Babel

R. F. Kuangs historiske fantasy om oversættelse og kolonialisme er en medrivende mundfuld.

'Babel' er et ekstremt ambitiøst værk af kinesisk-amerikanske Rebecca F. Kuang, som tager os med igennem alt fra oversættelsesteorier og historiske finurligheder i Victoria-tidens England til brutale og rå skildringer af kolonialisme og dens konsekvenser og racismens mangefacetterede manifestationer. Med 'Babel' har Kuang skabt en særdeles velresearchet historisk fantasyroman. 

Historien begynder i 1828 i Canton i Kina, hvor den forældreløse Robin Swift bliver hentet med til London af den lidt mærkværdige Professor Lovell for at blive skolet i alt fra latin og oldgræsk til engelsk og kinesisk, så han en dag kan blive optaget på det prestigefyldte Kongelige Oversættelsesinstitut, Babel, som er en del af Oxford Universitet. 

Babel er et knudepunkt for oversættelse og magi, og så er det en kernefaktor i det britiske imperiets koloniale magt. Netop spændingen mellem videns tilegnelse og brugen deraf er en af de centrale udfordringer, som Robin kæmper med. Og da Storbritannien så erklærer krig mod Kina, er konflikten pludselig meget virkelig.

'Babel' er en vild og kompleks bog, der er fyldt med så mange lingvistiske detaljer, at man bliver helt overvældet. Der er fodnoter, etymologiske forklaringer, filosoferende passager over oversættelsens natur og evige paradoks (kan en oversættelse nogensinde være ærlig, kan den være reel, kan den undgå at forråde sin oprindelsestekst?) – kort sagt er det en bog fyldt med viden og research, som får læserens indre nørd til at klappe i hænderne. Gennem hele romanen ligger spørgsmålet om oversættelsens pris, dens tab og dens vinding som et uopklarligt tankeeksperiment. Det kan da ikke have være nogen let opgave at skulle oversætte et sådan mastodontisk værk, der netop belyser oversættelsens udfordringer, men Camilla Engkjær Lauersen har gjort et stort og godt stykke arbejde.

Fodnoterne er lige som resten af bogen en blanding mellem fakta og fiktion: nogle er egentlig etymologiske opslag, præciseringer af oversættelsesvalg og deslige, mens andre referer til historiske begivenheder i romanens eget (fiktive) univers. Gennem hele bogen foregår der denne sammenvævning af fakta og fiktion, og det er komplekst og virkelig elegant håndteret.

Kuang har selv kaldt værket for sit mest ambitiøse hidtil – og omtalt bogen som både ”a love letter and breakup letter to Oxford". For det er også en fortælling om at ville gøre op med systemet, og hvordan det opgør nogle gange ikke kan foregå fredeligt. Med Marx i tankerne kunne man sågar fristes til at kalde værket for en ode til revolutionen. Revolutionen som det der tvinger historien til at fortsætte, tvinger os til at gøre op med og gentænke systemerne i deres genopbygning.