Den vægtige portugisiske roman fortæller med et strejf af magisk realisme underfundigt om, hvordan en række mennesker reagerer under og efter Angolas uafhængigheds kamp i 1975.
Tumulten omkring Angolas uafhængighedskamp er her skildret gennem Ludovica, der i 1975 i hovedstaden Luanda murer sig inde i sin lejlighed og bliver der de næste 28 år. Her overlever hun ved at brænde bøger, møbler og fange duer samtidig med, at hun skriver om sine tanker først på papir, senere på væggene. Udenfor er der kaos, ustabil elektricitet og vandforsyning. Det er en tankevækkende og velkonstrueret roman om, hvordan et lands konflikter afspejles i det enkelte menneske, men også om hvordan det næsten er umuligt at isolere sig, fordi omverdenen på forskellige måder banker på. Islæt af magisk realisme letter det ellers alvorlige tema på underfundig vis.
Angola var en portugisisk koloni indtil 1975. Uafhængigheden førte til en ødelæggende borgerkrig, som landet også i dag er stærkt præget af. Ifølge forordet bygger romanen på en virkelig begivenhed, som der oprindeligt skulle laves en film over. Filmen blev aldrig til noget, men derimod kom denne fine roman om vilkår og eksistens under umulige vilkår.
Ludovica bor sammen med sin søster og mand i en stor lejlighed i Luanda. Mange rejser fra byen under urolighederne, og hendes søster og svoger forsvinder. Hun bygger en mur, så hendes lejlighed afsondres fra resten af boligkomplekset. Her lever hun sammen med sin hund, der hedder Spøgelse, af det righoldige forråd og dyrker grøntsager på terrassen. Hun kommer til at slå en mand ihjel i selvforsvar og begraver ham i et bed med gule roser. Han genopstår senere, og via hans færden får vi indblik i de mange forsvindinger, politiske stridigheder, diktaturstatens metoder, vold og drab. Det er ganske voldsomme historier, der gør et dybt indtryk.
De mange sidehistorier kan virke lidt kalejdoskopiske, men de fortæller om held og uheld, tilfældigheder om man overlever eller ikke, men de bliver alle fulgt til ende med brug af magisk realisme, der her virker ret overbevisende. Fx: En due bliver fanget af en mand med en besked påhæftet: ” I morgen. Kl. seks, sædvanlige sted. Vær meget forsigtig. Elsker dig” . Da han steger duen, finder han to diamanter. En overraskende lille kærlighedshistorie er gemt her.
Det syv-årige gadebarn, Sabalu, har opdaget Ludovicas indemurede lejlighed og stjæler sølvtøj fra hende. Hun er nemlig ved at blive blind og syg, men han bruger pengene til medicin og mad, flytter ind og kalder hende sin bedstemor, så lige pludselig er det en fin historie om mennesker, der hjælper hinanden.
Kapitlerne er små med hver sin historie, og i kursiv får vi Ludovicas oplevelser og tanker nedskrevet i velformede digte. ” I løbet af de seneste år har jeg forstået/at for at tro på Gud, er det nødvendigt at tro på menneskeheden. / Der er ingen Gud uden menneskehed. /”. Jeg har sjældent læst en så alvorlig og alligevel let historie om det enkelte menneskes sårbarhed under krig og kaos.
José Eduardo Agualusa er f. 1960 I Angola og er oversat til 25 sprog. Han modtog i 2017 International Dublin Literary Award. På dansk findes også novellerne ’Slørede grænser’ (2001).
Kommentarer