Det er en voldsom provokation at få at vide, at demokratiet har så mange medfødte problemer. Lykkeberg forbløffer, forarger, fascinerer og rusker op i vores vanetænkning om demokratiet.
”På den ene side accepterer vi ikke, at der bliver set ned på os, men på den anden side ønsker vi nogen at se op til.”
Dette er et af demokratiets paradokser, som det beskrives i Rune Lykkebergs bog, ’Alle har ret: Demokrati som princip og problem’. På 334 sider analyserer forfatteren en væsentlig række af demokratiets grundlæggende problematikker såsom: Hvordan hænger det sammen, at demokratisk valgte politikere kan føle ubehag ved demokratiets praksis?
Rune Lykkeberg bruger ofte udtrykket ubehag i den sammenhæng. Jeg ville have foretrukket ordet ubekvemt i stedet. Gennem analyser af så forskellige ting som Kierkegaard, Holberg, Brandes, Karen Blixen, komedieserien Klovn, Krumme-bøgerne og Alfons Åberg får vi et godt indblik i forfatterens syn på, hvor demokratiet halter, og hvor det har sine styrker.
Min læsning af denne bog gik fra forbløffelse og forargelse over i fascination. Rune Lykkeberg kommer vidt omkring og får præsenteret en lang række af problemer, som ligger implicit i demokratiet. I hvert fald hvis man som Rune Lykkeberg ser demokratiet ikke blot som en styreform men som et princip mellem mennesker. Og der er virkelig noget at tage fat på.
Når man som jeg er født i en tidsalder og et samfund, vi selv betragter som et af verdens mest demokratiske, kan det være en voldsom provokation at få at vide, at demokratiet har så mange, man kan næsten sige medfødte, problemer. Når Rune Lykkeberg gennem sine skarpe analyser fremlægger dem, kan man næsten tabe pusten. Det er også en voldsom provokation, når forfatteren hævder, at demokratiet altid vil tabe til den form for terror, Rune Lykkeberg kalder jihadisme, hvis demokratiet fastholder den demokratiske form over for jihadisterne.
Jeg startede læsningen med at være temmelig skeptisk over for forfatterens analyser, men tager man hans præmis om, at man ikke skal underkaste sig autoriteter, man ikke anerkender, rammer han ned i noget væsentligt, som vi bør underkaste en folkelig debat på alle niveauer. For spørgsmålet er: hvor meget demokrati vil vi have, og hvor vil vi acceptere, at der tages udemokratiske beslutninger? Er det hos de folkevalgte beslutningstagere eller i erhvervslivet?
Hvis man skal kritisere bogen ud fra præmissen om, at det skal være en debatbog, er analyserne af de intellektuelle fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet måske vel omfattende. Det må tilskrives forfatterens akademiske grundighed. Men læs hellere selv bogen og tag fat i debatten i de forsamlinger, I bevæger jer i, og lad os få rusket op i vores vanetænkning om demokrati.
Kommentarer