Anmeldelse
Alfred og blåhvalen af Mina Lystad
Det kan være sin sag at skulle skal stå foran en masse mennesker, hvis man plejer at gemme sig bag sit pandehår. Norske Mina Lystad har skrevet en virkelig fin historie om at møde sin største frygt.
Alfred skal fortælle sin klasse om et dyr på fredag. Om blåhvalen. Og det er om 5 dage. Han har ondt i maven, fordi han er så nervøs for, hvordan han skal klare det. Han ved jo ikke ret meget om blåhvaler, og han bryder sig slet ikke om at skulle stå foran alle sine klassekammerater og læse højt.
Alfred er i det store hele meget nervøs for alt muligt. For at falde, at tage bussen alene, at tale i telefon, raketter, trøjer der strammer i halsen og for mange andre ting. Men at skulle læse højt foran hele klassen, er nok alligevel det værste, han kan forestille sig!
Han må komme på noget! Han spørger både sin far og sin mor og søger på nettet, og i løbet af kort tid, ser tingene pludseligt lidt lysere ud. Han finder ud af, at blåhvalen er et meget interessant dyr; den er meget stor, den kan synge (får den så ikke vand i munden, tænker han), den er ikke en fisk, og den svømmer af og til meget langt helt alene. Alfred spekulerer på, om den så også bliver nervøs?
Om aftenen lytter han til blåhvalers sang, inden han skal sove, og efterhånden som han suges dybere og dybere ind i blåhvalernes spændende verden, glemmer han alt om at være nervøs. Lige indtil fredag morgen!
Den norske forfatter Mina Lystad har skrevet en virkeligt fin og relevant historie om at møde sin største frygt. Det er en meget genkendelig historie for både store og små. At skulle gøre noget selvom man faktisk næsten hellere vil brække et ben. En bog der er meget velegnet til højtlæsning, da den indeholder virkeligt godt samtalestof.
Illustrator Åshild Irgens har skabt det fineste univers, hvor illustrationer af den store blåhval går igen som udgangspunkt for, hvor stort det er at skulle gøre noget, som man er så bange for. Især sammenligningen af størrelser, hvor blåhvalen står på halen og klapper en brontosaurus på hovedet, eller hvor Alfred til sidst, lettet og stolt, sover og drømmer om blåhvaler, i sengetøj der har form som en blåhval, er fine eksempler på kunsten i bogen.
At tænke sig et problem i en størrelsesorden, så det kan projiceres over i verdens største pattedyr, er simpelthen bare godt.
Det kan være sin sag at skulle skal stå foran en masse mennesker, hvis man plejer at gemme sig bag sit pandehår. Norske Mina Lystad har skrevet en virkelig fin historie om at møde sin største frygt.
Alfred skal fortælle sin klasse om et dyr på fredag. Om blåhvalen. Og det er om 5 dage. Han har ondt i maven, fordi han er så nervøs for, hvordan han skal klare det. Han ved jo ikke ret meget om blåhvaler, og han bryder sig slet ikke om at skulle stå foran alle sine klassekammerater og læse højt.
Alfred er i det store hele meget nervøs for alt muligt. For at falde, at tage bussen alene, at tale i telefon, raketter, trøjer der strammer i halsen og for mange andre ting. Men at skulle læse højt foran hele klassen, er nok alligevel det værste, han kan forestille sig!
Han må komme på noget! Han spørger både sin far og sin mor og søger på nettet, og i løbet af kort tid, ser tingene pludseligt lidt lysere ud. Han finder ud af, at blåhvalen er et meget interessant dyr; den er meget stor, den kan synge (får den så ikke vand i munden, tænker han), den er ikke en fisk, og den svømmer af og til meget langt helt alene. Alfred spekulerer på, om den så også bliver nervøs?
Om aftenen lytter han til blåhvalers sang, inden han skal sove, og efterhånden som han suges dybere og dybere ind i blåhvalernes spændende verden, glemmer han alt om at være nervøs. Lige indtil fredag morgen!
Den norske forfatter Mina Lystad har skrevet en virkeligt fin og relevant historie om at møde sin største frygt. Det er en meget genkendelig historie for både store og små. At skulle gøre noget selvom man faktisk næsten hellere vil brække et ben. En bog der er meget velegnet til højtlæsning, da den indeholder virkeligt godt samtalestof.
Illustrator Åshild Irgens har skabt det fineste univers, hvor illustrationer af den store blåhval går igen som udgangspunkt for, hvor stort det er at skulle gøre noget, som man er så bange for. Især sammenligningen af størrelser, hvor blåhvalen står på halen og klapper en brontosaurus på hovedet, eller hvor Alfred til sidst, lettet og stolt, sover og drømmer om blåhvaler, i sengetøj der har form som en blåhval, er fine eksempler på kunsten i bogen.
At tænke sig et problem i en størrelsesorden, så det kan projiceres over i verdens største pattedyr, er simpelthen bare godt.
Kommentarer