Ørntoft, Theis - Digte 2014

Vi er brakvand på dåse i Theis Ørntofts postapokalyptiske digtsamling 'Digte 2014'

Da Theis Ørntoft debuterede med 'Yeahsuiten' i 2009, var det med et skud af den unge digter selv på flappen, liggende henslængt med en smøg, en vandmelon og en skriveblok ved sin side. Der var noget rockstjerne-aura over den nyudklækkede forfatterskoleelevs friske pust ind i den danske samtidspoesi. Der var energi og attitude over dette ungdomsjeg, der med sit legende, rytmiske og på en gang lette og komplekse sprog indtog det urbane rum med sine forhandlinger og genforhandlinger af, hvordan dette jeg kunne være.

Med sin anden digtsamling 'Digte 2014' har Theis Ørntoft lavet et brat sporskifte og bevæget sig i en anderledes dyster og postapokalyptisk retning. Måske som et svar på Lars Skinnebachs programudtalelse, at digtning, som ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Ørntofts samling, der allerede ved udgivelsen blev omtalt som et hovedværk i årtiets danske lyrik, har et enkelt omslag, sort med en hvid cirkel og forstørrede celler i baggrunden. Titlen er på en gang prunkløs og prætentiøs. Anonymt nedskrevet til en genre og et årstal. Men samtidig med klare referencer til Adam Oehlenschlägers 'Digte 1803' og Johannes V. Jensens 'Digte 1906', som samlingen derfor alene ved titlen får placeret sig selv i selskab med.

Digteren anno 2014 har fået ”nok af at bilde sig samfundene ind” og skriver sig med askelandskaber og befolkninger kvalt i forstenet honning direkte ind i den postapokalyptiske undergangsstemning, der har præget litteraturen de seneste år med romaner som fx 'The Road' af Cormac McCarthy, 'Faldvand' af Mikael Niemi og 'Mitose' af Kristian Byskov. Hos Theis Ørntoft bliver postapokalypsen dog ikke en afsluttet tilstand, idet digtene hele tiden bevæger sig frem og tilbage i skred mellem tider og tilstande, perspektiver og proportioner:

”I nat, i år
et sted mellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.
Eller det siges
at hun faldt gennem dage og nætter
indtil floden på bunden
bar liget med sig ind i junglen.”

Allerede i dette indledende digt står det klart, at det makabre og intenst billedstærke indhold bliver båret af ekstremt velformede sætninger med en rytme og en lethed, der giver læseren lyst til langsomt at nyde og smage på hver enkelt af disse alfabetiske sammensætninger. Theis Ørntoft benytter desuden gentagelsen som en figur, både inden for det enkelte digt og mellem digtene, og han forstår at afveje sine greb, så intet bliver for lidt eller for meget, men bare tilsammen skaber en afrundet helhed af sproglig lækkerhed. Hvor Theis Ørntoft i debuten brugte en bred palet af virkemidler med ordspil, indrim, stilskred og enjambement, så er 'Digte 2014' meget mere nedbarberet i sin brug af sproglige effekter. Selv linjeskiftene følger ofte  sætningernes naturlige opdeling.

Jeg'et, der taler i digtene, er nogle gange et hverdagsligt, stedbundet jeg, der tager til fest eller sidder foran pc'en og taler i et skødesløst nutidigt sprog. Andre gange taler det med en profetisk stemmeføring, fx i det følgende prosadigt:

”Verdenshistorien fortalt for mine efterkommere: Omkring kridttiden flød en gruppe stamceller hen over bunden på et fluorescerende ocean og nåede frem til noget andet end gæller. Omkring stenalderen udslettede man en insektart med et tryk på en knap. Omkring Anden Mosebog spyttede nogen blod ned i mit fostervand. Omkring Den Spanske Inkvisition opførte man et parlament af tårer i en fuldkommen tilfældig øjenkrog. Omkring Den Sorte Død byggede man stigen op til det radiotårn der senere skulle blive mit hoved, omkring 1930 lagde en gruppe vrede demonstranter New York til gæring på bunden af et reagensglas, omkring år 2090 skiftede man alle lufthavne ud med insekters vejrtrækning i grønne, kvadrerede rum, omkring år 3000 var mennesket ikke længere fysisk".

I digtet tales der fra en position, der ligger uden for historien, og som er præget af opløsning og mutation. De forskellige sfærer overlapper hinanden, historiske epoker sammenkædes med mytiske billeder (parlamenter af tårer, insekters vejrtrækning i grønne, kvadrerede rum) og konkrete videnskabelige redskaber (reagensglas, knapper at trykke på). Og fra denne tilstand af mutation og glidninger bliver der rum for en kritik af det aktuelle samfund med dets vækstideologi (”elsk mig for mine nødvendige nedskæringer / gang i hjulene igen”, ”jeg skal ryges ud af vækstideologien”) og jagten på breaking news (”Giv mig de sensationelle news / hvor er der breaking netop nu / hvor er der spænding og billeder”).

Verdens snarlige undergang er et digterisk yndlingstema. Sophus Clausen, Ole Sarvig og Mikael Strunge har alle skrevet på et dystopisk blik på samtiden. I Ørntofts lyrik er den ødelagte natur evigt present. Planter vokser mellem husene, og der flyder tungmetaller i vores årer. Der er en afmagt og fortvivlelse over for miljøødelæggelsen på spil, og denne afmagt fungerer som afsæt for det talende jeg. Den får følgeskab af en sort humor, som ikke undergraver den apokalyptiske tone, men snarere forstærker den, fx når jeg'et kalder sig ”Brakvand på dåse”. Humoren giver digtene et løft, som måske mere afspejler en virkning af sproget, end et vilkår ved verden. Eller med digterens egne ord: ”Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er".

Kilder, links og centrale værker