Melankolsk og lavmælt fortælling om livet i en bjerglandsby i Kroatien efter borgerkrigen med fortidens skygger og fremtidens muligheder. Smukt og vigtigt billede på krigens efterskælv.
Duro er altmuligmanden og fortælleren. 46 år gammel bor han alene med sine hunde i en lille bjergby i Kroatien mellem Zagreb og kysten. Han er en del af det lille lokalsamfund, og det var han også for tyve år siden, da borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien inficerede landsbyen. Hvordan man lever videre efter en etnisk borgerkrig er temaet i Duros fine, lavmælte beretning.
Duro bliver hyret af en engelsk kvinde, Laura, som har købt et hus, der skal sættes i stand til sommerhus. ”Lauras ankomst til Gost åbnede en faldlem. Under faldlemmen var der en endeløs tunnel, en tunnel, der førte tilbage til fortiden”. I begyndelsen betragtes området med Lauras øjne – de idylliske omgivelser med bjerge og marker med vilde blomster. Duro forsøger at styrke det positive syn ved at klare alle forhindringer og gøre det rart for Laura og hendes to teenagebørn. De gennemgår en positiv udvikling under Duros indflydelse og opnår en større modenhed. Men den virkelige historie trænger sig på og afsløres langsomt for læseren, men aldrig for Laura – helt bevidst fra Duro og lokalsamfundets side. For livet skal gå videre.
Historien er genialt fortalt. Den nutidige handling er fortalt i datid og bliver dermed reflekterende, mens de historiske klip er fortalt i nutid og står uhyggeligt skarpt. Sproget har en god rytme, og den grundlæggende melankolske stemning kontrasteres med sans for naturens skønhed, kærlighed og glæden over små hverdagsting. Romanen er rigelig symboltung, men symbolikken er godt indflettet i handlingen.
Forsoning er ikke let, og romanen portrætterer atmosfæren og livet med fortidens sår yderst troværdigt. Det er ingen trist roman, for vægten ligger på skildringen af Duro, en mand der husker både gode og dårlige tider, og man efterlades med en menneskevarm fortælling om en overlever.
Kommentarer