Anmeldelse
Antoine de Saint-Exupéry: Citadellet
Antoine de Saint-Exupéry afleverede aldrig et manuskript til forlaget, uden at de var nøje gennemarbejdet og stod som et fuldstændigt værk. Derfor var der også mange, der mente, at »Citadellet« aldrig burde have været udgivet.
Bogen blev udsendt i 1948, fire år efter Saint-Exupérys død. En død, der var konsekvensen af hans livsførelse: Han var en frygtløs pilot, røg som en skorsten, var ofte skødesløs og distræt og overholdt ofte ikke de mest almindelige sikkerhedsforskrifter i en flyvemaskine. Han glemte nogle gange at sørge for den rette dosis ilttilførsel, når han fløj. Nogle gange faldt han i en døs, så han sad og drømte. I 1944 faldt han ned for sidste gang. Den nøjagtige årsag kendes ikke. Dødsangst kendte Saint-Exupéry ikke til. Et sted skrev han:
»Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvileknfred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på«.
»Citadellet« burde måske heller ikke være blevet udgivet, for bogens tekster hænger ikke særligt godt sammen. Bogen var nærmere en del af en helgendyrkelse, Saint-Exupéry blev genstand for efter sin død. I den bevæger han sig for alvor fra flyverens verden til digterens. Fra en ydre verden til en indre verden. Og dette spring er ikke så vellykket. Saint-Exupéry var klart bedst, når han spandt sine vedkommende betragtninger ind mellem virkelige oplevelser og hændelser.
Ved sin død efterlod Saint-Exupéry sigover 900 maskinskrevne sider. Han havde siden 1936 løbende skrevet stort og småt ned i sin dagbog, og det er disse notater, der udgør bogen. Den er en blanding af tanker og overvejelser, principper, fyndord og leveregler og er ofte blevet karakteriseret som »et stort bibelsk værk«.
Den aføde litteratur- og teaterkritiker Jens Kistrup kaldte meget rammende denne bog for »levelære, statslære ogf religiøst bekendelsesskrift« i ét. Teksterne bærer præg af at være nedfældet af et menneske, der kendte sin mission. Han digter om kærligheden og om arbejdet, der er en værdi i sig selv. Endemålet... det er blot tomhed, konstaterer Saint-Exupéry.
Teksten bærer dog præg af at være uafsluttet, og på et tidspunkt begynder de mange gentagelser at blive trættende. Bogen kune være skåret ned til det halve, uden at den havde mistet i sit budskab. Men hvem tør skære i en død forfatters efterladte tekster? Man risikerer tæsk. Så hellere lade være og slippe helskindet fra det - selv om det så bliver på læserens bekostning.
Antoine de Saint-Exupéry: Citadellet
Antoine de Saint-Exupéry afleverede aldrig et manuskript til forlaget, uden at de var nøje gennemarbejdet og stod som et fuldstændigt værk. Derfor var der også mange, der mente, at »Citadellet« aldrig burde have været udgivet.
Bogen blev udsendt i 1948, fire år efter Saint-Exupérys død. En død, der var konsekvensen af hans livsførelse: Han var en frygtløs pilot, røg som en skorsten, var ofte skødesløs og distræt og overholdt ofte ikke de mest almindelige sikkerhedsforskrifter i en flyvemaskine. Han glemte nogle gange at sørge for den rette dosis ilttilførsel, når han fløj. Nogle gange faldt han i en døs, så han sad og drømte. I 1944 faldt han ned for sidste gang. Den nøjagtige årsag kendes ikke. Dødsangst kendte Saint-Exupéry ikke til. Et sted skrev han:
»Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvileknfred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på«.
»Citadellet« burde måske heller ikke være blevet udgivet, for bogens tekster hænger ikke særligt godt sammen. Bogen var nærmere en del af en helgendyrkelse, Saint-Exupéry blev genstand for efter sin død. I den bevæger han sig for alvor fra flyverens verden til digterens. Fra en ydre verden til en indre verden. Og dette spring er ikke så vellykket. Saint-Exupéry var klart bedst, når han spandt sine vedkommende betragtninger ind mellem virkelige oplevelser og hændelser.
Ved sin død efterlod Saint-Exupéry sigover 900 maskinskrevne sider. Han havde siden 1936 løbende skrevet stort og småt ned i sin dagbog, og det er disse notater, der udgør bogen. Den er en blanding af tanker og overvejelser, principper, fyndord og leveregler og er ofte blevet karakteriseret som »et stort bibelsk værk«.
Den aføde litteratur- og teaterkritiker Jens Kistrup kaldte meget rammende denne bog for »levelære, statslære ogf religiøst bekendelsesskrift« i ét. Teksterne bærer præg af at være nedfældet af et menneske, der kendte sin mission. Han digter om kærligheden og om arbejdet, der er en værdi i sig selv. Endemålet... det er blot tomhed, konstaterer Saint-Exupéry.
Teksten bærer dog præg af at være uafsluttet, og på et tidspunkt begynder de mange gentagelser at blive trættende. Bogen kune være skåret ned til det halve, uden at den havde mistet i sit budskab. Men hvem tør skære i en død forfatters efterladte tekster? Man risikerer tæsk. Så hellere lade være og slippe helskindet fra det - selv om det så bliver på læserens bekostning.
Antoine de Saint-Exupéry: Citadellet
Kommentarer