Anmeldelse
Alena af Kim W. Andersson
Vildt flot og enormt uhyggelig tegneserie om vold og mobning på en kostskole, hvor mobningen eskalerer til frygtelige handlinger, man slet ikke kan fatte.
Teenagere kan være ufattelig onde ved hinanden. Sådan oplever pigen Alena det i hvert fald. Hun må leve med mobningen fra de rige piger på kostskolen og samtidig forsøge at komme sig over tabet af veninden Josefine.
Bogen begynder med, at Alena og veninden Josefine har en meget følelsesladet diskussion ude på en gammel bro, der går hen over en bred flod. Josefine stiller sig truende op på rækværket, men man ser ikke, hvad der videre sker, før man er videre til næste scenarie, hvor Alena sammen med sin lærer er på besøg på den kostskole, hvor hun skal gå fremover.
Alena bliver hurtigt skolens outsider, og de andre elever snakker om, at hun er anbragt der, fordi hun på en eller anden måde er indblandet i en anden piges død. Og denne anden pige er Josefine, hvis spøgelse følger Alene rundt, og de har lange samtaler. Skolens uformelle leder, Filippa, er særligt modbydelig overfor Alena.
Alena er den underkuede hovedperson, vi som læsere har sympati for uden at være helt sikre på, om vi kan stole på hende. Fabian er den søde og populære dreng, som Alena er interesseret i. Langsomt oprulles sandheden, og mens Alena mobbes af skolens rigmandsbørn, går billederne fra at være insinuerende til at vise de ondeste og allermest blodige scener. Og slutningen er mere end overraskende.
Tegnerserien er også en altopslugende og virkelig trist lovestory, og selvom den er hele bogens omdrejningspunkt, fylder den alligevel ikke meget på overfladen. Uhygge, gru og horror er de primære elementer, og tegneserien er ikke for sarte sjæle.
På billedsiden er det især farverne, som er er utrolig vellykkede. Historien holder et godt nærmest filmisk tempo, og den holder til fulde, hvad dens indbydende omslag lover. Det er en grum fortælling om teenagehjerter, blod og hævn. At læse om Alena er som at tage på rejse til det ondeste sted, som man kan forestille sig. Det er en fortælling for unge og voksne, der kan lide horror, hvor intet er overladt til fantasien. Som genrefortælling lægger den sig op ad den vellykkede grafisk roman Thornhill, der også bygger på et uhyggeligt kostskoletema.
Vildt flot og enormt uhyggelig tegneserie om vold og mobning på en kostskole, hvor mobningen eskalerer til frygtelige handlinger, man slet ikke kan fatte.
Teenagere kan være ufattelig onde ved hinanden. Sådan oplever pigen Alena det i hvert fald. Hun må leve med mobningen fra de rige piger på kostskolen og samtidig forsøge at komme sig over tabet af veninden Josefine.
Bogen begynder med, at Alena og veninden Josefine har en meget følelsesladet diskussion ude på en gammel bro, der går hen over en bred flod. Josefine stiller sig truende op på rækværket, men man ser ikke, hvad der videre sker, før man er videre til næste scenarie, hvor Alena sammen med sin lærer er på besøg på den kostskole, hvor hun skal gå fremover.
Alena bliver hurtigt skolens outsider, og de andre elever snakker om, at hun er anbragt der, fordi hun på en eller anden måde er indblandet i en anden piges død. Og denne anden pige er Josefine, hvis spøgelse følger Alene rundt, og de har lange samtaler. Skolens uformelle leder, Filippa, er særligt modbydelig overfor Alena.
Alena er den underkuede hovedperson, vi som læsere har sympati for uden at være helt sikre på, om vi kan stole på hende. Fabian er den søde og populære dreng, som Alena er interesseret i. Langsomt oprulles sandheden, og mens Alena mobbes af skolens rigmandsbørn, går billederne fra at være insinuerende til at vise de ondeste og allermest blodige scener. Og slutningen er mere end overraskende.
Tegnerserien er også en altopslugende og virkelig trist lovestory, og selvom den er hele bogens omdrejningspunkt, fylder den alligevel ikke meget på overfladen. Uhygge, gru og horror er de primære elementer, og tegneserien er ikke for sarte sjæle.
På billedsiden er det især farverne, som er er utrolig vellykkede. Historien holder et godt nærmest filmisk tempo, og den holder til fulde, hvad dens indbydende omslag lover. Det er en grum fortælling om teenagehjerter, blod og hævn. At læse om Alena er som at tage på rejse til det ondeste sted, som man kan forestille sig. Det er en fortælling for unge og voksne, der kan lide horror, hvor intet er overladt til fantasien. Som genrefortælling lægger den sig op ad den vellykkede grafisk roman Thornhill, der også bygger på et uhyggeligt kostskoletema.
Kommentarer