opvækst i ”Blokken”. Forfatteren er selv vokset op i Taastrupgård på Vestegnen, og det er tydeligt, at hun anvender sit eget liv for at formidle en barndom og ungdom, som mange etniske danskere har fordomme om.
I begyndelsen af bogen er der en liste over personerne, der er med i romanen ud fra opgangen, de bor i, med kærlige og humoristiske ord om, hvem de er. Så er det ligesom slået hurtigt fast, at vi har at gøre med en kollektivroman, hvor fx ”Johnny. Blokkens gårdmand” og ”Ibrahim. Blokkens hygge-drug dealer” indgår i relationer med ”Somaya. Blokkens øjne og ører”.
Ligesom i Stine Askovs fine Nøjsomheden er Blokken nemlig én organisme, hvor det næsten er umuligt at holde noget hemmeligt. Ikke desto mindre ved ingen, hvem der har gjort Tania med baby, eller at fortælleren Yasmin er dybt forelsket i den jævnaldrende Malik, der er søn af ejerne af ”Mosoon Exotic bazaar”. Noget andet, som 'Betonhjerter' også har til fælles med 'Nøjsomheden', er, at romanen er velskrevet og letlæst med en ungdomsromance som motor for historien.
Som det nok fornemmes, er der en elskelig humor i stil med Dan Turélls Vangede Billeder i bogen, men Sara Rahmeh formår også på bedste, nedtonede vis at beskrive den smerte, som beboerne bærer i sig, om de så er etnisk danske eller af arabisk herkomst. Fx beskrives den egentlig ret frygtelige alkoholiske Johnny, der fucker det op med sin søn, så man alligevel kommer til at holde af ham, mens Yasmins mors smerte ved den ødelæggende borgerkrig i hendes elskede hjemland får nærmest lige så meget fokus og hjerteblod.
For en ”kartoffeldansker” som jeg, der bor tæt på blokkene på Vestegnen, åbner Sara Rahmeh en verden af modstand og sammenhold mellem disse mennesker, og så får jeg ovenikøbet en fortælling om smertefuld, sød ungdomskærlighed som siruppen i den knafe, som Yasmins far laver så godt. På den måde er romanen et blandingsprodukt, en ”bastard”, imellem en ungdoms- og en kollektivroman, som får fuld plade herfra for at øge repræsentationen i den danske skønlitteratur.
Sara Rahmeh har kastet meget kærlighed ind i sin roman, som nedbryder fordomme om boligblokke og barrierer mellem etniciteter.
Sara Rahmeh, der tidligere har skrevet en digtsamling, romandebuterer med 'Betonhjerter', der følger den 17-årige Yasmin af syrisk afstamning i sin opvækst i ”Blokken”. Forfatteren er selv vokset op i Taastrupgård på Vestegnen, og det er tydeligt, at hun anvender sit eget liv for at formidle en barndom og ungdom, som mange etniske danskere har fordomme om.
I begyndelsen af bogen er der en liste over personerne, der er med i romanen ud fra opgangen, de bor i, med kærlige og humoristiske ord om, hvem de er. Så er det ligesom slået hurtigt fast, at vi har at gøre med en kollektivroman, hvor fx ”Johnny. Blokkens gårdmand” og ”Ibrahim. Blokkens hygge-drug dealer” indgår i relationer med ”Somaya. Blokkens øjne og ører”.
Ligesom i Stine Askovs fine Nøjsomheden er Blokken nemlig én organisme, hvor det næsten er umuligt at holde noget hemmeligt. Ikke desto mindre ved ingen, hvem der har gjort Tania med baby, eller at fortælleren Yasmin er dybt forelsket i den jævnaldrende Malik, der er søn af ejerne af ”Mosoon Exotic bazaar”. Noget andet, som 'Betonhjerter' også har til fælles med 'Nøjsomheden', er, at romanen er velskrevet og letlæst med en ungdomsromance som motor for historien.
Som det nok fornemmes, er der en elskelig humor i stil med Dan Turélls Vangede Billeder i bogen, men Sara Rahmeh formår også på bedste, nedtonede vis at beskrive den smerte, som beboerne bærer i sig, om de så er etnisk danske eller af arabisk herkomst. Fx beskrives den egentlig ret frygtelige alkoholiske Johnny, der fucker det op med sin søn, så man alligevel kommer til at holde af ham, mens Yasmins mors smerte ved den ødelæggende borgerkrig i hendes elskede hjemland får nærmest lige så meget fokus og hjerteblod.
For en ”kartoffeldansker” som jeg, der bor tæt på blokkene på Vestegnen, åbner Sara Rahmeh en verden af modstand og sammenhold mellem disse mennesker, og så får jeg ovenikøbet en fortælling om smertefuld, sød ungdomskærlighed som siruppen i den knafe, som Yasmins far laver så godt. På den måde er romanen et blandingsprodukt, en ”bastard”, imellem en ungdoms- og en kollektivroman, som får fuld plade herfra for at øge repræsentationen i den danske skønlitteratur.
Kommentarer