Anmeldelse
1967 Kærlighedens sommer af Jens ”Jam” Rasmussen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Det begyndte i San Francisco og drev med vinden og hashtågerne videre til London og København. Historien om Kærlighedens Sommer er både smuk, grim og uforglemmelig.
Kærlighed. Fred. Flower Power. Fællesskab. Musik. What's not to like? I sit portræt af sommeren 1967 tegner rockjournalist og forfatter Jens ”Jam” Rasmussen et ærligt billede af noget, der begyndte så smukt, men som – i hvert fald for nogle – endte et helt andet sted.
Det er et ambitiøst projekt, Jens ”Jam” Rasmussen har kastet sig over. For godt nok zoomes der ind på året 1967, men både forspil og efterdønninger har jo også deres berettigelse i historien og i det samlede billede. Og desuden er 1967, som alle andre år og tider, naturligvis ikke nogen entydig størrelse, selvom det for eftertiden har fået en umiskendelig klang af noget psykedelisk hippie-hejs – og dét med god grund. Det er da også her, Jens ”Jam” Rasmussen har slået ned: På den kultur som opstod i San Francisco i midten af 1960´erne og som foldede sig ud i fuldt flor i The Summer of Love 1967 fra arnestedet til både London og København.
Det siger næsten sig selv, at mængden af stof til fortællingen om kærlighedens sommer i ”nittensyretres” (jep – de euforiserende stoffers rolle i historien kan, skal og bør man ikke tage fejl af!) er enorm. Stemmer fra både afdøde og nulevende centrale personligheder blander sig i et kor af røster, som har lige så mange vinkler på og anekdoter om, hvad der skete, som der er stemmer. Men Jens ”Jam” Rasmussen forvalter stoffet fint, hvilket bl.a. de omfattende noter vidner om.
Men hvad er det egentligt for en historie, der rulles ud her for eftertidens øjne? For det første er det historien om, hvordan en modkultur mod The Establishment, det etablerede samfund, blev til. For det andet er det historien om et stort musikalsk fællesskab på tværs af grænser og kulturer. Forfatteren skriver: ”Musikken fungerede som en fælles stemme, den skabte et samhørigt sprog, en omfavnende konsensus og forenelig kemi på tværs af modkulturens små og store forskelligheder.” For det tredje er det historien om, hvordan LSD og andre stoffer åbnede en helt ny og vidunderlig verden for nogen, mens den lukkede samtlige døre for andre. Og for fjerde er det historien om en blandet fornøjelse, som mange andre skelsættende verdensbegivenheder, idet vi mennesker tilsyneladende aldrig bliver enige om, hvad der godt, og hvad der er det modsatte.
Som læser er jeg ikke i tvivl om, at bogen er skrevet med en stor interesse og kærlighed fra forfatterens side, og dén entusiasme er rar at kunne mærke gennem læsningen. Det er da også dén glød, som gør, at jeg godt kan leve med det til tider lidt kluntede og usmidige sprog. Men historien om sommeren 1967 behøver heller ikke at være et litterært mesterværk – den er smuk og grim og uforglemmelig i sig selv, og det understreger Jens ”Jam” Rasmussens bog på fineste vis.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Det begyndte i San Francisco og drev med vinden og hashtågerne videre til London og København. Historien om Kærlighedens Sommer er både smuk, grim og uforglemmelig.
Kærlighed. Fred. Flower Power. Fællesskab. Musik. What's not to like? I sit portræt af sommeren 1967 tegner rockjournalist og forfatter Jens ”Jam” Rasmussen et ærligt billede af noget, der begyndte så smukt, men som – i hvert fald for nogle – endte et helt andet sted.
Det er et ambitiøst projekt, Jens ”Jam” Rasmussen har kastet sig over. For godt nok zoomes der ind på året 1967, men både forspil og efterdønninger har jo også deres berettigelse i historien og i det samlede billede. Og desuden er 1967, som alle andre år og tider, naturligvis ikke nogen entydig størrelse, selvom det for eftertiden har fået en umiskendelig klang af noget psykedelisk hippie-hejs – og dét med god grund. Det er da også her, Jens ”Jam” Rasmussen har slået ned: På den kultur som opstod i San Francisco i midten af 1960´erne og som foldede sig ud i fuldt flor i The Summer of Love 1967 fra arnestedet til både London og København.
Det siger næsten sig selv, at mængden af stof til fortællingen om kærlighedens sommer i ”nittensyretres” (jep – de euforiserende stoffers rolle i historien kan, skal og bør man ikke tage fejl af!) er enorm. Stemmer fra både afdøde og nulevende centrale personligheder blander sig i et kor af røster, som har lige så mange vinkler på og anekdoter om, hvad der skete, som der er stemmer. Men Jens ”Jam” Rasmussen forvalter stoffet fint, hvilket bl.a. de omfattende noter vidner om.
Men hvad er det egentligt for en historie, der rulles ud her for eftertidens øjne? For det første er det historien om, hvordan en modkultur mod The Establishment, det etablerede samfund, blev til. For det andet er det historien om et stort musikalsk fællesskab på tværs af grænser og kulturer. Forfatteren skriver: ”Musikken fungerede som en fælles stemme, den skabte et samhørigt sprog, en omfavnende konsensus og forenelig kemi på tværs af modkulturens små og store forskelligheder.” For det tredje er det historien om, hvordan LSD og andre stoffer åbnede en helt ny og vidunderlig verden for nogen, mens den lukkede samtlige døre for andre. Og for fjerde er det historien om en blandet fornøjelse, som mange andre skelsættende verdensbegivenheder, idet vi mennesker tilsyneladende aldrig bliver enige om, hvad der godt, og hvad der er det modsatte.
Som læser er jeg ikke i tvivl om, at bogen er skrevet med en stor interesse og kærlighed fra forfatterens side, og dén entusiasme er rar at kunne mærke gennem læsningen. Det er da også dén glød, som gør, at jeg godt kan leve med det til tider lidt kluntede og usmidige sprog. Men historien om sommeren 1967 behøver heller ikke at være et litterært mesterværk – den er smuk og grim og uforglemmelig i sig selv, og det understreger Jens ”Jam” Rasmussens bog på fineste vis.
Kommentarer