Anmeldelse
Arkhticós dolorôs
Den flerstemmige grafiske poesi rummer en spørgende undren og en dramatisk opsang om klimakrisen, geopolitisk magtspil og en tung arv i Grønland.
Kleemann sætter tunge temaer på dagsordenen, når hun peger på den arktiske lidelse i Grønland. Men læsningen synes alligevel frisættende og forløsende i sin grafiske form og et spørgende, råbende og insisterende sprog.
Den gennemgående lidelse spreder sig fra titlen med den indbyggede smerte i Arktis ud i mange områder af livet i Grønland. Den fortællende stemme følger dagligdagen i bygden, hvor førtidspensionisterne den 28. i måneden holder lønningsdag. De står i klumper udenfor butikken med snaps, øl vin og billig sprut. "Men hvorfor går de ikke hjem?" spørger det undrende jeg.
Flere af teksterne trækker den læsende i en retning mod opgivelse og peger øjensynligt på Grønlands høje selvmordsrate.
”det er farligt at kigge på havets overflade
vandet kalder på én ligesom når du står på
21. etage på royal Radisson og bliver bange for at hoppe den lange vej ned
tipit
allat
tipisiutit eqeerlutik
eqqaamasat allat”
I ’Arkhticós Dolorôs’ består den flersprogede virkelighed af en blanding af dansk, grønlandsk og engelsk, der er almindelige for den grønlandske omgang med verden i dag. Strukturen giver en brudt rytme, og den læser, der ikke læser grønlandsk, må søge sig frem til mening. Sprogene lægger sig op ad hinanden i en tilsyneladende ikke-hierarkisk struktur, hvor den dansksprogede må nøjes og selv tænke sig til en del af meningen. Den delte betydning kan tolkes som et eksperiment, der sætter den dansktalende i en delvist afskåret position. Og det er vel ikke for tidligt danskeren bliver afskåret i den relation, som grønlænderne siden modernisering selv har været underlagt i ”den sidste nye koloni.”
’Arkhticós Dolorôs’ fortløbende tekster bølger i forskellige rytmer, der flyder og brydes i både stille hvide pauser, råbende ophobninger for til sidst langsomt at gå i opløsning. Kleemanns baggrund som performancekunstner fornægter sig ikke, og viser sig i hele det grafisk udtryks musiske sprog.
Også naturen er under pres under klimakrisens følger. Samtidig banker de geopolitiske interesser på ude fra verden og skaber både og angst og opgivelse i forhold til, hvem der ejer jorden. ”Skal vi sige ingen ejer jorden.”
Kleemanns digtsamling skal læses ved at lade dig følge med i det bølgende hav og med isens nedsmeltning, mens du slipper al kontrol. Overgiv dig til de barske sandheder og lidelser om Arktis, og teksterne vil føre dig ind i en sansende, vild og voldsom oplevelse.
”Arkhticós doloros
min jord i arktis
issitumi nunanni issora”
Den flerstemmige grafiske poesi rummer en spørgende undren og en dramatisk opsang om klimakrisen, geopolitisk magtspil og en tung arv i Grønland.
Kleemann sætter tunge temaer på dagsordenen, når hun peger på den arktiske lidelse i Grønland. Men læsningen synes alligevel frisættende og forløsende i sin grafiske form og et spørgende, råbende og insisterende sprog.
Den gennemgående lidelse spreder sig fra titlen med den indbyggede smerte i Arktis ud i mange områder af livet i Grønland. Den fortællende stemme følger dagligdagen i bygden, hvor førtidspensionisterne den 28. i måneden holder lønningsdag. De står i klumper udenfor butikken med snaps, øl vin og billig sprut. "Men hvorfor går de ikke hjem?" spørger det undrende jeg.
Flere af teksterne trækker den læsende i en retning mod opgivelse og peger øjensynligt på Grønlands høje selvmordsrate.
”det er farligt at kigge på havets overflade
vandet kalder på én ligesom når du står på
21. etage på royal Radisson og bliver bange for at hoppe den lange vej ned
tipit
allat
tipisiutit eqeerlutik
eqqaamasat allat”
I ’Arkhticós Dolorôs’ består den flersprogede virkelighed af en blanding af dansk, grønlandsk og engelsk, der er almindelige for den grønlandske omgang med verden i dag. Strukturen giver en brudt rytme, og den læser, der ikke læser grønlandsk, må søge sig frem til mening. Sprogene lægger sig op ad hinanden i en tilsyneladende ikke-hierarkisk struktur, hvor den dansksprogede må nøjes og selv tænke sig til en del af meningen. Den delte betydning kan tolkes som et eksperiment, der sætter den dansktalende i en delvist afskåret position. Og det er vel ikke for tidligt danskeren bliver afskåret i den relation, som grønlænderne siden modernisering selv har været underlagt i ”den sidste nye koloni.”
’Arkhticós Dolorôs’ fortløbende tekster bølger i forskellige rytmer, der flyder og brydes i både stille hvide pauser, råbende ophobninger for til sidst langsomt at gå i opløsning. Kleemanns baggrund som performancekunstner fornægter sig ikke, og viser sig i hele det grafisk udtryks musiske sprog.
Også naturen er under pres under klimakrisens følger. Samtidig banker de geopolitiske interesser på ude fra verden og skaber både og angst og opgivelse i forhold til, hvem der ejer jorden. ”Skal vi sige ingen ejer jorden.”
Kleemanns digtsamling skal læses ved at lade dig følge med i det bølgende hav og med isens nedsmeltning, mens du slipper al kontrol. Overgiv dig til de barske sandheder og lidelser om Arktis, og teksterne vil føre dig ind i en sansende, vild og voldsom oplevelse.
”Arkhticós doloros
min jord i arktis
issitumi nunanni issora”
Kommentarer