Anmeldelse
5 hurtige til Svend Brinkmann om sorg og litteratur
Litteratursidens har i denne måned fokus på sorg i litteraturen. Vi har udvalgt en række romaner, der handler om sorg i forbindelse med dødsfald. I den sammenhæng stiller vi Svend Brinkmann, forfatter til Det sørgende dyr, en række spørgsmål om sorg og litteratur.
1. Hvad fik dig til at skrive om netop emnet sorg?
I første omgang at WHO har vedtaget en ny diagnose for kompliceret sorg, der måske kommer til at hedde Vedvarende sorglidelse på dansk. Sammen med kolleger følger jeg indfasningen af denne diagnose i Danmark, hvor vi ikke tidligere har opfattet sorg i nogen form som en psykiatrisk lidelse. Samtidig er jeg interesseret i, hvad sorgen fortæller os om, hvad det vil sige at være menneske. At vi danner relationer, elsker andre og dermed føler sorg, når de dør. Vi er her inde ved kernen af det menneskelige.
2. Der udgives for tiden mange romaner (både fiktive og autofiktive), der handler om sorgen over at miste, over at ens nærmeste dør – hvad skyldes denne tendens?
Jeg ser det som tegn på, at tabuet ved død og tab er ved at blive brudt. Gennem nogle årtier har det været svært at tale og skrive om, men nu myldrer det frem med folks beretninger om disse vanskelige aspekter ved vores eksistens.
3. Hvorfor er det så populært at læse om andres sorg og hvad gør det ved os?
Hvis man selv har mistet, kan det trøste at læse om andres sorg. Det giver måske en almen følelse af solidaritet med andre mennesker, at vi forstår, at tilværelsens grundvilkår er, at vi skal dø og en dag miste dem, vi elsker.
4. Hvordan mener du at skønlitteraturen kan bidrage til at lindre eller afhjælpe sorg i forbindelse med dødsfald (også de romaner der ikke nødvendigvis handler om sorg) ?
Skønlitteraturen muliggør jo, at vi kan leve os ind i andre verdener – også de fiktive – og komme lidt på afstand af vores eget liv. Der kan være lindring i at skabe distance til sig selv indimellem. Ikke for at man skal holde den afstand hele tiden, men for at få en pause fra smerten så at sige. Ifølge moderne sorgforskning er der to spor i sorgprocessen. Et hvor man dvæler ved tabet og har de vanskelige følelser, og et hvor man bevæger sig tilbage i livet og verden, og jeg tror, at skønlitteratur kan hjælpe til, at man bevæger sig i begge spor.
5. Hvad betyder skriveprocessen for sorgbearbejdelsen hos de forfattere, der selv har lidt et stort tab?
Jeg kender ikke til undersøgelser, der specifikt ser på dette, men mit bud vil være, at det kan have en terapeutisk værdi. Mange oplever at miste ord og sprog i tiden efter et tab, og for en forfatter kan det både være en bearbejdelse at skrive om tabet, men også en måde at vinde sproget tilbage på.
Litteratursidens har i denne måned fokus på sorg i litteraturen. Vi har udvalgt en række romaner, der handler om sorg i forbindelse med dødsfald. I den sammenhæng stiller vi Svend Brinkmann, forfatter til Det sørgende dyr, en række spørgsmål om sorg og litteratur.
1. Hvad fik dig til at skrive om netop emnet sorg?
I første omgang at WHO har vedtaget en ny diagnose for kompliceret sorg, der måske kommer til at hedde Vedvarende sorglidelse på dansk. Sammen med kolleger følger jeg indfasningen af denne diagnose i Danmark, hvor vi ikke tidligere har opfattet sorg i nogen form som en psykiatrisk lidelse. Samtidig er jeg interesseret i, hvad sorgen fortæller os om, hvad det vil sige at være menneske. At vi danner relationer, elsker andre og dermed føler sorg, når de dør. Vi er her inde ved kernen af det menneskelige.
2. Der udgives for tiden mange romaner (både fiktive og autofiktive), der handler om sorgen over at miste, over at ens nærmeste dør – hvad skyldes denne tendens?
Jeg ser det som tegn på, at tabuet ved død og tab er ved at blive brudt. Gennem nogle årtier har det været svært at tale og skrive om, men nu myldrer det frem med folks beretninger om disse vanskelige aspekter ved vores eksistens.
3. Hvorfor er det så populært at læse om andres sorg og hvad gør det ved os?
Hvis man selv har mistet, kan det trøste at læse om andres sorg. Det giver måske en almen følelse af solidaritet med andre mennesker, at vi forstår, at tilværelsens grundvilkår er, at vi skal dø og en dag miste dem, vi elsker.
4. Hvordan mener du at skønlitteraturen kan bidrage til at lindre eller afhjælpe sorg i forbindelse med dødsfald (også de romaner der ikke nødvendigvis handler om sorg) ?
Skønlitteraturen muliggør jo, at vi kan leve os ind i andre verdener – også de fiktive – og komme lidt på afstand af vores eget liv. Der kan være lindring i at skabe distance til sig selv indimellem. Ikke for at man skal holde den afstand hele tiden, men for at få en pause fra smerten så at sige. Ifølge moderne sorgforskning er der to spor i sorgprocessen. Et hvor man dvæler ved tabet og har de vanskelige følelser, og et hvor man bevæger sig tilbage i livet og verden, og jeg tror, at skønlitteratur kan hjælpe til, at man bevæger sig i begge spor.
5. Hvad betyder skriveprocessen for sorgbearbejdelsen hos de forfattere, der selv har lidt et stort tab?
Jeg kender ikke til undersøgelser, der specifikt ser på dette, men mit bud vil være, at det kan have en terapeutisk værdi. Mange oplever at miste ord og sprog i tiden efter et tab, og for en forfatter kan det både være en bearbejdelse at skrive om tabet, men også en måde at vinde sproget tilbage på.
Kommentarer