Anmeldelse
Alexandriakvartetten: Justine, Baltazar, Mountolive og Clea af Lawrence Durrell
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Medrivende og spændende fortællinger om livet i Alexandria omkring 2. Verdenskrig, skrevet i et sprudlende og billedrigt sprog.
Handlingen i de fire bind udspiller sig i Alexandria i årene før, under og efter 2. Verdenskrig. Lawrence Durrell fortæller de samme begivenheder med forskellige fortællesynsvinkler, når han lader de samme begivenheder blive omfortolket af de forskellige personer i et kompliceret handlingsforløb. De fire personer, der har navngivet bøgerne, er: Justine, en smuk jødinde, Baltazar en homoseksuel ægyptisk læge, Mountolive en engelsk ambassadør og Clea en fransk malerinde, og det er ikke nødvendigvis den person, der har givet navn til bogen, der er hovedpersonen. Den egentlige hovedperson er den engelske lærer Darley, der optræder både som iagttageren og fortælleren, samtidig med at han bliver dybt involveret i flere af de andre personers liv.
Alexandria beskrives som en smeltedigel af sprog, religioner og køn, hvor der udspiller sig komplicerede forhold og intriger i kærlighed og politik. Disse fire titelpersoner har relationer på kryds og tværs, men andre af bøgernes personer spiller en lige så store roller uden at have fået deres egen bog. Det gælder fx for den prostituerede Melissa, der bor sammen med Darley, men får en datter med Justines mand Nessim. I ’Baltazar’ har Darley trukket sig tilbage til en græsk ø, hvor han opholder sig sammen med Melissas datter, som han konsekvent kalder for barnet, mens han genoplever tiden i Alexandria. I ’Clea’ vender han tilbage og overgiver barnet til Nessim og Justine.
Alexandria skildres som en utrolig frigjort by, hvor kærlighed og erotik i alle afskygninger florerer, og hvor de erotiske forhold mellem de forskellige personer er som et edderkoppespind. Som det bliver sagt undervejs, så kan det ikke betale sig at være ærlig i kærlighed. Religionerne og etniciteterne lever side om side med hinanden, men der er undertoner af de politiske og religiøse spændinger, som senere kommer til at spille en meget stor rolle ikke bare i Egypten, men i hele Mellemøsten.
Lawrence Durrell skrev ’Alexandriakvartetten’ mellem 1957 og 1960, men bøgerne virker overhovedet ikke bedagede bort set fra, at muslimer kaldes for muhamedanere og en sort kvinde kaldes en negerinde. Handlingen virker meget moderne, og sproget er sprudlende, som når Durrell om Mountolive siger, at ”han knugede sin viden om sin adgang til magten ind til sig med al den hemmelige stolthed, der kendetegner en kvinde, som har opdaget, at hun er gravid” . De første tre bøger er temmelig fragmentariske, men det hele samlet flot i ’Clea’.
Lawrence Durrell, der var født i 1919 og døde i 1990, tilbragte størstedelen af sit liv uden for Storbritannien og opholdt sig det meste af 2. Verdenskrig i Cairo og Alexandria med diplomatstatus. Et sted skriver han ”Til London vendte han altid tilbage med skælvende iver som en elsker, der længe har været adskilt fra sin elskerinde” , og jeg ser forfatteren ikke bare i diplomaten Mountolive, men også i læreren Darley.
Jeg læste ’Alexandriakvartetten’ for mere end 40 år siden og var meget spændt på, om den stadig var læseværdig og spændende. Det er den! Alexandriakvartetten, som er oversat af Elsa Gress, er en moderne klassiker, som Gyldendal sagtens kunne genudgive.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Medrivende og spændende fortællinger om livet i Alexandria omkring 2. Verdenskrig, skrevet i et sprudlende og billedrigt sprog.
Handlingen i de fire bind udspiller sig i Alexandria i årene før, under og efter 2. Verdenskrig. Lawrence Durrell fortæller de samme begivenheder med forskellige fortællesynsvinkler, når han lader de samme begivenheder blive omfortolket af de forskellige personer i et kompliceret handlingsforløb. De fire personer, der har navngivet bøgerne, er: Justine, en smuk jødinde, Baltazar en homoseksuel ægyptisk læge, Mountolive en engelsk ambassadør og Clea en fransk malerinde, og det er ikke nødvendigvis den person, der har givet navn til bogen, der er hovedpersonen. Den egentlige hovedperson er den engelske lærer Darley, der optræder både som iagttageren og fortælleren, samtidig med at han bliver dybt involveret i flere af de andre personers liv.
Alexandria beskrives som en smeltedigel af sprog, religioner og køn, hvor der udspiller sig komplicerede forhold og intriger i kærlighed og politik. Disse fire titelpersoner har relationer på kryds og tværs, men andre af bøgernes personer spiller en lige så store roller uden at have fået deres egen bog. Det gælder fx for den prostituerede Melissa, der bor sammen med Darley, men får en datter med Justines mand Nessim. I ’Baltazar’ har Darley trukket sig tilbage til en græsk ø, hvor han opholder sig sammen med Melissas datter, som han konsekvent kalder for barnet, mens han genoplever tiden i Alexandria. I ’Clea’ vender han tilbage og overgiver barnet til Nessim og Justine.
Alexandria skildres som en utrolig frigjort by, hvor kærlighed og erotik i alle afskygninger florerer, og hvor de erotiske forhold mellem de forskellige personer er som et edderkoppespind. Som det bliver sagt undervejs, så kan det ikke betale sig at være ærlig i kærlighed. Religionerne og etniciteterne lever side om side med hinanden, men der er undertoner af de politiske og religiøse spændinger, som senere kommer til at spille en meget stor rolle ikke bare i Egypten, men i hele Mellemøsten.
Lawrence Durrell skrev ’Alexandriakvartetten’ mellem 1957 og 1960, men bøgerne virker overhovedet ikke bedagede bort set fra, at muslimer kaldes for muhamedanere og en sort kvinde kaldes en negerinde. Handlingen virker meget moderne, og sproget er sprudlende, som når Durrell om Mountolive siger, at ”han knugede sin viden om sin adgang til magten ind til sig med al den hemmelige stolthed, der kendetegner en kvinde, som har opdaget, at hun er gravid” . De første tre bøger er temmelig fragmentariske, men det hele samlet flot i ’Clea’.
Lawrence Durrell, der var født i 1919 og døde i 1990, tilbragte størstedelen af sit liv uden for Storbritannien og opholdt sig det meste af 2. Verdenskrig i Cairo og Alexandria med diplomatstatus. Et sted skriver han ”Til London vendte han altid tilbage med skælvende iver som en elsker, der længe har været adskilt fra sin elskerinde” , og jeg ser forfatteren ikke bare i diplomaten Mountolive, men også i læreren Darley.
Jeg læste ’Alexandriakvartetten’ for mere end 40 år siden og var meget spændt på, om den stadig var læseværdig og spændende. Det er den! Alexandriakvartetten, som er oversat af Elsa Gress, er en moderne klassiker, som Gyldendal sagtens kunne genudgive.
Kommentarer