Anmeldelse
Året med 13 måneder
Lige midt i #MeToo debatten herhjemme udkommer Åsa Linderborgs debatbog på dansk; en meget personlig og velskrevet bog, der stiller skarpt på #Me-Too debatten i Sverige.
’Året med 13 måneder’ er svenske Åsa Linderborgs dagbog for perioden september 2017 til og med oktober 2018. Det er en periode, hvor Sverige er præget af store diskussioner om #MeToo og populisme, hvor balladen i Det Svenske Akademi udspiller sig for åbent tæppe, og hvor der er et rigsdagsvalg uden vindere. For forfatteren er det også på det personlige plan et dramatisk år, idet hun vælger at forlade sin samlever gennem otte år og bliver beskyldt for at være medskyldig i teaterchefen Benny Frederikssons selvmord. Samtidig er det året, hvor hun fylder 50 år.
Åsa Linderborg er historiker, forfatter og journalist og var fra 2009 til 2019 kulturchef på Aftonbladet. I den periode, dagbogen dækker, deltager hun aktivt i debatten om #MeToo og skriver sammen med Göran Greider debatbogen ’Det populistiske manifest’. Selv om hun tilhører den politiske venstrefløj, indtager hun ofte kontroversielle standpunkter på tværs af politiske skel, og i #MeToo debatten går hun til angreb på den til tider skingre tone, hvor mænd bliver dømt på rygter og anonyme anmeldere. Så meget mere ondt gør det på hende, at pressen og folkedomstolen mener, at hun og Aftonbladet er skyld i, at teaterchef Benny Fredriksson begår selvmord, fordi hun har skrevet om ham i forbindelse med flere krænkelsessager. Det giver hende en ekstra grund til selvransagelse.
Der mange navne på svenske forfattere, journalister, skuespillere og i det hele taget personer fra det svenske kulturliv, og der optræder mange navne, man ikke kender, hvis man ikke er meget velbevandret i svensk kulturliv og svenske aviser. Det må man jo leve med, men man bliver alligevel helt glad, når Jan Guillou optræder i bogen. Balladen i Det Svenske Akademi, der resulterede i, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt i 2018, og som blandt meget andet også handlede om #MeToo, har vi løbende kunnet følge i Danmark.
Mens #MeToo debatten raser i Sverige i 2017, går det langt mere fredeligt for sig i Danmark. Åsa Linderborg mener, at en del af forklaringen er, at de danske feminister siden 1970-erne har været pionerer i Norden, og at alt, hvad de har foretaget sig, har været udenomsparlamentarisk, mens feminismen i Sverige til gengæld hurtigt blev en del af den officielle politik. Godt nok var #MeToo debatten relativt afdæmpet i Danmark i 2017, til gengæld er den virkelig blevet dramatisk i 2020, hvor bl.a. politikere og kulturpersoner er faldet som dominobrikker. Det sker sjovt nok samtidig med, at denne bog udkommer på dansk.
Åsa Linderborg blev for alvor kendt ud over Sveriges grænser, da hun i 2007 skrev den anmelderroste erindringsbog ’Mig ejer ingen’ om sin opvækst hos sin alkoholiserede smedefar Leffe. Bogen blev filmatiseret i 2013 med Mikael Persbrandt i rollen som Åsas far. I ’Året med 13 måneder’ vender hun adskillige gange både tilbage til bogen og til sin fattige, men kærlige og politisk bevidste opvækst som barn af arbejderklassen. Det er efter min mening nogle af bogens bedste afsnit.
Lige midt i #MeToo debatten herhjemme udkommer Åsa Linderborgs debatbog på dansk; en meget personlig og velskrevet bog, der stiller skarpt på #Me-Too debatten i Sverige.
’Året med 13 måneder’ er svenske Åsa Linderborgs dagbog for perioden september 2017 til og med oktober 2018. Det er en periode, hvor Sverige er præget af store diskussioner om #MeToo og populisme, hvor balladen i Det Svenske Akademi udspiller sig for åbent tæppe, og hvor der er et rigsdagsvalg uden vindere. For forfatteren er det også på det personlige plan et dramatisk år, idet hun vælger at forlade sin samlever gennem otte år og bliver beskyldt for at være medskyldig i teaterchefen Benny Frederikssons selvmord. Samtidig er det året, hvor hun fylder 50 år.
Åsa Linderborg er historiker, forfatter og journalist og var fra 2009 til 2019 kulturchef på Aftonbladet. I den periode, dagbogen dækker, deltager hun aktivt i debatten om #MeToo og skriver sammen med Göran Greider debatbogen ’Det populistiske manifest’. Selv om hun tilhører den politiske venstrefløj, indtager hun ofte kontroversielle standpunkter på tværs af politiske skel, og i #MeToo debatten går hun til angreb på den til tider skingre tone, hvor mænd bliver dømt på rygter og anonyme anmeldere. Så meget mere ondt gør det på hende, at pressen og folkedomstolen mener, at hun og Aftonbladet er skyld i, at teaterchef Benny Fredriksson begår selvmord, fordi hun har skrevet om ham i forbindelse med flere krænkelsessager. Det giver hende en ekstra grund til selvransagelse.
Der mange navne på svenske forfattere, journalister, skuespillere og i det hele taget personer fra det svenske kulturliv, og der optræder mange navne, man ikke kender, hvis man ikke er meget velbevandret i svensk kulturliv og svenske aviser. Det må man jo leve med, men man bliver alligevel helt glad, når Jan Guillou optræder i bogen. Balladen i Det Svenske Akademi, der resulterede i, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt i 2018, og som blandt meget andet også handlede om #MeToo, har vi løbende kunnet følge i Danmark.
Mens #MeToo debatten raser i Sverige i 2017, går det langt mere fredeligt for sig i Danmark. Åsa Linderborg mener, at en del af forklaringen er, at de danske feminister siden 1970-erne har været pionerer i Norden, og at alt, hvad de har foretaget sig, har været udenomsparlamentarisk, mens feminismen i Sverige til gengæld hurtigt blev en del af den officielle politik. Godt nok var #MeToo debatten relativt afdæmpet i Danmark i 2017, til gengæld er den virkelig blevet dramatisk i 2020, hvor bl.a. politikere og kulturpersoner er faldet som dominobrikker. Det sker sjovt nok samtidig med, at denne bog udkommer på dansk.
Åsa Linderborg blev for alvor kendt ud over Sveriges grænser, da hun i 2007 skrev den anmelderroste erindringsbog ’Mig ejer ingen’ om sin opvækst hos sin alkoholiserede smedefar Leffe. Bogen blev filmatiseret i 2013 med Mikael Persbrandt i rollen som Åsas far. I ’Året med 13 måneder’ vender hun adskillige gange både tilbage til bogen og til sin fattige, men kærlige og politisk bevidste opvækst som barn af arbejderklassen. Det er efter min mening nogle af bogens bedste afsnit.
Kommentarer