Serbiske Svetlana kom til Sverige med sin mor som syvårig. 27 år senere rejser hun tilbage, da hun arver et hus. Hendes livshistorie er beretningen om at være fremmed alle vegne.
Svetlana er fra Serbien og kom til Sverige som syvårig. Hun er hovedperson i denne ”dobbelte” roman, der i tilbageblik fortæller om integration i 1970’ernes Sverige og om hendes møde med forældrenes hjemland, hvor slægten og jorden og æren er livets salt. Men først og fremmest er bogen et portræt af et kvindeliv, der mest af alt ligner en kamp for overlevelse og for at føle sig mindre fremmed. ’Jugoen’ blev hun hånende kaldt i den svenske skole, og grusomt mobbet blev hun, så meget, at hun til sidst accepterer, at hun ikke er som andre, er mindre værd, måske ikke engang et menneske, men en anden livsform fra en anden planet!
Hun får tidlige og talrige seksuelle erfaringer, moderen har også forhold til mange mænd – eneste lyspunkt er stedfar Gunnar, som dog dør fra hende. Hun ender på understøttelse og et liv i fattigdom og med den fornedrelse, der følger med. Men så lysner det for Svetlana. Et job som tolk på et flygtningecenter giver hende vilje til at uddanne sig – og så får hun et brev: hun har arvet sin farbrors gård og jord i Serbien.
Og her havner hun i en totalt fremmed verden og føler sig igen som et skrøbeligt liv, der når som helst kan risikere at gå i stykker. Hun føler det bittert at være der: ”Menneskene, sproget, træerne, duftene, husene, måden at leve og tænke på ... alt var fremmed.”
I Sverige mødte hun hadet mod serberne – i Serbien bliver hun opfattet som en del af dem, der lod bomberne regne over landet. Også den blinde farmor er en totalt fremmed – og det arkaiske bondesamfund forekommer hårdt og kontant og har ganske andre værdier, end hun kender til fra Sverige. Her er det traditioner, penge og slægtsfølelse, der tæller. Men langsomt fornemmer hun slægtskabet!
Det er en flot fortalt historie, hvor vi lever og føler med Svetlana og hendes traumer og fremmedhed og med Balkans problemer efter 1990’ernes krige, der efterlod et Serbien i konflikt med sig selv og resten af verden. ’Akacien hvisker’ er en dejligt poetisk titel: akacia er græsk og betyder uskyld – og det er akaciens tørre blomsterklaser, der høres som en hvisken om natten, stille, stille – og dens rod, der holder jorden sammen.
Kommentarer