I en surrealistisk verden kører Daniel på motorcykel fra København til Sydfrankrig for at finde sin forsvundne hustru. Det bliver en absurd oplevelse – også for læseren.
I en verden, der er rent af lave, leder Daniel efter sin franske hustru Gabrielle. Eftersøgningen begynder i villaen på Godthåbsvej i København, går herefter på motorcykel ned gennem et dystopisk og affolket Europa for at ende i La Ciotat på den franske sydkyst. Undervejs oplever han bl.a., at det han ser og oplever ikke er synligt for andre end ham. En mareridtstilstand, som lader til at blive ved og ved. Og Gabrielle? Var det egentlig hende, han var med til at begrave, dengang man fandt et forkullet kvindelig i et sommerhus? Det mener andre, men Daniel er sikker på, hun stadig er i live. Kan han overbevise læseren om det samme?
Vi møder Daniel første gang hjemme i København, hvor han bærer sorg over tabet af sin kone. Hvis ikke hun ligefrem er død, hvilket han ikke tror, er hun i hvert fald forsvundet. Da hendes telefon pludselig bliver aktiveret et sted i Paris, overbevises han om, at hun måske er at finde i Frankrig.
Men det er nu langt fra det eneste mystiske. Verden – det være sig Danmark, Tyskland eller Frankrig – lader til at befinde sig i en underlig og ildevarslende tilstand. Hjemme på Godthåbsvej bemærker Daniel i første omgang, at alle lyde er forsvundet. Det samme er stort set alle mennesker. I supermarkedet må han, som en anden Palle, blot tage sine varer og gå, for der er ingen at betale til. Og det bliver ikke bedre, da han kaster sig ud på sin lange tur ned gennem Europa, hvor biler står forladte på motorvejen, en gruppe mennesker har hængt sig i en lille skov og de få mennesker, han møder, oplever ikke det samme som ham.
Det er en ildevarslende og surrealistisk verden, Morten Brask skriver frem her. Ubehaget er nærværende, og jeg tænkte ind imellem, at ’nu må han da vågne’. Fornemmelsen af mareridt er massiv – både fordi Daniel har mistet sin elskede, men også fordi omgivelserne er totalt syrede. Du kender godt fornemmelsen fra dine mest outrere drømme. Og Daniel selv forekommer at være ret nøgtern omkring det hele. Han undres dårligt nok over alt det bizarre. Og er det ikke netop sådan, vi oplever os selv i drømme eller mareridt? Vi køber præmissen uanset, hvor absurd den måtte være.
Det er selvsagt et spændingsmoment, hvor vidt det lykkes Daniel at finde Gabrielle eller ej. Og var det en film, ville jeg forvente, at slutscenen fx var et klip med Daniel i en sygeseng. Død, hjernedød, i koma eller en fjerde tilstand, som kunne retfærdiggøre hans oplevelser, som for langt de flestes vedkommende kun har været på det indre plan. Her i bogform foranlediges jeg mere til at tro, at Daniel, grundet sorgen over at have mistet Gabrielle (død eller levende), er blevet sindssyg i den forstand, at han oplever verden forskruet og absurd. Det forekommer plausibelt: Sorg kan godt forårsage sindssyge. Tænk bare på Blichers ’Hosekræmmeren’.
Hvis man hører til dem, der holder af at tolke, finde tegn og analysere, kan man få et større arbejde ud af denne roman. Men på trods af at jeg bestemt ikke var upåvirket af bogen, var jeg heller ikke revet med, eller det der er værre (læs: bedre.) Hverken fortællingen eller Daniels tilstand kom rigtigt ind under huden på mig, og jeg mener, at Brask, som skriver godt, gør sig bedre indenfor andre romangenrer.
Kommentarer