Ordkunst og billedkunst er forenet i dette pragtværk med Pär Lagerkvists rene, alvorstunge digte og Engelhardts fornemmelse for mørke og lys.
Pär Lagerkvists digtning er mørk, ydmyg og afklarende.
Han længes efter at se/mærke gud. Med digterens egne ord:
"Den gud som ikke findes,
det er ham som sætter min sjæl i brand ……….Fordi han ikke findes."
Digtene er skrevet i et enkelt, ukunstlet sprog som gør dem lette at forstå. Med stærke ord taler han direkte til læseren og definerer den religiøsitet, der gennemsyrer hver linie. Man føler renheden og styrken i Lagerkvists digte, der må appellere til mennesker af i dag. Religion spiller en større rolle vort liv og kan hjælpe os på vej mod svaret på: Hvorfor er jeg her? Vi stræber efter at få klarhed over, hvori det guddommelige består.
Stærkt står barndomsoplevelsen, hvor han henter brænde i mørket, ser tomheden mellem stjernerne og siden da ikke har været den samme. Som gammel og på vej mod aftenlandet ad et stenet hjulspor bærer han stadig på denne forladthedsfølelse.
På dansk foreligger Aftenland i en gendigtning fra 1972 af Alex Garff. Denne flotte bog fungerer som en øjenåbner til Lagerkvists vedkommende digte som rammes ind af Engelhardts dystre monotypier. Suzanne Brøggers oversættelse afviger kun lidt fra Alex Garffs gendigtning. Enkelte ord og vendinger som at udskifte: 'emmede rude' til 'duggede rude' tilfører en bedre fornemmelse af nutidighed.
Digtene er udgivet første gang i 1953. I Henrik Wivels kompetente efterskrift er hovedsagelig gennemgangen af Maja Lisa Engelhardts kunst væsentlig at læse for at forstå symbiosen mellem billedkunstneren og ordkunstneren.
På grund af bogens størrelse bliver det helt naturligt en højtidelig bladrebog: rolig læsning og rolig bladren. Digtene lejrer sig i sindet.
Kommentarer