Rasmussen, Bjørn - Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Bjørn Rasmussens debutroman udstiller den frit fabulerende aggressive destruktivitet under et slør af dokumentariske effekter.

Hvis sprog var værktøj, ville Bjørn Rasmussens 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' fra 2011 være en overophedet motorsav på fri kæde i den levende skov. Der er simpelthen fuld knald på sproget, og intet er for helligt for dets hidsige savtakker. Sætningsstrømmen er intens, dynamisk og hektisk, og læseren rulles ind i et skønt myldrende, forførende tankeflow, hvor skønheden dog hele tiden punkteres af det voldsomme ordvalg.  Der bliver givet max gas for at få læseren til at spærre øjnene op på vid gab, og ordene falder som små, konstante mavepumpere:

”Jeg tænker ofte på dette billede, som jeg stadig ser, og som jeg aldrig har talt om. Ridebuksernes læder op ad inderlårene, syningen i skridtet, rundt om sædet, hud og hud. Den skarpe stank af hestepis, ammoniakken gør halmen rød og tung og saddelsæben, ridelærerens grove hænder. Ja.”

Også på handlingsplanet bliver der spillet på alle tangenter. Omdrejningspunktet er den skamfyldte og grænseoverskridende erotik, og læseren møder en stor dreng, snart ung mand, der allerede inden han som 15-årig indfanges af ridelærerens grove hænder og læderskridt, har rodet rundt på incestuøse nattelagner, og så pumper den ellers videre hen over prostitution, homoseksualitet, selvskamfering, sadomasochisme osv.  Det er hård kost, og kosten bliver ikke mindre hård af den sproglige energi, der eksploderer ud gennem Rasmussens sætninger:

”Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår, rygstykker til blods, binder mænd på hænder og fødder og sætter klemmer i pung, mellemkød, brystvorter. Bjørn er en araberhingst, der besprøjter blodrøde ganer med varm, hvid sæd, den søde stank af lort fra pikkens krave.”

Hvem er lille Bjørn?
At den unge mand i romanen, der skal så grueligt meget igennem, før det hele ender galt, hedder Bjørn, af den omklamrende mor kaldt lille Bjørn, er ingen tilfældighed. Navnesammenfald mellem forfatter og karakter er et velkendt autofiktivt greb, et greb, der skaber en dokumentarisk effekt og får læseren til at begynde at læse romanen som i hvert fald delvis selvbiografi. Den dokumentariske effekt forstærkes yderligere af de indsatte fotos i midten af bogen, der bl.a. viser en lille dreng, formodentlig forfatteren med et føl, og et karaktergivningsskema i dressur for en Bjørn Rasmussen. Med disse greb opretter Bjørn Rasmussen den læserkontrakt, at teksten er selvbiografisk.

Men teksten rummer også elementer, der trækker i en anden retning. Alene handlingens voldsomhed gør, at man som læser må overveje, om historien holder som biografi. Ville en mand virkelig kunne skære så meget i sig selv? Ville de voldsomme episoder ved romanens slutning ikke have fundet vej til skandalespalterne?

Samtidig hober teksten udsagn op om Bjørn og sværmer på denne måde om en indkredsning af identiteten, bl.a. ’Bjørn er en pose bakterier’, ’Bjørn er en drøm’ eller endnu mere drillende som i denne passage:

”Bjørns ludernavn er Bjørn. Bjørns riddernavn er Bjørn. Bjørns kunstnernavn er Bjørn. Bjørns navn er Bjørn. På den måde er der ingen, der kan afsløre ham.”

Der bliver leget med navnet og identiteten på en måde, der underminerer den biografiske læsning. Men legen er mere omfattende end det, afslører Bjørn mod slutningen:

”At du læser ”mig”, er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv. Jeg har hugget sætninger fra adskillige andre tekster.”

Og herefter krediterer Bjørn Rasmussen loyalt de værker, han har hugget sætninger fra, bl.a. Marguerite Duras, Sylvia Plath og Christina Hesselholdt. Flere faglitterære værker om anatomi og krop krediteres også.

Med 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' bliver det autofiktive spil, der med bl.a. Morten Sabroe, Kim Leine og Knud Romer har været populært i dansk litteratur i de seneste år, ført til sin yderste konsekvens, hvor der ikke er andet tilbage end den frit fabulerende aggressive destruktivitet under et slør af dokumentariske effekter.

Bjørn er en pose bakterier
Huden i Bjørns Rasmussens debutroman er et hylster, der omslutter kroppen, en pose, der holder bakterierne indfangede. Men hylstret er læk. Skriften vrimler med sekreter (det, der kommer ud) og penetrationer (det, der kommer ind), og den voldsomme selvskæring skaber mangfoldige små, blødende riller i hylstret.

Romanen er optaget af kroppen som åbenhed, og huden som et hullet hylster, der tillader ting at passere:

”Jeg har et dokument på min computer, navngivet: Bjørn har en krop. Her skriver jeg et katalog over kroppens indtagelser og udskillelser; knækbrød, avocado, mørk te, urin. Jeg nedfælder kroppens gerninger; tarmskylning, tænderbørstning, trimning af skæg. Jeg bestræber mig på at arkivere fakta, det har ikke spor med romantik at gøre, det handler om at skære en skabelon.”

For når selvfortællingen brister, står kroppen tilbage:

”Mit livs historie eksisterer ikke, men du gør, jeg gør, den her højrehånd, denne lever. Den her krop eksisterer.”

Bjørn Rasmussen debuterede som dramatiker i 2004 med 'Myg marcherer i sødt blod'. Han er uddannet fra Dramatikeruddannelsen og Forfatterskolen. 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' er hans debutroman. Han modtog Montanas Litteraturpris for romanen.

Kilder, links og centrale værker