'Intet' rejser spørgsmålet om eksistensens grundvilkår: findes der en mening med livet – og i så fald i hvad og hvor er den? En grotesk realistisk fortælling om en gruppe unges jagt på betydning og gruppens moralske forfald i form af fællesskabt ondskab. Men også en fortælling om en barnlig uskyld, der for altid går tabt, når den bliver ofret for at indtræde i et makabert voksenliv.
Pierre Anthon melder sig brutalt ud af 7. klasse med den konklusion, at alt er uden betydning og derfor ligegyldigt. Han placerer sig oppe i et blommetræ, hvorfra han råber sine nihilistiske konklusioner ud. De tidligere klassekammerater er demotiverede, forvirrede og angste over den tilsyneladende meningsløshed og klandrer forældre og lærere for muligvis at have ført dem bag lyset. I kølvandet herpå sætter de sig for at modbevise Pierre Anthons forudsigelser, og et ungdomsoprør er på vej. Ved hjælp af sproglig humor og de unges tiltagende brutale eksperimenter sættes der spørgsmålstegn ved begrebet betydning. Hvad har betydning? Hvornår forsvinder al betydning? Og kan vi leve i en verden, hvor tilskrivningen af betydning ikke altid er givet?
Gruppedynamik
I stil med William Goldings 'Fluernes Herre' sker der en tilsvarende forvandling i denne roman, hvor de unge på skift udpeger en ting af betydning for en anden, der skal lægges i en stor bunke, der skal danne dyngen af betydning. Brutaliteten stiger kronologisk i takt med tyngden af betydningen; fra højtelskede sandaler og fiskestænger til opgravningen af en død lillebror og halshugningen af en hund. Gruppen af unge bliver modigere, mere krævende og fælles ophidsede, jo mere dyngen vokser. Gruppefællesskabet, hvor Pierre Anthon udgør den samlede opposition, bliver stærkere, jo flere grænser de overskrider i forsøget på at få ham ned med nakken. Gruppen er bevidst om, at det er jagten på betydning, der er i centrum for deres makabre eksperiment og tiljubler dem, der får de mest vanvittige ideer til ofringer. Slutmålet er at hente Pierre Anthon til dyngen og vise ham, hvor meget betydning, der alt andet lige er i deres verden. Ingen bryder ud af gruppen og stiller spørgsmålstegn ved det makabre i gruppens adfærd, og ved eventuelle brud på gruppens interne og underforståede kodeks bliver vedkommende sat på plads med fysisk afstraffelse og mental fælles front.
Uskyldigheden brydes
De unge går i 7. klasse – en traditionelt set udviklingsmæssig milepæl med konfirmation og indtræden i de voksnes rækker. Og netop overgangen fra barn til voksen bliver her markeret som afsløringen af livets meningsløshed. De små, uskyldige barneøjne får hevet det tilslørende gardin bort og bliver dermed konfronteret med livets angstprovokerende voldsomhed. En indtræden i voksenlivet, hvor intet længere er givet, men hvor de unge selv skal skabe et betydningsfuldt liv. Et eksistentielt problem alle mennesker står overfor. Og artefakterne, der bliver lagt på dyngen, beskriver den unges overgang fra barn til voksen, hvor især ofringen af det lille barn og en piges mødom står frem som symbol på den uskyldighed, der i romanen går tabt i voksenlivet. De voksne i romanen er da også først og fremmest billeder på moralsk straffende og økonomisk udnyttende instanser.
Eksistentialisme
Spørgsmålet om mening kontra meningsløshed er og bliver i centrum for gruppens adfærd og udspalter sig helt ned på sætningsniveau, hvor leg med bogstaver ét sted skræller ord for betydning: ”Kroede sig, roede sig, oede sig!” – og et andet sted uddyber betydningen: ”Mørk. Mørkere. Mørkeræd". På samme rutsjebaneagtige vis svinger de unges jagt på betydning fra i det ene øjeblik at være indkapslet og fanget til igen at være undsluppet dem. Betydningen er altså en flygtig størrelse, der skifter tyngde alt efter de unges humør og udfordringer. At betydningen ovenikøbet er relativ i forhold til, hvad der sættes op mod hinanden er med til yderligere at besværliggøre jagten på mening. Da dyngen af betydning til slut bliver solgt til et kunstmuseum som en nytolkning af meningen med livet, bliver projektet med et tilintetgjort. Dels fordi Pierre Anthon angriber det overhovedet at kunne sælge noget, der har betydning, og at det i så fald ingen betydning har haft. Og dels fordi de voksne overtager projektet og dermed bliver medejere af det makabre i dyngen mere end af det meningsfulde. Romanen rejser spørgsmålet om betydningsfuldhed, men slutter også det samme spørgsmål og dermed understreger den på metaplan sin egen pointe; heller ikke den har fundet meningen.
Om 'Intet'
'Intet' har siden sin udgivelse affødt ophedede debatter både herhjemme og i udlandet. Modstandere mener, den er alt for kontroversiel for de unge, mens fortalerne hylder den for at turde tage de helt store spørgsmål op om mening, moral og eksistens. I dele af Norge blev romanen endda forbudt, mens der i Frankrig var boghandlere, der ikke ville sælge den, og i Tyskland var der forældre, der modsatte sig, at den indgik i skolens pensum. Faktum er dog, at romanen er oversat til 14 sprog og har høstet et hav af priser både i ind- og udland. I 2011 blev den genudgivet herhjemme for sin eviggyldighed.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer