Anmeldelse
Averno
Louise Glück præsenteres på dansk i denne samling af digte, som både rummer visdomsord, gendigtning af græske myter og en god portion kedsommelige vers.
Louise Glücks ‘Averno’ udkom i 2006, og et år efter at forfatteren blev tildelt Nobelprisen i Litteratur, præsenteres værket i en dansk oversættelse. ‘Averno’ er Glücks tiende digtsamling, og hvorfor det lige var Glück, der løb med verdens største litteraturpris i det herrens år 2020, og hvorfor man har valgt at oversætte lige netop dette værk er faktisk ikke helt til at gennemskue efter endt læsning. Denne anmelder er i hvert fald både forundret, irriteret og en smule fascineret.
Det kræver faktisk en hel del viden eller research, hvis man vil forstå ‘Averno’ til bunds, eller sådan føles det. Normalt når jeg læser digte, synes jeg godt, man kan få en umiddelbar oplevelse ved blot at lade sproget, formen og det lyriske tale. Men dette værk synes at ville noget mere med sin læser, og der stilles flere spørgsmål, som jeg antager, skal få læseren til at stoppe op og tænke over sin egen position i forhold til teksten. Som her i digtet 'Oktober', hvor et jeg funderer over sin kunstneriske skaberkraft: “som var det kunstnerens/pligt at skabe/håb, men ud af hvad?”.
Værket består af en række interessante digte om den græske myte om Persefone og hendes “rejse” ned i Underverdenen som en slags metafor for narrativet om kvinden, der undertrykkes og straffes for at have en seksualitet, en krop, et liv. Desværre er det ikke denne del, der fylder mest i værket. Det gør nogle andre digte om mor-datter-relationer og erindring, hvilket på papiret er interessant nok, men som ikke eksekveres ligeså stærk som digtene om Persefone. Disse to digte er højdepunktet i værket, og selvom jeg er trist over, at de ikke fylder mere, glædes jeg over at have læst så stærk poesi, som både rammer nutidens tidsånd og debat om #MeToo og desuden gjorde mig klogere på myten om Persefone og Hades.
“Hvad angår/indespærringen, tror hun// hun har været en fange så længe hun har været en datter” og “i historien om Persefone/ der burde læses/ som et skænderi mellem moderen og elskere - /datteren er bare kød” er to citater, der fik mig til at tænke på den velkendte fortælling om patriarkatet, der undertrykker kvinder og fastholder dem i bestemte roller.
Persefone er gudinden for forår og natur, som blev bortført og snydt af Hades til at spise en granatæblekerne og dermed blev bundet til Underverdenen i en tredjedel af året, hvilket er årsagen til vinterens kulde og mørke. Glück bruger myten om Persefone til at understrege det narrativ som nutidens kvinder igen og igen er en del af, at mænd snyder og bedrager kvinder for at få sin magt og sit begær tilfredsstillet. Vigtigst af det hele stiller Glück sin læser et væsentligt spørgsmål i slutningen af digtet om Persefone: ‘Hvad vil du gøre, / når det er din tur i marken med guden?’.
Det føles nærliggende at læse en vis bitterhed samt nysgerrighed ind i det spørgsmål, fordi Glück måske ønsker at få sin læser til at stille sig i Persefones sted og måske for en gangs skyld gøre op med historiens gang og ikke lade mændene vinde.
Jeg er ikke ovenud lykkelig over at have læst 'Averno', det er en svær digtsamling af læse, og den kræver meget af sin læser. Men jeg er glad for at være blevet klogere på myten om Persefone, fordi både myten og Glücks gendigtning virker relevant i lige netop den tid, vi lever i lige nu.
Louise Glück præsenteres på dansk i denne samling af digte, som både rummer visdomsord, gendigtning af græske myter og en god portion kedsommelige vers.
Louise Glücks ‘Averno’ udkom i 2006, og et år efter at forfatteren blev tildelt Nobelprisen i Litteratur, præsenteres værket i en dansk oversættelse. ‘Averno’ er Glücks tiende digtsamling, og hvorfor det lige var Glück, der løb med verdens største litteraturpris i det herrens år 2020, og hvorfor man har valgt at oversætte lige netop dette værk er faktisk ikke helt til at gennemskue efter endt læsning. Denne anmelder er i hvert fald både forundret, irriteret og en smule fascineret.
Det kræver faktisk en hel del viden eller research, hvis man vil forstå ‘Averno’ til bunds, eller sådan føles det. Normalt når jeg læser digte, synes jeg godt, man kan få en umiddelbar oplevelse ved blot at lade sproget, formen og det lyriske tale. Men dette værk synes at ville noget mere med sin læser, og der stilles flere spørgsmål, som jeg antager, skal få læseren til at stoppe op og tænke over sin egen position i forhold til teksten. Som her i digtet 'Oktober', hvor et jeg funderer over sin kunstneriske skaberkraft: “som var det kunstnerens/pligt at skabe/håb, men ud af hvad?”.
Værket består af en række interessante digte om den græske myte om Persefone og hendes “rejse” ned i Underverdenen som en slags metafor for narrativet om kvinden, der undertrykkes og straffes for at have en seksualitet, en krop, et liv. Desværre er det ikke denne del, der fylder mest i værket. Det gør nogle andre digte om mor-datter-relationer og erindring, hvilket på papiret er interessant nok, men som ikke eksekveres ligeså stærk som digtene om Persefone. Disse to digte er højdepunktet i værket, og selvom jeg er trist over, at de ikke fylder mere, glædes jeg over at have læst så stærk poesi, som både rammer nutidens tidsånd og debat om #MeToo og desuden gjorde mig klogere på myten om Persefone og Hades.
“Hvad angår/indespærringen, tror hun// hun har været en fange så længe hun har været en datter” og “i historien om Persefone/ der burde læses/ som et skænderi mellem moderen og elskere - /datteren er bare kød” er to citater, der fik mig til at tænke på den velkendte fortælling om patriarkatet, der undertrykker kvinder og fastholder dem i bestemte roller.
Persefone er gudinden for forår og natur, som blev bortført og snydt af Hades til at spise en granatæblekerne og dermed blev bundet til Underverdenen i en tredjedel af året, hvilket er årsagen til vinterens kulde og mørke. Glück bruger myten om Persefone til at understrege det narrativ som nutidens kvinder igen og igen er en del af, at mænd snyder og bedrager kvinder for at få sin magt og sit begær tilfredsstillet. Vigtigst af det hele stiller Glück sin læser et væsentligt spørgsmål i slutningen af digtet om Persefone: ‘Hvad vil du gøre, / når det er din tur i marken med guden?’.
Det føles nærliggende at læse en vis bitterhed samt nysgerrighed ind i det spørgsmål, fordi Glück måske ønsker at få sin læser til at stille sig i Persefones sted og måske for en gangs skyld gøre op med historiens gang og ikke lade mændene vinde.
Jeg er ikke ovenud lykkelig over at have læst 'Averno', det er en svær digtsamling af læse, og den kræver meget af sin læser. Men jeg er glad for at være blevet klogere på myten om Persefone, fordi både myten og Glücks gendigtning virker relevant i lige netop den tid, vi lever i lige nu.
Kommentarer