Vi er langt væk, fysisk og kulturelt. Klanen Glaoua herskede i det sydlige Marokko i starten af 1900-tallet. Vi ser blodet sprøjte og hoveder rulle – bogstaveligt talt.
Forfatteren Gavin Maxwell var en særpræget figur. I følge et afsluttende afsnit i bogen om ham, så var hans morfar var 8. hertug af Northumberland, familien var på begge sider fra den "Irvingianske Apostolske Kirke", der tror på apostlenes reinkarnation og Kristi genkomst. Selv var Maxwell (naturligvis som aristokrat) omkring Oxford og levede derefter et liv som enspænder og rejsende. Efter 2. verdenskrig, hvor han var hemmelig agent, købte han en lille ø i nærheden af Skye. Her skrev han en bog om hajfiskeri. Det blev senere til bøger om Sicilien, hvor han efter en rejse til Irak oprettede et naturbeskyttelsesområde med oddere som centrum. TV-udsendelserne og bogen "Ring of Bright Water" blev en verdenssucces.
Først herefter startede Maxwell på researcharbejdet til denne bog, der handler om den herskende klan i Atlasbjergene. De levede et overdådigt, glamourøst, middelalderligt og aldeles skrupelløst liv. Historien kunne blive en spektakulær film.
Bogen er foruden forfatterens mange rejser i området især baseret på en bog skrevet af the Times' korrespondent i Marokko i starten af 1900-tallet. Men en omfattende (og "udvalgt") bibliografi afslutter bogen.
Gavin Maxwell skriver i et letflydende og billedskabende sprog. Denne fortællende stil indenfor faglige områder er vi nu begyndt at blive forvænt med. Da bogen udkom på engelsk i 1966, var den ikke almindelig og blev betragtet som noget nær poesi.
Selve beretningen er ganske kompliceret, det vrimler med navne og med beskrivelser af politiske intriger og magtkampe. Fransk indblanding i Marokkos interne forhold tjener ikke Frankrig til ære og hele fortællingen vidner om forfatterens store kendskab til - og loyalitet med - arabiske kulturelle skikke.
Forlaget lancerer på sin hjemmeside denne titel som en "historisk roman". Det fortjener bogen ikke, set fra min synsvinkel. Maxwell bliver betragtet som en af de "store orientalister", bogen er i stedet en klassiker i rejselitteraturen om Marokko, den kan f.eks. nævnes i samme åndedrag som Canettis "Stemmerne fra Marrakesh".
Oversat af Anne Mette Poulsen. Husets Forlag, 2007. 287 sider.
Kommentarer