Anmeldelse
Aura
Mystisk, forførende kortroman foregår i lige dele forvirrende og dragende sammensmeltning mellem fantasi og virkelighed, akkompagneret af de smukkeste, gotiske illustrationer.
I et dystert scenisk univers udspiller sig en kærlighedshistorie, der tager en drejning i en drømmeagtig legen med protagonisten og læserens forventning til handling, tid, sted og rum. Sanserne og grænserne mellem det kødlige liv og det hinsides udfordres. Intet er, som det ser ud.
Historikeren Felipe Montero får en velbetalt ansættelse hos señora Consuelo Llorente, hvis afdøde mand, generalens, memoirer han skal færdiggøre på den betingelse, at han flytter ind hos den skindøde enke og hendes unge niece, Aura, som han straks bliver tiltrukket af og føler et stærkt begær efter.
I du-form henvendt til protagonisten, føres både læseren og hovedpersonen direkte ind i romanen, som var det en teaterinstruktion. Felipe Montero bevæger sig fra den moderne storby-atmosfære med cafeer, trafik og byliv til Mexicos historiske centrum og ældste gade, Calle de Donceles, hvor forladte koloniale palæer står i forfald, gadenumrene er i uorden, og der er mørkt. Derfra bliver atmosfæren mere og mere dyster. Señora Consuelos hus i sig selv ser ud som en historisk ruin, en tidslomme, hvor end ikke luften er skiftet ud siden generalens død. Felipe Montero mødes af en lugt af mug og forrådnelse, husets belysning udgøres af vokslys, indretningen er antik, og mus æder sig igennem møbleringen.
Imens denne stemning af mystik og forgængelighed omringer Felipe, dukker der i virvaret også en gammel, på en gang smertelig og smuk kærlighedshistorie op i generalens memoirer. Efter erkendelsen af ikke at kunne føde sin mand børn, begynder señora Consuelo Llorente på mærkelige og barbariske ting som at binde levende katte sammen i halerne og antænde dem. En dag torturer hun en kat, imens hun ligger med spredte, blottede ben for dernæst at have voldsom elskov med sin mand.
Tiden er uhåndgribelig for Felipe, den mangelfulde belysning gør det svært at orientere sig, og der foregår bemærkelsesværdige ting i huset, som gør det svært at få de ellers begrænsede relationer og rammer på plads. Det forekommer ham, at señora Consuelo holder Aura som sin fange i et forsøg på at opleve evig ungdom, men Aura er ikke interesseret i at blive reddet af ham. Aura er delvist usynlig for ham, han famler og søger ude af stand til at forløse kærligheden. De to kvinder smelter sammen for ham, som i en scene, hvor Aura hugger hovedet af en gedebuk i køkkenet, og han finder señora Consuelo, der griber ud i luften, som om hun flår et dyr, og han går tilbage til Aura, der flår en ged.
Somme tider bliver man draget og forført uden helt at opdage, hvad der foregår. Sådan er det med denne helt fantastiske og anderledes kortroman, der også kan læses som en langvarig, smuk kærlighed på trods og kroppens foranderlighed over tid og begær. Som læser er jeg både forvirret, forundret og fascineret af dette spændende værk.
Aura udkom i 1962, og foreligger først nu på dansk ved Forlaget Skjødt. Alejandra Costas særdeles smukke og kunstneriske illustrationer dekorerer og iscenesætter romanen som i den seneste genudgivelse af værket i Spanien.
Kendetegnende for Carlos Fuentes og også for denne smukke kortroman er opgøret med den lineære fortælling og opgøret med forventningen til den naturlige skelnen mellem fantasi og virkelighed. Carlos Fuentes bibliografi på spansk er imidlertid lang og tæller både filmmanuskripter, teater, essays, romaner, noveller og fortællinger.
Mystisk, forførende kortroman foregår i lige dele forvirrende og dragende sammensmeltning mellem fantasi og virkelighed, akkompagneret af de smukkeste, gotiske illustrationer.
I et dystert scenisk univers udspiller sig en kærlighedshistorie, der tager en drejning i en drømmeagtig legen med protagonisten og læserens forventning til handling, tid, sted og rum. Sanserne og grænserne mellem det kødlige liv og det hinsides udfordres. Intet er, som det ser ud.
Historikeren Felipe Montero får en velbetalt ansættelse hos señora Consuelo Llorente, hvis afdøde mand, generalens, memoirer han skal færdiggøre på den betingelse, at han flytter ind hos den skindøde enke og hendes unge niece, Aura, som han straks bliver tiltrukket af og føler et stærkt begær efter.
I du-form henvendt til protagonisten, føres både læseren og hovedpersonen direkte ind i romanen, som var det en teaterinstruktion. Felipe Montero bevæger sig fra den moderne storby-atmosfære med cafeer, trafik og byliv til Mexicos historiske centrum og ældste gade, Calle de Donceles, hvor forladte koloniale palæer står i forfald, gadenumrene er i uorden, og der er mørkt. Derfra bliver atmosfæren mere og mere dyster. Señora Consuelos hus i sig selv ser ud som en historisk ruin, en tidslomme, hvor end ikke luften er skiftet ud siden generalens død. Felipe Montero mødes af en lugt af mug og forrådnelse, husets belysning udgøres af vokslys, indretningen er antik, og mus æder sig igennem møbleringen.
Imens denne stemning af mystik og forgængelighed omringer Felipe, dukker der i virvaret også en gammel, på en gang smertelig og smuk kærlighedshistorie op i generalens memoirer. Efter erkendelsen af ikke at kunne føde sin mand børn, begynder señora Consuelo Llorente på mærkelige og barbariske ting som at binde levende katte sammen i halerne og antænde dem. En dag torturer hun en kat, imens hun ligger med spredte, blottede ben for dernæst at have voldsom elskov med sin mand.
Tiden er uhåndgribelig for Felipe, den mangelfulde belysning gør det svært at orientere sig, og der foregår bemærkelsesværdige ting i huset, som gør det svært at få de ellers begrænsede relationer og rammer på plads. Det forekommer ham, at señora Consuelo holder Aura som sin fange i et forsøg på at opleve evig ungdom, men Aura er ikke interesseret i at blive reddet af ham. Aura er delvist usynlig for ham, han famler og søger ude af stand til at forløse kærligheden. De to kvinder smelter sammen for ham, som i en scene, hvor Aura hugger hovedet af en gedebuk i køkkenet, og han finder señora Consuelo, der griber ud i luften, som om hun flår et dyr, og han går tilbage til Aura, der flår en ged.
Somme tider bliver man draget og forført uden helt at opdage, hvad der foregår. Sådan er det med denne helt fantastiske og anderledes kortroman, der også kan læses som en langvarig, smuk kærlighed på trods og kroppens foranderlighed over tid og begær. Som læser er jeg både forvirret, forundret og fascineret af dette spændende værk.
Aura udkom i 1962, og foreligger først nu på dansk ved Forlaget Skjødt. Alejandra Costas særdeles smukke og kunstneriske illustrationer dekorerer og iscenesætter romanen som i den seneste genudgivelse af værket i Spanien.
Kendetegnende for Carlos Fuentes og også for denne smukke kortroman er opgøret med den lineære fortælling og opgøret med forventningen til den naturlige skelnen mellem fantasi og virkelighed. Carlos Fuentes bibliografi på spansk er imidlertid lang og tæller både filmmanuskripter, teater, essays, romaner, noveller og fortællinger.
Kommentarer