Analyse
Pilgaard, Stine - Min mor siger
Stine Pilgaards debutroman Min mor siger er et originalt, humoristisk og let absurd univers af misforståelser.
Det er replikkunst af topkvalitet, Stine Pilgaard folder ud i sin debutroman Min mor siger (2012); ikke en replikkunst, der tilstræber naturtro gengivelser af udsagn i et dramatiseret univers, men derimod en præcis og humoristisk iscenesættelse af de sproglige misforståelser, der bliver uomgængelige, når vi mennesker kommunikerer påståeligt om stort og småt uden for alvor at slå hovedet på sømmet. Romanen gengiver ikke sine episoder i en traditionel scenisk fremstilling, men leverer ansatser til scener konstant krydret med små inkvitter (fx siger han, siger jeg), hvoraf det hyppigst brugte "Min mor siger" også er romanens titel.
Temaet er velkendt – tabt kærlighed – og den unavngivne hovedperson, der blot omtales som ”vor heltinde”, mister sin kæreste gennem tre et halvt år og flytter midlertidigt ind på sin fars præstegård, hvor hun synker ned i selvmedlidenhed og bruger mere tid på tømmermænd end specialeskrivning. Hovedpersonen får hjælp af sin veninde Mulle, som hun kalder sin spindoktor: ”Hader vi hende, eller vil vi have hende tilbage, spørger Mulle. Vi hader hende ikke, siger jeg, det må man jo ikke i min familie. Så skal vi have hende tilbage, siger Mulle”, men det viser sig dog hurtigt at blive en svær opgave. En anden hjælpefigur for hovdpersonen er hendes læge. I besøgene ved lægen, som hovedpersonen gentagne gange opsøger, uden at det på noget tidspunkt reelt bliver klart, hvad årsagen til det er, bliver den gensidige talen forbi hinanden – trods begge parters intentioner om kontakt og forståelse – markant. Lægen taler til patienten fra sin naturvidenskabelige forståelseshorisont, mens patienten tolker alting og sætter det ind i sin litterære forståelsesramme uden på noget tidspunkt at blive i stand til at sætte ord på den følelse af sorg og ensomhed, der bringer hende til at søge hjælp.
Portrætterne er kærlige karikaturer, der indfanger personerne i deres isolerede nøddeskaller. Personerne kommunikerer livligt på kryds og tværs, men samtalerne finder aldrig noget fælles punkt at hæfte sig op på, hver person kommunikerer ud fra sit eget ståsted og sine egne dagsordner. Det skaber gnidninger og misforståelser personerne imellem og gør reel kontakt mellem to mennesker til et nærmest uoverstigeligt projekt. Det er i denne fine fornemmelse for sproget og i den præcise gengivelse af den mundtlige diktion, dialogen og kommunikationskollapset, at romanen henter sine største styrker. Det får humoren til at gnistre, men under overfladen stikker også en øm sørgmodighed frem, en vemod over den svære og måske endda umulige kunst, det er at nå og forstå et andet menneske.
Stærkest er romanen i portrættet af forældrene, og især moderen, ejendomsmægler og egocentreret lystløgner, der er for optaget af egne projekter og dagsordener til at levere nogen reel indlevelse i datterens sorg. Samme mor holder sig ikke tilbage for at lyve sig til en omgang brystkræft for at score penge i en indsamling til kræftramte børn. ”Nu skal vi rigtig hjælpe de syge”, siger hun til datteren og udbringer en skål for de kræftramte. I de absurde samtaler og situationer med moderen bliver komikken sat på spidsen, og at det er den relation, der i bogen får størst vægt, understreges også af titlen. Mod romanens slutning går hovedpersonen rundt og samler ideer til en tale om moderen til dennes fødselsdag, og da tankerne og ideerne hober sig op, konstaterer hovedpersonen, at der er stof nok til en hel bog, muligvis den bog, læseren nu har fået i hånden.
Som et ekstra tillæg til den skarpe replikkunst rummer romanen også 12 monologer, som med en reference til lægens beskrivelser af hjernen, kaldes monologer fra en søhest. Heri tillader fortælleren en vemodig og let blufærdig sårbarhed at komme til udtryk gennem en række kropsligt forankrede erindringer. Kropsdelene gennemgås del for del – hjerte, øret, mellemgulvet, solar plexus, navlen, munden, nethinden, næsen, knæet, håndfladen, struben og huden, og kroppen bliver således et erindringsrum for sårbare erindringer.
Den stærke sproglige dynamo, Pilgaard har sat i sving, med dens fine fornemmelse for hverdagssprogets diktion og særegne vilje, kan lede tankerne hen på Lone Hørslev, og Pilgaard mestrer også som Hørslev den kunst at lade ordspil og melodier indgå som en del af den sproglige strøm, fx når lægen lokaliserer hovedpersonens smerte til at stamme fra næsens rod, og hun svarer ”eller den bankende rytme i alt, hvad jeg længes mod” med et lån fra Tove Ditlevsen. Bogen er fuld af sproglige referencer til alt fra lødig lyrik til reklameslogans, og i besøgene ved lægen fortaber hovedpersonen sig jævnligt i litterære citater af bl.a. Kingo, Emil Aarestrup, Henrik Nordbrandt og Inger Christensen.
Titlen og brugen af inkvitter vækker mindelser om Pia Juuls digtsamling 'Sagde jeg- siger jeg'. Bogen er desuden ad flere omgange blevet sammenlignet med Kristina Nya Glaffeys 'Padder og Krybdyr' (ligeledes fra 2012), og de to romaner har ud over det fælles lesbiske ståsted også det stærke sproglige drive og humoren til fælles. Men hvor humoren hos Glaffey glider over i den vrængende satire, der udleverer alt og alle, fortælleren inklusiv, er humoren og komikken hos Pilgaard altid varm. Fortællerens ømhed for personerne gør humoren til kærlig komik.
Stine Pilgaards debutroman Min mor siger er et originalt, humoristisk og let absurd univers af misforståelser.
Det er replikkunst af topkvalitet, Stine Pilgaard folder ud i sin debutroman Min mor siger (2012); ikke en replikkunst, der tilstræber naturtro gengivelser af udsagn i et dramatiseret univers, men derimod en præcis og humoristisk iscenesættelse af de sproglige misforståelser, der bliver uomgængelige, når vi mennesker kommunikerer påståeligt om stort og småt uden for alvor at slå hovedet på sømmet. Romanen gengiver ikke sine episoder i en traditionel scenisk fremstilling, men leverer ansatser til scener konstant krydret med små inkvitter (fx siger han, siger jeg), hvoraf det hyppigst brugte "Min mor siger" også er romanens titel.
Temaet er velkendt – tabt kærlighed – og den unavngivne hovedperson, der blot omtales som ”vor heltinde”, mister sin kæreste gennem tre et halvt år og flytter midlertidigt ind på sin fars præstegård, hvor hun synker ned i selvmedlidenhed og bruger mere tid på tømmermænd end specialeskrivning. Hovedpersonen får hjælp af sin veninde Mulle, som hun kalder sin spindoktor: ”Hader vi hende, eller vil vi have hende tilbage, spørger Mulle. Vi hader hende ikke, siger jeg, det må man jo ikke i min familie. Så skal vi have hende tilbage, siger Mulle”, men det viser sig dog hurtigt at blive en svær opgave. En anden hjælpefigur for hovdpersonen er hendes læge. I besøgene ved lægen, som hovedpersonen gentagne gange opsøger, uden at det på noget tidspunkt reelt bliver klart, hvad årsagen til det er, bliver den gensidige talen forbi hinanden – trods begge parters intentioner om kontakt og forståelse – markant. Lægen taler til patienten fra sin naturvidenskabelige forståelseshorisont, mens patienten tolker alting og sætter det ind i sin litterære forståelsesramme uden på noget tidspunkt at blive i stand til at sætte ord på den følelse af sorg og ensomhed, der bringer hende til at søge hjælp.
Portrætterne er kærlige karikaturer, der indfanger personerne i deres isolerede nøddeskaller. Personerne kommunikerer livligt på kryds og tværs, men samtalerne finder aldrig noget fælles punkt at hæfte sig op på, hver person kommunikerer ud fra sit eget ståsted og sine egne dagsordner. Det skaber gnidninger og misforståelser personerne imellem og gør reel kontakt mellem to mennesker til et nærmest uoverstigeligt projekt. Det er i denne fine fornemmelse for sproget og i den præcise gengivelse af den mundtlige diktion, dialogen og kommunikationskollapset, at romanen henter sine største styrker. Det får humoren til at gnistre, men under overfladen stikker også en øm sørgmodighed frem, en vemod over den svære og måske endda umulige kunst, det er at nå og forstå et andet menneske.
Stærkest er romanen i portrættet af forældrene, og især moderen, ejendomsmægler og egocentreret lystløgner, der er for optaget af egne projekter og dagsordener til at levere nogen reel indlevelse i datterens sorg. Samme mor holder sig ikke tilbage for at lyve sig til en omgang brystkræft for at score penge i en indsamling til kræftramte børn. ”Nu skal vi rigtig hjælpe de syge”, siger hun til datteren og udbringer en skål for de kræftramte. I de absurde samtaler og situationer med moderen bliver komikken sat på spidsen, og at det er den relation, der i bogen får størst vægt, understreges også af titlen. Mod romanens slutning går hovedpersonen rundt og samler ideer til en tale om moderen til dennes fødselsdag, og da tankerne og ideerne hober sig op, konstaterer hovedpersonen, at der er stof nok til en hel bog, muligvis den bog, læseren nu har fået i hånden.
Som et ekstra tillæg til den skarpe replikkunst rummer romanen også 12 monologer, som med en reference til lægens beskrivelser af hjernen, kaldes monologer fra en søhest. Heri tillader fortælleren en vemodig og let blufærdig sårbarhed at komme til udtryk gennem en række kropsligt forankrede erindringer. Kropsdelene gennemgås del for del – hjerte, øret, mellemgulvet, solar plexus, navlen, munden, nethinden, næsen, knæet, håndfladen, struben og huden, og kroppen bliver således et erindringsrum for sårbare erindringer.
Den stærke sproglige dynamo, Pilgaard har sat i sving, med dens fine fornemmelse for hverdagssprogets diktion og særegne vilje, kan lede tankerne hen på Lone Hørslev, og Pilgaard mestrer også som Hørslev den kunst at lade ordspil og melodier indgå som en del af den sproglige strøm, fx når lægen lokaliserer hovedpersonens smerte til at stamme fra næsens rod, og hun svarer ”eller den bankende rytme i alt, hvad jeg længes mod” med et lån fra Tove Ditlevsen. Bogen er fuld af sproglige referencer til alt fra lødig lyrik til reklameslogans, og i besøgene ved lægen fortaber hovedpersonen sig jævnligt i litterære citater af bl.a. Kingo, Emil Aarestrup, Henrik Nordbrandt og Inger Christensen.
Titlen og brugen af inkvitter vækker mindelser om Pia Juuls digtsamling 'Sagde jeg- siger jeg'. Bogen er desuden ad flere omgange blevet sammenlignet med Kristina Nya Glaffeys 'Padder og Krybdyr' (ligeledes fra 2012), og de to romaner har ud over det fælles lesbiske ståsted også det stærke sproglige drive og humoren til fælles. Men hvor humoren hos Glaffey glider over i den vrængende satire, der udleverer alt og alle, fortælleren inklusiv, er humoren og komikken hos Pilgaard altid varm. Fortællerens ømhed for personerne gør humoren til kærlig komik.
Kommentarer