Anmeldelse
Århundredets kærlighedskrig af Ebba Witt-Brattström
To litterære giganter krydser klinger i den klassiske kønskamp, men der er ingen vindere i den formidable fortælling om kærlighedens forlis, som uden tvivl vil vække debat.
Magtspillet mellem kvinde og mand afdækkes på fornemste vis i denne punktroman, hvor et mangeårigt ægteskab er ved at være slut. I en form for dialog får ”Han” og ”Hun” ordet i nogle få linjer, og man får indsigt i deres inderste tanker, liv, adfærd og holdninger. Punktromanen er skrevet af en af Sveriges litterater, professor i nordisk litteratur Ebba Witt-Brattström, der var gift med akademisekretær Horace Engdahl. Begges svagheder udstilles, og de værste giftigheder siges med referencer til andre store kønskrigere bl.a. August Strindberg og Märta Tikkanen. Det er ikke et skønt syn, der bliver vist frem i de voldsomme positioneringer, men det er modigt og overbevisende formuleret. I den fortolkning er det en feministisk roman, og den vil uden tvivl vække debat.
Debatten vil også blive forstærket af, at alle i Sverige kender kombattanterne, der på hver sin måde har haft stor indflydelse på svensk litteratur og kultur. Ebba Witt-Brattström er foruden professor i nordisk litteratur også forfatter til bøger om bl.a. Edith Södergran og Moa Martinson. Horace Engdahl har som akademisekretær i en årrække haft indflydelse på uddelingen af Nobelprisen i litteratur. I sin seneste essaysamling: ’Den sidste gris’ (2016) har han også behandlet kønspolitiske forhold.
Hun beskylder ham for at være besserwisser, hovmodig, behagesyg, at være et mere offentligt end et privat menneske, at være erotisk stupid og ikke turde åbne sig for hende, hvilket for hende er det samme som at være utro. Der har også været vold fra hans side. Ensomheden i ægteskabet er fatal. Han har i hende søgt den moderlige godhed, som hun ikke har levet op til, og hun har forsøgt at lave ham om. Det værste er, at han ikke ser kvinden som sin jævnbyrdige. Han: ”Hvilken slags skrivekunst har gjort de største fremskridt i løbet af de sidste tredive år? Damernes og kogekunstens? ” (S.69) Hun: ”Er det din oprigtige mening at det eneste en hustru kan forlange er en mand som kommer hjem og som ikke er utro? Men som i øvrigt uforstyrret kan køre sin dagsorden som en sovjetisk tank hen over sin hustru og familien. ” (S.116). De mange fine oneliners i denne magtkamp gør bogen til en fornøjelse at læse trods det dyste tema. Der er hentet inspiration fra oldtidens klassikere, operaens verden, Kierkegaard, Södergran og ikke mindst Strindberg. Appendikset bagerst i bogen fortæller, hvorfra citaterne stammer.
Der er ingen vindere i denne vellykkede litterære punktroman om kærlighedens forlis, ’Dødsdansen’, som Strindberg kaldte sit berømte skuespil fra 1914. Titlen er næsten identisk med Märta Tikkanens digtsamling fra 1979: ’Århundredets kærlighedseventyr’, hvor hun skildrede forholdet til sin voldelige og alkoholiserede mand, Henrik Tikkanen. Hun blev i ægteskabet. For Ebba Witt-Brattström var det umuligt at forblive i det krigeriske og ydmygende ægteskab. Interessant og også lidt deprimerende på kønnets og samfundets vegne, at vi gennem 100 år, bare gennem disse tre eksempler, oplever den samme positionering af kønnene.
To litterære giganter krydser klinger i den klassiske kønskamp, men der er ingen vindere i den formidable fortælling om kærlighedens forlis, som uden tvivl vil vække debat.
Magtspillet mellem kvinde og mand afdækkes på fornemste vis i denne punktroman, hvor et mangeårigt ægteskab er ved at være slut. I en form for dialog får ”Han” og ”Hun” ordet i nogle få linjer, og man får indsigt i deres inderste tanker, liv, adfærd og holdninger. Punktromanen er skrevet af en af Sveriges litterater, professor i nordisk litteratur Ebba Witt-Brattström, der var gift med akademisekretær Horace Engdahl. Begges svagheder udstilles, og de værste giftigheder siges med referencer til andre store kønskrigere bl.a. August Strindberg og Märta Tikkanen. Det er ikke et skønt syn, der bliver vist frem i de voldsomme positioneringer, men det er modigt og overbevisende formuleret. I den fortolkning er det en feministisk roman, og den vil uden tvivl vække debat.
Debatten vil også blive forstærket af, at alle i Sverige kender kombattanterne, der på hver sin måde har haft stor indflydelse på svensk litteratur og kultur. Ebba Witt-Brattström er foruden professor i nordisk litteratur også forfatter til bøger om bl.a. Edith Södergran og Moa Martinson. Horace Engdahl har som akademisekretær i en årrække haft indflydelse på uddelingen af Nobelprisen i litteratur. I sin seneste essaysamling: ’Den sidste gris’ (2016) har han også behandlet kønspolitiske forhold.
Hun beskylder ham for at være besserwisser, hovmodig, behagesyg, at være et mere offentligt end et privat menneske, at være erotisk stupid og ikke turde åbne sig for hende, hvilket for hende er det samme som at være utro. Der har også været vold fra hans side. Ensomheden i ægteskabet er fatal. Han har i hende søgt den moderlige godhed, som hun ikke har levet op til, og hun har forsøgt at lave ham om. Det værste er, at han ikke ser kvinden som sin jævnbyrdige. Han: ”Hvilken slags skrivekunst har gjort de største fremskridt i løbet af de sidste tredive år? Damernes og kogekunstens? ” (S.69) Hun: ”Er det din oprigtige mening at det eneste en hustru kan forlange er en mand som kommer hjem og som ikke er utro? Men som i øvrigt uforstyrret kan køre sin dagsorden som en sovjetisk tank hen over sin hustru og familien. ” (S.116). De mange fine oneliners i denne magtkamp gør bogen til en fornøjelse at læse trods det dyste tema. Der er hentet inspiration fra oldtidens klassikere, operaens verden, Kierkegaard, Södergran og ikke mindst Strindberg. Appendikset bagerst i bogen fortæller, hvorfra citaterne stammer.
Der er ingen vindere i denne vellykkede litterære punktroman om kærlighedens forlis, ’Dødsdansen’, som Strindberg kaldte sit berømte skuespil fra 1914. Titlen er næsten identisk med Märta Tikkanens digtsamling fra 1979: ’Århundredets kærlighedseventyr’, hvor hun skildrede forholdet til sin voldelige og alkoholiserede mand, Henrik Tikkanen. Hun blev i ægteskabet. For Ebba Witt-Brattström var det umuligt at forblive i det krigeriske og ydmygende ægteskab. Interessant og også lidt deprimerende på kønnets og samfundets vegne, at vi gennem 100 år, bare gennem disse tre eksempler, oplever den samme positionering af kønnene.
Kommentarer