Analyse
Nexø, Martin Andersen - Ditte Menneskebarn
Martin Andersen Nexøs har med 'Ditte Menneskebarn' (1917-1921) skrevet en af dansk litteraturs mest bevægende og detaljerige skildringer af underklassens vilkår omkring år 1900.
'Ditte Menneskebarn' udkom, ligesom Martin Andersen Nexøs andet hovedværk, 'Pelle Erobreren', som flere selvstændige bøger. De fem bind, der blev til 'Ditte Menneskebarn', bærer titlerne: 'En barndom' (1917), 'Lillemor' (1919), 'Syndefaldet' (1919), 'Skærsilden' (1920) og 'Mod Stjærnerne' (1921). I de fem bøger ledes Ditte gennem en række forskellige miljøer, der alle bærer præg af nød og lidelse. Dittes to centrale egenskaber, at hun er blandt samfundets fattigste, og at hun er kvinde, udgør hovedtemaerne i skildringen af Dittes liv, en skildring, der er båret af indignation og en fængende detaljerigdom.
Ditte fødes uden for ægteskab og vokser op hos sine bedsteforældre. Senere føder hun selv to børn uden for ægteskab, hvoraf det ene anbringes i pleje. Efter afgivelsen af det første barn får hun ansættelse som amme på Englefabrikken, hvor mødre diskret og mod betaling kan sætte uønskede børn i pleje, men Ditte tager flugten, da hun finder en knappenål i tindingen på et spædbarn. Efter en turbulent tid som tjenestepige bliver hun plejemor for to børn og gennem hendes daglige kamp for at skaffe føden til børnene, tvinges hun til at lade børnene klare sig på egen hånd. Det får fatale konsekvenser, da et af børnene stikker af og opsnappes af politiet, hvorefter historien fremstilles i avisen under overskriften ”Ravnemor”. I Nexøs bidende tematisering af moderskabet og familien som biologisk og socialt bånd, fremstår Ditte som en revolutionær figur, fordi hun netop ikke indordner sig under kravet om at indgå ægteskab. I kraft af sin evne til at føde og opfostre børn bliver Ditte et symbol på den frodige underklasses potentiale som samfundsomstyrtere. I kontrast til Dittes omsorgsfølelse og frugtbarhed står den herskende klasses livsfjendtlige ondskab, der understreges af eksempler på sterilitet. Tematisk opstiller Nexø på denne måde rene modsætninger, bl.a. mellem den arbejdende klasse og borgerskabet og mellem godhed og ondskab. 'Ditte Menneskebarn' bliver derfor et billede på, hvordan kulturen (især fornuften og kapitalismen) knuser naturen (godheden og moderskabet).
Den samlede komposition for de fem bøger, der udgør 'Ditte Menneskebarn', bevæger sig ikke mod et mål, men aftegner en cyklus hvor afslutning mimer indledning med en refleksion over mennesket i relation til stjernehimmelen. Undervejs delagtiggøres læseren i hovedsagligt Dittes tanker og følelser, der ofte sættes i relief af parodiske referater af den offentlige mening. Fortællemæssigt lever romanen af den medfølelse, Nexø lægger ind i sin persontegning, og at selve formålet med romanen er at vække læserens medfølelse understreges af den afsluttende sætning, der er formuleret som et spørgsmål til læseren: ”Naaede hun at blødgøre hjærter?”
Der er flere spejlingspunkter mellem 'Pelle Erobreren' og 'Ditte Menneskebarn', der skildrer henholdsvis et drengebarns og et pigebarns opvækst i samfundets nederste sociale lag. Nexø opfattede selv 'Ditte Menneskebarn' som et parallelværk til 'Pelle Erobreren', men 'Ditte Menneskebarn' har en langt mere pessimistisk tone og skildrer undergang i stedet for triumf for den fattige arbejderklasse. I modsætning til 'Pelle Erobreren' er 'Ditte menneskebarn' ikke en udviklingsroman, men en undergangsroman, da den eneste udvikling består i en ophobning af uretfærdigheder og modgang. Hvor Pelle bliver en erobrer, er Ditte en ren offerskikkelse, og det tragiske offer underbygges af Dittes uskyld og godhed. Den mere dystre tone i 'Ditte Menneskebarn' skal ses på baggrund af bl.a. udbruddet af 1. verdenskrig og oktoberrevolutionen i Rusland, hvorefter Nexø forlod Socialdemokratiet og blev en af medstifterne af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks kommunistiske Parti.
Nexø voksede op i en fattig arbejderfamilie og kom ud at tjene som vogterdreng og senere i skomagerlære, men efter et par højskoleophold kastede han sig over forfattergerningen i stedet. En imponerende række af oversættelser har gjort Nexø til Danmarks mest oversatte forfatter, næstefter H. C. Andersen, og har dermed sikret ham en plads i verdenslitteraturen. Foruden hovedværkerne 'Ditte Menneskebarn' og 'Pelle Erobreren' dækker Nexøs forfatterskab noveller, artikler og romaner, heraf flere erindringsromaner. Erindringsstoffet udgør en central inspirationskilde for hele forfatterskabet. Nexøs romaner blev en inspiration for arbejderforfattere i hele norden, bl.a. Jan Fridegård, Eyvind Johnson, Ivar Lo-Johansson og Kristoffer Uppdal. Fælles for disse forfatterskaber er anvendelsen af udviklingsromanen, det selvbiografiske materiale og interessen for selve proletariseringsprocessen og de problemer, den medfører.
Kilder, links og centrale værker
Martin Andersen Nexøs har med 'Ditte Menneskebarn' (1917-1921) skrevet en af dansk litteraturs mest bevægende og detaljerige skildringer af underklassens vilkår omkring år 1900.
'Ditte Menneskebarn' udkom, ligesom Martin Andersen Nexøs andet hovedværk, 'Pelle Erobreren', som flere selvstændige bøger. De fem bind, der blev til 'Ditte Menneskebarn', bærer titlerne: 'En barndom' (1917), 'Lillemor' (1919), 'Syndefaldet' (1919), 'Skærsilden' (1920) og 'Mod Stjærnerne' (1921). I de fem bøger ledes Ditte gennem en række forskellige miljøer, der alle bærer præg af nød og lidelse. Dittes to centrale egenskaber, at hun er blandt samfundets fattigste, og at hun er kvinde, udgør hovedtemaerne i skildringen af Dittes liv, en skildring, der er båret af indignation og en fængende detaljerigdom.
Ditte fødes uden for ægteskab og vokser op hos sine bedsteforældre. Senere føder hun selv to børn uden for ægteskab, hvoraf det ene anbringes i pleje. Efter afgivelsen af det første barn får hun ansættelse som amme på Englefabrikken, hvor mødre diskret og mod betaling kan sætte uønskede børn i pleje, men Ditte tager flugten, da hun finder en knappenål i tindingen på et spædbarn. Efter en turbulent tid som tjenestepige bliver hun plejemor for to børn og gennem hendes daglige kamp for at skaffe føden til børnene, tvinges hun til at lade børnene klare sig på egen hånd. Det får fatale konsekvenser, da et af børnene stikker af og opsnappes af politiet, hvorefter historien fremstilles i avisen under overskriften ”Ravnemor”. I Nexøs bidende tematisering af moderskabet og familien som biologisk og socialt bånd, fremstår Ditte som en revolutionær figur, fordi hun netop ikke indordner sig under kravet om at indgå ægteskab. I kraft af sin evne til at føde og opfostre børn bliver Ditte et symbol på den frodige underklasses potentiale som samfundsomstyrtere. I kontrast til Dittes omsorgsfølelse og frugtbarhed står den herskende klasses livsfjendtlige ondskab, der understreges af eksempler på sterilitet. Tematisk opstiller Nexø på denne måde rene modsætninger, bl.a. mellem den arbejdende klasse og borgerskabet og mellem godhed og ondskab. 'Ditte Menneskebarn' bliver derfor et billede på, hvordan kulturen (især fornuften og kapitalismen) knuser naturen (godheden og moderskabet).
Den samlede komposition for de fem bøger, der udgør 'Ditte Menneskebarn', bevæger sig ikke mod et mål, men aftegner en cyklus hvor afslutning mimer indledning med en refleksion over mennesket i relation til stjernehimmelen. Undervejs delagtiggøres læseren i hovedsagligt Dittes tanker og følelser, der ofte sættes i relief af parodiske referater af den offentlige mening. Fortællemæssigt lever romanen af den medfølelse, Nexø lægger ind i sin persontegning, og at selve formålet med romanen er at vække læserens medfølelse understreges af den afsluttende sætning, der er formuleret som et spørgsmål til læseren: ”Naaede hun at blødgøre hjærter?”
Der er flere spejlingspunkter mellem 'Pelle Erobreren' og 'Ditte Menneskebarn', der skildrer henholdsvis et drengebarns og et pigebarns opvækst i samfundets nederste sociale lag. Nexø opfattede selv 'Ditte Menneskebarn' som et parallelværk til 'Pelle Erobreren', men 'Ditte Menneskebarn' har en langt mere pessimistisk tone og skildrer undergang i stedet for triumf for den fattige arbejderklasse. I modsætning til 'Pelle Erobreren' er 'Ditte menneskebarn' ikke en udviklingsroman, men en undergangsroman, da den eneste udvikling består i en ophobning af uretfærdigheder og modgang. Hvor Pelle bliver en erobrer, er Ditte en ren offerskikkelse, og det tragiske offer underbygges af Dittes uskyld og godhed. Den mere dystre tone i 'Ditte Menneskebarn' skal ses på baggrund af bl.a. udbruddet af 1. verdenskrig og oktoberrevolutionen i Rusland, hvorefter Nexø forlod Socialdemokratiet og blev en af medstifterne af Socialistisk Arbejderparti, en forløber for Danmarks kommunistiske Parti.
Nexø voksede op i en fattig arbejderfamilie og kom ud at tjene som vogterdreng og senere i skomagerlære, men efter et par højskoleophold kastede han sig over forfattergerningen i stedet. En imponerende række af oversættelser har gjort Nexø til Danmarks mest oversatte forfatter, næstefter H. C. Andersen, og har dermed sikret ham en plads i verdenslitteraturen. Foruden hovedværkerne 'Ditte Menneskebarn' og 'Pelle Erobreren' dækker Nexøs forfatterskab noveller, artikler og romaner, heraf flere erindringsromaner. Erindringsstoffet udgør en central inspirationskilde for hele forfatterskabet. Nexøs romaner blev en inspiration for arbejderforfattere i hele norden, bl.a. Jan Fridegård, Eyvind Johnson, Ivar Lo-Johansson og Kristoffer Uppdal. Fælles for disse forfatterskaber er anvendelsen af udviklingsromanen, det selvbiografiske materiale og interessen for selve proletariseringsprocessen og de problemer, den medfører.
Kommentarer