Anmeldelse
Evigheden i et siv
Alvorstungt, animeret, afsindigt grundigt researchet. Sådan er Irene Vallejos store, pulserende essay om bogens historie.
I sit essay med den poetiske titel ’Evigheden i et siv’ kortlægger den spanske filolog og forfatter bogens historie og dens unikke betydning for, at vi mennesker kan leve i kontakt med tidligere tiders erfaringer. At vi kan undres over oldtidens herskeres absurde beslutninger eller grine af komedier fra den tid. At vi kan oplyses om samfundets indretning og værdier for 150 og 2400 år siden, alt imens vi gyser over bogens fysiske skrøbelighed.
’Evigheden i et siv’ er en klog og charmerende indføring. Med udgangspunkt i sin i barndommen grundfæstede kærlighed til (højt)læsning rejser forfatteren tilbage i tiden – bl.a. til tilblivelsen af de første bøger og til Alexander den Stores mål om i oldtidens Alexandria at skabe et bibliotek, der var åbent for alle.
Imens Vallejo fortæller om bogens historie, drager hun elegante paralleller. Hun aflægger besøg i andre bøger, andre samfund og andre sind. Associationerne og abstraktionerne bliver hurtigt afgørende for min modtagelse af ’Evigheden i et siv’, for uden de skarpe samfundsvink og personlige tilbageblik ville bogen ikke kræve at blive husket og brugt af mig.
’Evigheden i et siv’ er ikke kronologisk opbygget, men drevet frem af paralleller og stemningsbårne koblinger. Heldigvis betyder navnelisten, der folder sig ud lige efter litteraturlisten, at man efter endt læsning kan bruge bogen som et opslagsværk. Som en billet til at blive gen-forundret eller genoplyst. En emneliste ville også have været meget brugbar … og havde bogen været lidt kortere, ville jeg ikke have klaget.
I ’Evigheden i et siv’ anskues bogens liv fra mange sider. I ét afsnit handler det om kvinders læsning, skrivning og underrepræsentation i den græske litterære kanon. Snart handler det om angrebet på nationalbiblioteket i Sarajevo i 1992. Om, hvordan indbyggerne kaldte de vingeskudte papirstykker, der sejlede rundt i luften, ”sorte sommerfugle”. Senere handler det om bogens mange udformninger fra skriftruller til tavler til bladrevenlige papirbøger og e-bøger.
Vallejo er grundig med sine kilder, hvilket gør læsningen smidig og tryg. Jeg ved, at jeg nemt kan finde frem til, at det var Flannery O’Connor, der meget klogt mente – her summeret op af Vallejo –: ”At føle et vist ubehag er en del af oplevelsen ved at læse en bog; der er meget mere pædagogik i ubehaget end i lettelsen”. At Vallejo ikke tror på den russiske kulturteoretiker Mikhail Bakhtins idé om en verden, der er munter og præget af lighed. Vallejo bruger klogt Bakhtins teori til at positionere sig og belyse komediens svære vilkår dengang og nu, hvor man stadig tøver med at give en sjov bog klassikerstatus. Nu er det spændende at følge, hvordan en bog som Stine Pilgaards bog ’Meter i sekundet’ sejler op mod vinden i en tid, hvor vi har endnu mere brug for, at smilene også findes i og frembringes af bøgerne.
Vallejos mening er hele tiden til stede, og det ligger selvfølgelig i essayets natur, men derfor behøver det ikke at fungere. Hos Vallejo gør det. Hendes mening kan hviske til læseren i et nøje udvalgt verbum, eller den kan buldre frem. Meget af den nye viden, Vallejo har givet mig om bogens historie, kan jeg bruge i min hverdag på biblioteket.
Alvorstungt, animeret, afsindigt grundigt researchet. Sådan er Irene Vallejos store, pulserende essay om bogens historie.
I sit essay med den poetiske titel ’Evigheden i et siv’ kortlægger den spanske filolog og forfatter bogens historie og dens unikke betydning for, at vi mennesker kan leve i kontakt med tidligere tiders erfaringer. At vi kan undres over oldtidens herskeres absurde beslutninger eller grine af komedier fra den tid. At vi kan oplyses om samfundets indretning og værdier for 150 og 2400 år siden, alt imens vi gyser over bogens fysiske skrøbelighed.
’Evigheden i et siv’ er en klog og charmerende indføring. Med udgangspunkt i sin i barndommen grundfæstede kærlighed til (højt)læsning rejser forfatteren tilbage i tiden – bl.a. til tilblivelsen af de første bøger og til Alexander den Stores mål om i oldtidens Alexandria at skabe et bibliotek, der var åbent for alle.
Imens Vallejo fortæller om bogens historie, drager hun elegante paralleller. Hun aflægger besøg i andre bøger, andre samfund og andre sind. Associationerne og abstraktionerne bliver hurtigt afgørende for min modtagelse af ’Evigheden i et siv’, for uden de skarpe samfundsvink og personlige tilbageblik ville bogen ikke kræve at blive husket og brugt af mig.
’Evigheden i et siv’ er ikke kronologisk opbygget, men drevet frem af paralleller og stemningsbårne koblinger. Heldigvis betyder navnelisten, der folder sig ud lige efter litteraturlisten, at man efter endt læsning kan bruge bogen som et opslagsværk. Som en billet til at blive gen-forundret eller genoplyst. En emneliste ville også have været meget brugbar … og havde bogen været lidt kortere, ville jeg ikke have klaget.
I ’Evigheden i et siv’ anskues bogens liv fra mange sider. I ét afsnit handler det om kvinders læsning, skrivning og underrepræsentation i den græske litterære kanon. Snart handler det om angrebet på nationalbiblioteket i Sarajevo i 1992. Om, hvordan indbyggerne kaldte de vingeskudte papirstykker, der sejlede rundt i luften, ”sorte sommerfugle”. Senere handler det om bogens mange udformninger fra skriftruller til tavler til bladrevenlige papirbøger og e-bøger.
Vallejo er grundig med sine kilder, hvilket gør læsningen smidig og tryg. Jeg ved, at jeg nemt kan finde frem til, at det var Flannery O’Connor, der meget klogt mente – her summeret op af Vallejo –: ”At føle et vist ubehag er en del af oplevelsen ved at læse en bog; der er meget mere pædagogik i ubehaget end i lettelsen”. At Vallejo ikke tror på den russiske kulturteoretiker Mikhail Bakhtins idé om en verden, der er munter og præget af lighed. Vallejo bruger klogt Bakhtins teori til at positionere sig og belyse komediens svære vilkår dengang og nu, hvor man stadig tøver med at give en sjov bog klassikerstatus. Nu er det spændende at følge, hvordan en bog som Stine Pilgaards bog ’Meter i sekundet’ sejler op mod vinden i en tid, hvor vi har endnu mere brug for, at smilene også findes i og frembringes af bøgerne.
Vallejos mening er hele tiden til stede, og det ligger selvfølgelig i essayets natur, men derfor behøver det ikke at fungere. Hos Vallejo gør det. Hendes mening kan hviske til læseren i et nøje udvalgt verbum, eller den kan buldre frem. Meget af den nye viden, Vallejo har givet mig om bogens historie, kan jeg bruge i min hverdag på biblioteket.
Kommentarer