Fire noveller, der afdækker erotikkens mange forskellige lag. Zweig kan, med sin fine psykologiske indsigt, fortælle en historie, så den vækkes til live. Det er lækker, lidenskabelig læsning.
Fire nyoversatte noveller af den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) har igen vækket den forfinede og følsomme forfatter til live hos det danske publikum. Med sin sublime og æstetiske pen folder han i disse fire fortællinger erotikkens mange lag og ansigter ud. Her er både rene besættelser og flygtige forelskelser, og alle er de skildret med Zweigs fine psykologisk indsigt. Det er lækker og lidenskabelig læsning.
Novellerne hører alle hjemme i den lange ende, om man så må sige, og med Zweigs rigdom af ord og billeder, føles det næsten som om, her er tale om fire korte romaner. De er indholdsmættede og stemningsfortættede i en grad, så hvert tableau og hver en figur står knivskarpt frem for læseren. Og med de gigantiske følelser, der samtidigt er på spil, er der i sandhed både krop og sjæl på disse historier.
Den første novelle ’Brændende hemmelighed’ er oprindelig fra 1911. Her bliver en 12-årig dreng først et redskab for, senere en klods om benet på, en ung baron, som under et ferieophold får lyst til at forføre en moden jødisk kvinde – drengens mor. Vejen til moderens hjerte, har den snedige baron udtænkt, går først og fremmest gennem hendes søn, men da vejen først er banet, er drengen egentlig mest til besvær. Og det gennemskuer knægten hurtigt. En sådan nedrighed kalder på hævn – også selvom drengen i sin spirende pubertet ikke helt er klar over, hvad det egentlig er, baronen og moren skal bruge hinanden til.
Den anden historie er den hjerteskærende ’Brev fra en ukendt’ (1922), hvor en kvinde efter flere år endelig kan åbne sit hjerte for den elskede. Hun har elsket, beundret og tilbedt ham, siden hun var 13 år, og som ung kvinde når hun at have nogle få hede nætter med den evigt attråede. Han på sin side binder sig aldrig til nogen, og kan ikke huske det flygtige bekendtskab. Da kvinden skriver sit lange brev til ham, har hun mistet alt – og må også tage afsked med livet til slut.
Tredje fortælling er titelnovellen ’Amok’ (1922), hvor en tidligere læge fortæller sin barske besættelses-historie til en medrejsende ombord på et passagerskib. Da en smuk, men også hovmodig, aristokratisk kvinde henvender sig til ham i en prekær sag, støder han hende først fra sig, men fortryder snart. Og så begynder hans amokløb.
Sidste novelle ’Følelsernes forvirring’ (1927) har homoseksualitet som tema, og igen viser Zweig, hvordan han med sine følsomme greb kan få hjertet til at slå lidt tungere i læserens bryst. En ung studerende balancerer uvidende på grænsen mellem beundring og forelskelse, og bliver først for sent klar over, hvad der er på spil.
Zweig var, ganske enkelt, en rasende god historiefortæller. Hans sprog indfanger den læser, som holder af det til tider svulstige, men altid æstetiske, ordvalg, og i disse erotiske noveller bliver lidenskaben til at tage og føle på. Og føl endelig løs!
Kommentarer