Analyse
Ulfeldt, Leonora Christina - Jammers Minde
Som værk er 'Jammers Minde' så vel en undertippet klassiker som et scoop af en historisk kilde. Uden hun kunne have anet det, peger kongedatteren Leonora Christinas fængselsdagbog nemlig fremad mod flere genrer i moderne litteratur.
Det er altid smertefuldt at tænke på fortiden. Enten var den bedre end nutiden er, og det ville jo være deprimerende at måtte erkende. Eller også var fortiden værre, hvilket jo så ville betyde, at alle de dårligdomme man kan huske, stadig findes deromme i baghovedet et sted, hvor de fortsat kan ligge og pine én.
Med (nogenlunde) den besked begynder Leonora Christina Ulfeldt sit fængselsskrift 'Jammers Minde', hvori hun beskriver mere end 21 års fangenskab i Blåtårn i København. Alligevel gjorde hun sig den anstrengelse at huske det hele, og – heldigvis for os – skrev hun med et nærvær og et blik for detaljer, det gør det værd at læse i dag, mere end 300 år efter.
'Jammers Minde' er en bog man kan og bør angribe fra flere vinkler. Dels skal vi se på Leonora Christina som fortæller. Hvordan fremstiller hun sig selv, og hvad er det for et blik hun ser med? Vi skal også se på den rolle, religionen spiller i teksten, som hjørnesten i fortællerens psykologiske overlevelsesstrategi. Og selvom om dette er en litterær analyse, kommer vi ikke uden om nogle af de historiske aspekter, ved værket, herunder det, for nutidens læsere, fremmedartede og gammeldags dansk, det er skrevet på.
Historien om en kvinde
Der er en håndfuld årstal at holde styr på, når det gælder 'Jammers Minde' – så lad os starte med at få dem på plads. Da Leonora Christina begynder at skrive teksten, er året 1674. Hun har siddet i fængsel i 11 år, dvs. siden august 1663. Det er også den periode, der står i stærkest fokus. Hun skriver dog videre, for det er først i foråret 1685 hun endelig slippes ud, efter ”21 Aar, 9 Maaneder og 11 Dage,” og bosætter sig i Maribo Kloster, hvor hun bor til sin død i 1698.
Alligevel skulle der gå yderligere 200 år, før 'Jammers Minde' så dagens lys. Efter at have været befundet sig i udlandet (og i hvert fald under radaren), blev manuskriptet endelig udgivet i Danmark i 1869, og skabte stor sensation. Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) var nemlig datter af vores nok mest kendte konge, Christian d. IV. Hun bliver som ret ung gift med den fremtrædende adels- og embedsmand Corfitz Ulfeldt, lykkeligt endda. Desværre varer lykken ikke til deres dages ende. For da Christian d. IV. dør, og Leonoras halvbror Frederik d. III. bliver konge, er der store spændinger mellem kongehuset og Ulfeldt-parret, og Corfitz anklages bl.a. for forræderi og underslæb, flere gange må Leonora tage skraldet, værst altså da han anklages for at konspirere mod Frederik d. III., og det er Leonora der bliver taget til fange. Man tilbageholder hende uden retssag, indtil hun indvilger i at angive sin mand. Det gør hun så aldrig. Og hvad enten hun står fast af ren stædighed eller fordi hun vitterligt ikke kender til noget af det, hendes mand anklages for, holder hun stand i sin celle i tårnet. I det følgende ser vi lidt på, hvordan Leonora Christina fungerer som fortæller og karakter.
Karaktertegninger
Noget af det, der gør 'Jammers Minde' til et fremadskuende hovedværk er, at Leonora Christina er en fremragende stilist. Hendes sans for minimalistisk dialog gør, at modsætninger mellem karaktererne træder krystalklart frem. Som da hendes forhørsmænd truer med at have fundet et belastende brev, som hun tidligere har revet i stykker. Adspurgt om indholdet, vedholder hun at der ikke står noget inkriminerende deri. Da de så alligevel påstår selv at kunne tydet brevet, er hun kælderkølig: ”'Saa meget des bedre' – svarte jeg”
Man taler nogle gange om, at en fortæller kan være upålidelig. Det kan være et effektivt stilistisk greb i en fiktionstekst, hvis læseren får mistanke om, at fortælleren skjuler noget; det sætter fantasien på opgaver. Som udgangspunkt, tænker jeg, at Leonora, hvad enten hun er det eller ej, gerne vil fremstå uskyldig her. Men om man som læser køber hendes velstimulerede retoriske sans, betyder jo en del for hvordan man læser værket. På den anden side er hun jo i fængsel, og skriver som sådan under overvågning.
Meget plads i bogen går til hendes udvekslinger med, og beskrivelser af, de tjenestekvinder, man sender ind til hende, til dels for at holde snor i hende. En særligt anstrengende kvinde har på et tidspunkt fået den idé, at Leonora er en heks, der kan forudsige fremtiden – hvad hun selvfølgelig spiller med på for at få en fordel over hende:
”(...) tænkte, at maaske den Frygt, hun havde, at jeg kunde vide, hvad som skede, kunde forhindre, at hun ikke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede og heller ikke nær så meget siden med Slotsfogeden”.
De her tørre, sardoniske afslutningsreplikker er hun ekspert i. De vidner om det psykologiske overtag, hun er mester i at skaffe sig. Det er en nødvendig overlevelsesstrategi. Men det afslører også en vis adelig arrogance i måden hun både vurderer dem, men også fordømmer dem med, efter moderne målestok, rigelig kristelig retskaffenhed. Og så igen, for selv de mest sølle af dem bliver alligevel beskrevet med menneskelighed. Det lykkes hende på den måde at bibeholde det anerkendende blik for menneskeværd, som er netop den diametrale modsætning til den dehumanisering, som fængslingen er udtryk for. På den måde peger 'Jammers Minde' også frem mod den Vidnesbyrdlitteratur, vi kender fra det 20. århundredes skildringer af krigens og koncentrationslejrens hverdag.
Med Gud på sin side
I fortalen til 'Jammers Minde', som forfatteren dedikerer til sine børn, erklærer hun sin religiøse motivation for at skrive bogen – den er i sidste ende et erindringsværk til minde om Guds storhed. Uden sin tro, fortæller hun, havde hun ikke overlevet fængselsopholdet.
Vorherre og Kristus er i det hele taget helt inde i Leonoras psykologi. De hårdeste prøvelser overkommer hun som regel, så snart hun husker at overgive sin vilje til Guds, og altså acceptere det, der kommer til hende.
Hun sammenligner flere steder sig selv med Job – den jødiske rigmand i det gamle testamente, der med urokkelig tro ser til, mens han mister alt. I det øjeblik han endelig sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden af det hele, sætter Vorherre ham på plads med den pointe er, at mennesket ikke skal vurdere om Gud handler retfærdigt, det har vi slet ikke overblikket til. Historien er central for den disciplin, som teologer kalder gudsforsvar, eller Teodicé.
Leonoras iscenesætter jo faktisk sin egen skæbne som en slags Teodicé: Gud har påført hende nogle ret kradsbørstige lidelser, for netop at hjælpe hende med at kunne udstå dem. Hun skriver digte og hymner hvor hun beder til at hendes sjæl må blive tilstrækkeligt afstivet til at stå det igennem, og det fungerer som en slags disciplin.
Et interessant optrin kommer hen mod slutningen, da hendes seneste tjenestekvinde har svært ved at følge Biblens logik:
”Stønnem er hun tungsindet over Skriftens Forklaring, som hender synes ikke paa alle Steder at komme overeens, men at være stridig mod hinanden. Deri retter jeg hende efter min Forstand (...)”
Man kan kun forestille sig, hvor tørt Leonora ville have moret sig over netop den udveksling, hvis ikke hun selv netop havde været dybt afhængig af religiøse logik.
Årringe i det danske sprog
Noget af det mest markante ved 'Jammers Minde' er det dansk, den er skrevet på. Det er et 1600-talsdansk, der på nogle måder har mere til fælles med tysk. Prøv bare en sætning som den her:
”Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven, ikke alleneste min Jammer at ihukomme, men den endog udi Pennen at forfatte og Eder, mine kiære Børn! den at tilskrive".
Ordstillingen kan godt udfordre lidt. Man må vænne sig til, at sætninger i førnutid har deres verbum stående til sidst, selv efter både akkusativ- og dativobjekt. Derudover er præpositionerne ofte nogle helt andre, end vi bruger i dag. Det er sjovt at bemærke, at mens nogle fremmedord, hun henter fra engelsk eller latin, er ord, vi (i hvert fald i dag) har danske ord for (Coagulere = samle sig, Difficultét = sværhed), så bruger hun danske ord, der ikke bruges på samme måde i dag (der = hvis).
Forskellen er der selvfølgelig flere årsager til. Ud over det åbenlyse, at sproget udvikler sig, er forfatteren jo også adelig, og har lært at tale og læse flere europæiske hovedsprog. Den kontekst påvirker hendes sprogbrugen på en anden måde, end hvis hun havde været bondedatter på Mors. Med andre ord har vi at gøre med en sociolekt, en klassemæssigt betinget sprogbrug.
At få det sidste ord
'Jammers Minde' peger frem mod en litteratur, der ikke var meget af i 1600-tallet. Det er en selvbiografisk tekst, skrevet af en kvinde. Teksten henvender Leonora rigtigt nok til sine børn, men samtidig vakler hun aldrig i sin fornemmelse for den offentlighed, der måske, måske ikke, kunne blive hendes publikum. Det er et ganske tidligt eksempel på en kvinde, der i skrift har genvundet kontrollen over den måde hun er fremstillet på. Da al magt og rigdom er taget fra hende, er skriften det sted, hvor hun har både autoritet og selvfølelse.
Blåtårn findes ikke mere. Tårnet var en del af det gamle Københavns Slot, og stod fra en gang i det tidlige 1400-tal til 1730, der hvor Christiansborg står i dag. Leonora Christinas oprindelige manuskript findes til gengæld stadig, med hendes håndskrift og det hele. Det ligger i glas og ramme på Frederiksborg Slot i Hillerød, og kan besøges den dag i dag. Der er sund poetisk retfærdighed i, at hendes fortælling med tiden er blevet ældre end tårnet, der holdt hende, nåede at blive. Men vi vidste det jo godt; fortællinger kan leve meget længere end mursten.
Som værk er 'Jammers Minde' så vel en undertippet klassiker som et scoop af en historisk kilde. Uden hun kunne have anet det, peger kongedatteren Leonora Christinas fængselsdagbog nemlig fremad mod flere genrer i moderne litteratur.
Det er altid smertefuldt at tænke på fortiden. Enten var den bedre end nutiden er, og det ville jo være deprimerende at måtte erkende. Eller også var fortiden værre, hvilket jo så ville betyde, at alle de dårligdomme man kan huske, stadig findes deromme i baghovedet et sted, hvor de fortsat kan ligge og pine én.
Med (nogenlunde) den besked begynder Leonora Christina Ulfeldt sit fængselsskrift 'Jammers Minde', hvori hun beskriver mere end 21 års fangenskab i Blåtårn i København. Alligevel gjorde hun sig den anstrengelse at huske det hele, og – heldigvis for os – skrev hun med et nærvær og et blik for detaljer, det gør det værd at læse i dag, mere end 300 år efter.
'Jammers Minde' er en bog man kan og bør angribe fra flere vinkler. Dels skal vi se på Leonora Christina som fortæller. Hvordan fremstiller hun sig selv, og hvad er det for et blik hun ser med? Vi skal også se på den rolle, religionen spiller i teksten, som hjørnesten i fortællerens psykologiske overlevelsesstrategi. Og selvom om dette er en litterær analyse, kommer vi ikke uden om nogle af de historiske aspekter, ved værket, herunder det, for nutidens læsere, fremmedartede og gammeldags dansk, det er skrevet på.
Historien om en kvinde
Der er en håndfuld årstal at holde styr på, når det gælder 'Jammers Minde' – så lad os starte med at få dem på plads. Da Leonora Christina begynder at skrive teksten, er året 1674. Hun har siddet i fængsel i 11 år, dvs. siden august 1663. Det er også den periode, der står i stærkest fokus. Hun skriver dog videre, for det er først i foråret 1685 hun endelig slippes ud, efter ”21 Aar, 9 Maaneder og 11 Dage,” og bosætter sig i Maribo Kloster, hvor hun bor til sin død i 1698.
Alligevel skulle der gå yderligere 200 år, før 'Jammers Minde' så dagens lys. Efter at have været befundet sig i udlandet (og i hvert fald under radaren), blev manuskriptet endelig udgivet i Danmark i 1869, og skabte stor sensation. Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) var nemlig datter af vores nok mest kendte konge, Christian d. IV. Hun bliver som ret ung gift med den fremtrædende adels- og embedsmand Corfitz Ulfeldt, lykkeligt endda. Desværre varer lykken ikke til deres dages ende. For da Christian d. IV. dør, og Leonoras halvbror Frederik d. III. bliver konge, er der store spændinger mellem kongehuset og Ulfeldt-parret, og Corfitz anklages bl.a. for forræderi og underslæb, flere gange må Leonora tage skraldet, værst altså da han anklages for at konspirere mod Frederik d. III., og det er Leonora der bliver taget til fange. Man tilbageholder hende uden retssag, indtil hun indvilger i at angive sin mand. Det gør hun så aldrig. Og hvad enten hun står fast af ren stædighed eller fordi hun vitterligt ikke kender til noget af det, hendes mand anklages for, holder hun stand i sin celle i tårnet. I det følgende ser vi lidt på, hvordan Leonora Christina fungerer som fortæller og karakter.
Karaktertegninger
Noget af det, der gør 'Jammers Minde' til et fremadskuende hovedværk er, at Leonora Christina er en fremragende stilist. Hendes sans for minimalistisk dialog gør, at modsætninger mellem karaktererne træder krystalklart frem. Som da hendes forhørsmænd truer med at have fundet et belastende brev, som hun tidligere har revet i stykker. Adspurgt om indholdet, vedholder hun at der ikke står noget inkriminerende deri. Da de så alligevel påstår selv at kunne tydet brevet, er hun kælderkølig: ”'Saa meget des bedre' – svarte jeg”
Man taler nogle gange om, at en fortæller kan være upålidelig. Det kan være et effektivt stilistisk greb i en fiktionstekst, hvis læseren får mistanke om, at fortælleren skjuler noget; det sætter fantasien på opgaver. Som udgangspunkt, tænker jeg, at Leonora, hvad enten hun er det eller ej, gerne vil fremstå uskyldig her. Men om man som læser køber hendes velstimulerede retoriske sans, betyder jo en del for hvordan man læser værket. På den anden side er hun jo i fængsel, og skriver som sådan under overvågning.
Meget plads i bogen går til hendes udvekslinger med, og beskrivelser af, de tjenestekvinder, man sender ind til hende, til dels for at holde snor i hende. En særligt anstrengende kvinde har på et tidspunkt fået den idé, at Leonora er en heks, der kan forudsige fremtiden – hvad hun selvfølgelig spiller med på for at få en fordel over hende:
”(...) tænkte, at maaske den Frygt, hun havde, at jeg kunde vide, hvad som skede, kunde forhindre, at hun ikke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede og heller ikke nær så meget siden med Slotsfogeden”.
De her tørre, sardoniske afslutningsreplikker er hun ekspert i. De vidner om det psykologiske overtag, hun er mester i at skaffe sig. Det er en nødvendig overlevelsesstrategi. Men det afslører også en vis adelig arrogance i måden hun både vurderer dem, men også fordømmer dem med, efter moderne målestok, rigelig kristelig retskaffenhed. Og så igen, for selv de mest sølle af dem bliver alligevel beskrevet med menneskelighed. Det lykkes hende på den måde at bibeholde det anerkendende blik for menneskeværd, som er netop den diametrale modsætning til den dehumanisering, som fængslingen er udtryk for. På den måde peger 'Jammers Minde' også frem mod den Vidnesbyrdlitteratur, vi kender fra det 20. århundredes skildringer af krigens og koncentrationslejrens hverdag.
Med Gud på sin side
I fortalen til 'Jammers Minde', som forfatteren dedikerer til sine børn, erklærer hun sin religiøse motivation for at skrive bogen – den er i sidste ende et erindringsværk til minde om Guds storhed. Uden sin tro, fortæller hun, havde hun ikke overlevet fængselsopholdet.
Vorherre og Kristus er i det hele taget helt inde i Leonoras psykologi. De hårdeste prøvelser overkommer hun som regel, så snart hun husker at overgive sin vilje til Guds, og altså acceptere det, der kommer til hende.
Hun sammenligner flere steder sig selv med Job – den jødiske rigmand i det gamle testamente, der med urokkelig tro ser til, mens han mister alt. I det øjeblik han endelig sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden af det hele, sætter Vorherre ham på plads med den pointe er, at mennesket ikke skal vurdere om Gud handler retfærdigt, det har vi slet ikke overblikket til. Historien er central for den disciplin, som teologer kalder gudsforsvar, eller Teodicé.
Leonoras iscenesætter jo faktisk sin egen skæbne som en slags Teodicé: Gud har påført hende nogle ret kradsbørstige lidelser, for netop at hjælpe hende med at kunne udstå dem. Hun skriver digte og hymner hvor hun beder til at hendes sjæl må blive tilstrækkeligt afstivet til at stå det igennem, og det fungerer som en slags disciplin.
Et interessant optrin kommer hen mod slutningen, da hendes seneste tjenestekvinde har svært ved at følge Biblens logik:
”Stønnem er hun tungsindet over Skriftens Forklaring, som hender synes ikke paa alle Steder at komme overeens, men at være stridig mod hinanden. Deri retter jeg hende efter min Forstand (...)”
Man kan kun forestille sig, hvor tørt Leonora ville have moret sig over netop den udveksling, hvis ikke hun selv netop havde været dybt afhængig af religiøse logik.
Årringe i det danske sprog
Noget af det mest markante ved 'Jammers Minde' er det dansk, den er skrevet på. Det er et 1600-talsdansk, der på nogle måder har mere til fælles med tysk. Prøv bare en sætning som den her:
”Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven, ikke alleneste min Jammer at ihukomme, men den endog udi Pennen at forfatte og Eder, mine kiære Børn! den at tilskrive".
Ordstillingen kan godt udfordre lidt. Man må vænne sig til, at sætninger i førnutid har deres verbum stående til sidst, selv efter både akkusativ- og dativobjekt. Derudover er præpositionerne ofte nogle helt andre, end vi bruger i dag. Det er sjovt at bemærke, at mens nogle fremmedord, hun henter fra engelsk eller latin, er ord, vi (i hvert fald i dag) har danske ord for (Coagulere = samle sig, Difficultét = sværhed), så bruger hun danske ord, der ikke bruges på samme måde i dag (der = hvis).
Forskellen er der selvfølgelig flere årsager til. Ud over det åbenlyse, at sproget udvikler sig, er forfatteren jo også adelig, og har lært at tale og læse flere europæiske hovedsprog. Den kontekst påvirker hendes sprogbrugen på en anden måde, end hvis hun havde været bondedatter på Mors. Med andre ord har vi at gøre med en sociolekt, en klassemæssigt betinget sprogbrug.
At få det sidste ord
'Jammers Minde' peger frem mod en litteratur, der ikke var meget af i 1600-tallet. Det er en selvbiografisk tekst, skrevet af en kvinde. Teksten henvender Leonora rigtigt nok til sine børn, men samtidig vakler hun aldrig i sin fornemmelse for den offentlighed, der måske, måske ikke, kunne blive hendes publikum. Det er et ganske tidligt eksempel på en kvinde, der i skrift har genvundet kontrollen over den måde hun er fremstillet på. Da al magt og rigdom er taget fra hende, er skriften det sted, hvor hun har både autoritet og selvfølelse.
Blåtårn findes ikke mere. Tårnet var en del af det gamle Københavns Slot, og stod fra en gang i det tidlige 1400-tal til 1730, der hvor Christiansborg står i dag. Leonora Christinas oprindelige manuskript findes til gengæld stadig, med hendes håndskrift og det hele. Det ligger i glas og ramme på Frederiksborg Slot i Hillerød, og kan besøges den dag i dag. Der er sund poetisk retfærdighed i, at hendes fortælling med tiden er blevet ældre end tårnet, der holdt hende, nåede at blive. Men vi vidste det jo godt; fortællinger kan leve meget længere end mursten.
Kommentarer