Anmeldelse
Andre hunde
Theisen leverer i sin debutroman et overbevisende og barsk bid om forviklede forhold i et grønlandsk samfund set fra en uvidende dansk iagttager.
Der er mange meninger, der strides mellem en blandet skare af beboere i det fiktive samfund, Etah, i Nordvestgrønland. Romanen udruller et skarpt og flerstemmigt blik på danskernes forhold til Grønland, som er en overmagt, der vedvarende inficerer kulturen og en kolonialitet, der blot fortsætter.
Jeget er en ung dansker, der flytter til Etah for at arbejde. Han går i gang med at finde ind i et samfund mellem danskere, grønlændere, turistguides, entreprenører, faste beboere og en uafbrudt strøm af nye tilflyttere. Han udgør det naive blik, der iagttager og forsøger at forstå de gnidninger og konflikter, der eksisterer imellem mennesker på kryds og tværs. Imens forelsker han sig, og hans sanser forstærkes.
I starten bevæger han sig ubemærket rundt i samfundet og uden kendskab til hverken grønlænderne eller Grønland, overtræder han gang på gang (for ham ukendte) grænser i forsøget på at komme ind på menneskene. Som når en dansker antager at alle grønlændere taler dansk. Han udstiller sig selv ved at begå alle tænkelige fodfejl og bliver et kikset billede på danskernes uvidenhed og fejltolkninger. Men han får mennesker i tale. Theisens greb, at lade en uprøvet dansker erfare miljøet, afdækker fordæktheden og skaber en flerstemmig vinkel. Forfatteren lader ane en mere end almindelig god forståelse af de komplekse problematikker, der udgør smertepunkterne i det grønlandske samfund i dag.
Mens det unge jeg vokser ind i samfundet, som den dansker han engang er og ikke kan løbe fra, starter en lavine af gådefulde ulykker og mystiske hændelser. Et gennemgående spor udspilles i fundet af skamferede og døde slædehunde forskellige steder i bygder langs den nordlige kyst. Ingen ved, hvad der foregår, men de drabelige spor sender isnende strømme gennem i befolkningen med dybe sår i ikke alene hundene, men også i en oprindelig grønlandsk kultur. Hvem finder på at skade slædehunde på en så brutal måde? Der er mange interesser på spil, og der er antagelig for mange ”andre hunde”, der blander sig.
”De såkaldte slædehundedistrikter ligger alle nord for polarcirklen og er udelukkende forbeholdt grønlandske slædehunde. Andre hunde er ikke tilladt i den nordgrønlandske del af Arktis.”
Fronterne trækkes op, mistænksomheden vokser, og modstanden mod systemet raser. Jeget færdes blandt de unge, som går op mod systemet og mobiliserer et voksende oprør mod den herskende herremandsmentalitet.
Poetiske passager bryder den barske dagsorden, mens mørket og kulden følges med romanens barske katastrofestemning, indtil solens genkomst kan fejres:
”Det underligste ved at se solen igen var, at min skygge var kommet tilbage. Jeg havde ikke tænkt over, at den havde været væk, men da jeg så den sorte kontur på sneen, forstod jeg, at der havde været en adskillelse.”
Theisen leverer i sin debutroman et overbevisende og barsk bid om forviklede forhold i et grønlandsk samfund set fra en uvidende dansk iagttager.
Der er mange meninger, der strides mellem en blandet skare af beboere i det fiktive samfund, Etah, i Nordvestgrønland. Romanen udruller et skarpt og flerstemmigt blik på danskernes forhold til Grønland, som er en overmagt, der vedvarende inficerer kulturen og en kolonialitet, der blot fortsætter.
Jeget er en ung dansker, der flytter til Etah for at arbejde. Han går i gang med at finde ind i et samfund mellem danskere, grønlændere, turistguides, entreprenører, faste beboere og en uafbrudt strøm af nye tilflyttere. Han udgør det naive blik, der iagttager og forsøger at forstå de gnidninger og konflikter, der eksisterer imellem mennesker på kryds og tværs. Imens forelsker han sig, og hans sanser forstærkes.
I starten bevæger han sig ubemærket rundt i samfundet og uden kendskab til hverken grønlænderne eller Grønland, overtræder han gang på gang (for ham ukendte) grænser i forsøget på at komme ind på menneskene. Som når en dansker antager at alle grønlændere taler dansk. Han udstiller sig selv ved at begå alle tænkelige fodfejl og bliver et kikset billede på danskernes uvidenhed og fejltolkninger. Men han får mennesker i tale. Theisens greb, at lade en uprøvet dansker erfare miljøet, afdækker fordæktheden og skaber en flerstemmig vinkel. Forfatteren lader ane en mere end almindelig god forståelse af de komplekse problematikker, der udgør smertepunkterne i det grønlandske samfund i dag.
Mens det unge jeg vokser ind i samfundet, som den dansker han engang er og ikke kan løbe fra, starter en lavine af gådefulde ulykker og mystiske hændelser. Et gennemgående spor udspilles i fundet af skamferede og døde slædehunde forskellige steder i bygder langs den nordlige kyst. Ingen ved, hvad der foregår, men de drabelige spor sender isnende strømme gennem i befolkningen med dybe sår i ikke alene hundene, men også i en oprindelig grønlandsk kultur. Hvem finder på at skade slædehunde på en så brutal måde? Der er mange interesser på spil, og der er antagelig for mange ”andre hunde”, der blander sig.
”De såkaldte slædehundedistrikter ligger alle nord for polarcirklen og er udelukkende forbeholdt grønlandske slædehunde. Andre hunde er ikke tilladt i den nordgrønlandske del af Arktis.”
Fronterne trækkes op, mistænksomheden vokser, og modstanden mod systemet raser. Jeget færdes blandt de unge, som går op mod systemet og mobiliserer et voksende oprør mod den herskende herremandsmentalitet.
Poetiske passager bryder den barske dagsorden, mens mørket og kulden følges med romanens barske katastrofestemning, indtil solens genkomst kan fejres:
”Det underligste ved at se solen igen var, at min skygge var kommet tilbage. Jeg havde ikke tænkt over, at den havde været væk, men da jeg så den sorte kontur på sneen, forstod jeg, at der havde været en adskillelse.”
Kommentarer