Analyse
Mwanza Mujila, Fiston - Spor 83
Fiston Mwanza Mujilas roman 'Spor 83' er en absurd, rablende, eskapistisk fortælling om bagsiden af det neokoloniale Afrika. Smuk poesi skabt af vold, håbløshed og livsdrift.
'Spor 83', 2017 ('Tram 83', 2014) er en bog, der gør læseren forpustet. En vild bog. En sanselig bog, der hele tiden truer med at få læseren til at grine og græde - ikke på skift, men på samme tid.
Romanen foregår i en by, der omtales som Bystaten, og som - meget symbolsk - er løsrevet fra Baglandet. Byen ligger i et afrikansk land, der kunne minde om Den demokratiske republik Congo, i en mineby, der ligner Lubumbashi, hvor Fiston Mwanza Mujila selv er født. Endvidere er hovedkarakteren Lucien forfatter og kan opfattes som Mujilas stemme i romanen. Som Lucien selv formulerer det internt i bogen:
”Hvor langt må forfatteren bevæge sig ind i sin fantasi, når han tager udgangspunkt i fakta og skaber et univers, hvor sandt og falsk læner sig op ad hinanden?”
Det overlades til læseren at besvare det spørgsmål.
Symbolske steder
I begyndelsen af romanen ankommer Lucien fra Baglandet til Bystaten, hvor han forsøger at få udgivet et kompliceret teaterstykke om Afrikas kollektive historie. Imidlertid er det ikke Lucien, der er den virkelige hovedperson, men Bystaten selv. Denne karakteriseres ved tre lokaliteter, som alle har symbolsk karakter: Det første sted er banegården, hvor romanen både begynder og slutter med hhv. Luciens ankomst og afsked. Som det gentages adskillige gange gennem romanen, består banegården ”stort set ikke af andet end en metalkonstruktion, der aldrig var blevet færdig … ”, og netop dette gør den til et billede på Bystatens tilstand. Ikke nok med at alt og alle er ødelagt af krig, men pointeringen af, at konstruktionen ”aldrig var blevet færdig” understreger det definitive. Banegården vil ALDRIG blive færdig. Genopbygningen er allerede opgivet. At være ødelagt er blevet byens og dens befolknings natur.
Samtidig holder jernbanen dog liv i drømmene. Den er en mulighed for at komme væk, for at blive til noget - selvom ingen i historien virkelig kommer væk, men kun til Bystaten, som et sort hul, der opsuger alt levende.
En anden vigtig lokalitet er Håbets mine, hvorfra ikke kun Bystatens fremgang, men også dens elendighed, udspringer. Håbets mine bliver med sine håndfaste mineraler og flygtige drømme symbolet på den komplekse neokolonialisme. Det er her udlændinge flokkes, og selv de med de ædleste motiver lader sig forblænde af den mulighed for profit, der ligger i minen, og ender med - som et ekko af Kong Leopols regime - at bruge landets egen befolkning til at tømme det for naturressourcer. Imidlertid er det, som alt i denne bog, ikke så sort/hvidt, for minen er på oprørsgeneralens hænder. Det er ham, der får penge, som bruges til våben, og det er ham, der giver udlændingene lov til at grave, en ret flere af dem igen udliciterer til Bystatens beboere, der igen snyder de udenlandske investorer. Hvem der i sidste ende udnytter, hvem fortaber sig i forvirringens tåger, ligesom man bliver i tvivl om, hvem der overhovedet tilhører Bystatens befolkning og hvem, der ikke gør. For som forlæggeren Ferdignand Malingeau siger: ”Men hvis jeg ikke er afrikaner, hvad er jeg så? Kom det første menneske måske ikke fra Afrika? Er han så ikke også min stamfader?”
Den sidste - og vigtigste - lokalitet er natklubben Spor 83, hvorfra romanen henter sin titel. Det er her hele Bystaten mødes, og det er her, man for alvor får fornemmelsen af den surrealistiske og på en gang håbløse og eskapistiske verden, der danner baggrunden for fortællingen.
Historiens død
På Spor 83 er både historien og historierne døde. Da stamgæsterne på baren finder ud af, at Lucien er uddannet historiker, reagerer de med et ”Havde du hovedet under armen eller hvad?” Mange af bystatens beboere ønsker ikke at have noget med historien at gøre. Requiem, hvis navn meget passende betyder dødsmesse, undsiger sig fortiden, gør oprør mod autencitetsbevægelsen og ophæver, ifølge sig selv ”blodets bånd. Jeg fælder mit stamtræ”.
Også litteraturen har trange kår. Den håbefulde forfatters plan om at ”rekonstruere hukommelsen for et land, der kun eksisterer på papiret,” bliver igen og igen umuliggjort. Med en kalashnikov for panden tvinges han til at brænde første udkast til manuskriptet. Næste udkast ryges af vrede minevagter, og da hans teaterstykke endelig udkommer, sætter oprørsgeneralen en dusør på Luciens hoved.
Litteraturens indhold sættes også under debat. Da Ferdignand Malingeau hører om Luciens ambitiøse projekt, konstaterer han: ”Der er allerede rigeligt med elendighed, fattigdom, syfilis og vold i den afrikanske litteratur (…) Der skal også knaldes i den afrikanske litteratur” - og det bliver der. For på trods af det dyste emne er 'Spor 83' ikke en trist roman. Den er hastigt pulserende, som en af de jazz-sange, der igen og igen nævnes i forbindelse med natklubben Spor 83. Vanvittig i sine rablende opremsninger og sært glædesfyldt i sit fokus på galskab, håb, sex og ønsket om overlevelse. Det hele er så overvældende, at man som læser bliver ført med ind i galskaben. Det ødelagte og forkerte normaliseres, og efterhånden glemmer man, at Ællingerne, der er en fast bestanddel af romanen, faktisk er børneprostituerede. Det er således først, når forfatteren i brutalt henslængt udslynger: ”Klokken tolv kom Negusen hjem med tre ællinger, der så ud, som om de ikke engang var fyldt tolv”, at man atter mindes om, hvor anderledes Bystatens moralkodeks er.
Det nye sprog og den sære opbygning
Som sagt er Bystaten en verden, hvor det ualmindelige, det tragiske og det forfærdelige er blevet normalen, og dette har påvirket sproget. Ordene har simpelthen ændret betydning, idet samfundets demografiske og socioøkonomiske forhold påvirker betydningsdannelsen. Ælling betyder, som allerede anført, børneprostitueret. Alenemor betyder blot kvinde, mens ordet turister dækker alle udlændinge - ligegyldigt om de er forretningsmænd, NGO´ere eller diplomater. Dem, der kommer udefra og har et hjemland at rejse tilbage til.
Det er ikke kun sproget, der ekkoer det kaos, som hersker i Bystaten, men også romanens komposition. 'Spor 83' er en blanding af stilarter. Vi møder dagbogsnoter, tableaubeskrivelser, drama-lignende sekvenser, direkte forfatterhenvendelser, afsnit skrevet med jegfortæller og atter andre med alvidende fortæller - nogle endda med den sjældne andenpersonsfortæller. Alligevel bliver teksten ikke forvirrende, hvilket blandt andet skyldes, at der findes adskillige gentagelser på kompositionsplan til at holde teksten sammen. Et eksempel på dette er de af Requiem opfundne regler for at overleve i bystaten som fx.: ”Regel nummer 20: De svin beder om det. Lad dem bare komme an.” Et andet sammenbindende aspekt er omkvædene som for elsempel ællingernes evige henvendelsesform ”Ved De, hvad klokken er?”, som tilsyneladende er uskyldig, men som ofte krydres med obskøne replikker som ”jeg er god til at slikke pik”, ”forspil er spild af tid,” og ”du er smuk som i en pornofilm”. Omkvædet tjener imidlertid ikke kun som sammenbindende effekt, men ligeledes som en understregning af det paradoks, som er 'Spor 83'. For hvordan skal Ællingers rolle forstås? Skal det forhold, at præpubertære piger prostituerer sig selv, ses som et udtryk for den håbløshed, der præger Bystaten, eller for samme Bystats ukuelige vilje til at overleve?
'Spor 83' er ikke sådan at blive klog på, og det skal man heller ikke. Man skal opleve den, sanse den, høre og føle den.
Fiston Mwanza Mujilas roman 'Spor 83' er en absurd, rablende, eskapistisk fortælling om bagsiden af det neokoloniale Afrika. Smuk poesi skabt af vold, håbløshed og livsdrift.
'Spor 83', 2017 ('Tram 83', 2014) er en bog, der gør læseren forpustet. En vild bog. En sanselig bog, der hele tiden truer med at få læseren til at grine og græde - ikke på skift, men på samme tid.
Romanen foregår i en by, der omtales som Bystaten, og som - meget symbolsk - er løsrevet fra Baglandet. Byen ligger i et afrikansk land, der kunne minde om Den demokratiske republik Congo, i en mineby, der ligner Lubumbashi, hvor Fiston Mwanza Mujila selv er født. Endvidere er hovedkarakteren Lucien forfatter og kan opfattes som Mujilas stemme i romanen. Som Lucien selv formulerer det internt i bogen:
”Hvor langt må forfatteren bevæge sig ind i sin fantasi, når han tager udgangspunkt i fakta og skaber et univers, hvor sandt og falsk læner sig op ad hinanden?”
Det overlades til læseren at besvare det spørgsmål.
Symbolske steder
I begyndelsen af romanen ankommer Lucien fra Baglandet til Bystaten, hvor han forsøger at få udgivet et kompliceret teaterstykke om Afrikas kollektive historie. Imidlertid er det ikke Lucien, der er den virkelige hovedperson, men Bystaten selv. Denne karakteriseres ved tre lokaliteter, som alle har symbolsk karakter: Det første sted er banegården, hvor romanen både begynder og slutter med hhv. Luciens ankomst og afsked. Som det gentages adskillige gange gennem romanen, består banegården ”stort set ikke af andet end en metalkonstruktion, der aldrig var blevet færdig … ”, og netop dette gør den til et billede på Bystatens tilstand. Ikke nok med at alt og alle er ødelagt af krig, men pointeringen af, at konstruktionen ”aldrig var blevet færdig” understreger det definitive. Banegården vil ALDRIG blive færdig. Genopbygningen er allerede opgivet. At være ødelagt er blevet byens og dens befolknings natur.
Samtidig holder jernbanen dog liv i drømmene. Den er en mulighed for at komme væk, for at blive til noget - selvom ingen i historien virkelig kommer væk, men kun til Bystaten, som et sort hul, der opsuger alt levende.
En anden vigtig lokalitet er Håbets mine, hvorfra ikke kun Bystatens fremgang, men også dens elendighed, udspringer. Håbets mine bliver med sine håndfaste mineraler og flygtige drømme symbolet på den komplekse neokolonialisme. Det er her udlændinge flokkes, og selv de med de ædleste motiver lader sig forblænde af den mulighed for profit, der ligger i minen, og ender med - som et ekko af Kong Leopols regime - at bruge landets egen befolkning til at tømme det for naturressourcer. Imidlertid er det, som alt i denne bog, ikke så sort/hvidt, for minen er på oprørsgeneralens hænder. Det er ham, der får penge, som bruges til våben, og det er ham, der giver udlændingene lov til at grave, en ret flere af dem igen udliciterer til Bystatens beboere, der igen snyder de udenlandske investorer. Hvem der i sidste ende udnytter, hvem fortaber sig i forvirringens tåger, ligesom man bliver i tvivl om, hvem der overhovedet tilhører Bystatens befolkning og hvem, der ikke gør. For som forlæggeren Ferdignand Malingeau siger: ”Men hvis jeg ikke er afrikaner, hvad er jeg så? Kom det første menneske måske ikke fra Afrika? Er han så ikke også min stamfader?”
Den sidste - og vigtigste - lokalitet er natklubben Spor 83, hvorfra romanen henter sin titel. Det er her hele Bystaten mødes, og det er her, man for alvor får fornemmelsen af den surrealistiske og på en gang håbløse og eskapistiske verden, der danner baggrunden for fortællingen.
Historiens død
På Spor 83 er både historien og historierne døde. Da stamgæsterne på baren finder ud af, at Lucien er uddannet historiker, reagerer de med et ”Havde du hovedet under armen eller hvad?” Mange af bystatens beboere ønsker ikke at have noget med historien at gøre. Requiem, hvis navn meget passende betyder dødsmesse, undsiger sig fortiden, gør oprør mod autencitetsbevægelsen og ophæver, ifølge sig selv ”blodets bånd. Jeg fælder mit stamtræ”.
Også litteraturen har trange kår. Den håbefulde forfatters plan om at ”rekonstruere hukommelsen for et land, der kun eksisterer på papiret,” bliver igen og igen umuliggjort. Med en kalashnikov for panden tvinges han til at brænde første udkast til manuskriptet. Næste udkast ryges af vrede minevagter, og da hans teaterstykke endelig udkommer, sætter oprørsgeneralen en dusør på Luciens hoved.
Litteraturens indhold sættes også under debat. Da Ferdignand Malingeau hører om Luciens ambitiøse projekt, konstaterer han: ”Der er allerede rigeligt med elendighed, fattigdom, syfilis og vold i den afrikanske litteratur (…) Der skal også knaldes i den afrikanske litteratur” - og det bliver der. For på trods af det dyste emne er 'Spor 83' ikke en trist roman. Den er hastigt pulserende, som en af de jazz-sange, der igen og igen nævnes i forbindelse med natklubben Spor 83. Vanvittig i sine rablende opremsninger og sært glædesfyldt i sit fokus på galskab, håb, sex og ønsket om overlevelse. Det hele er så overvældende, at man som læser bliver ført med ind i galskaben. Det ødelagte og forkerte normaliseres, og efterhånden glemmer man, at Ællingerne, der er en fast bestanddel af romanen, faktisk er børneprostituerede. Det er således først, når forfatteren i brutalt henslængt udslynger: ”Klokken tolv kom Negusen hjem med tre ællinger, der så ud, som om de ikke engang var fyldt tolv”, at man atter mindes om, hvor anderledes Bystatens moralkodeks er.
Det nye sprog og den sære opbygning
Som sagt er Bystaten en verden, hvor det ualmindelige, det tragiske og det forfærdelige er blevet normalen, og dette har påvirket sproget. Ordene har simpelthen ændret betydning, idet samfundets demografiske og socioøkonomiske forhold påvirker betydningsdannelsen. Ælling betyder, som allerede anført, børneprostitueret. Alenemor betyder blot kvinde, mens ordet turister dækker alle udlændinge - ligegyldigt om de er forretningsmænd, NGO´ere eller diplomater. Dem, der kommer udefra og har et hjemland at rejse tilbage til.
Det er ikke kun sproget, der ekkoer det kaos, som hersker i Bystaten, men også romanens komposition. 'Spor 83' er en blanding af stilarter. Vi møder dagbogsnoter, tableaubeskrivelser, drama-lignende sekvenser, direkte forfatterhenvendelser, afsnit skrevet med jegfortæller og atter andre med alvidende fortæller - nogle endda med den sjældne andenpersonsfortæller. Alligevel bliver teksten ikke forvirrende, hvilket blandt andet skyldes, at der findes adskillige gentagelser på kompositionsplan til at holde teksten sammen. Et eksempel på dette er de af Requiem opfundne regler for at overleve i bystaten som fx.: ”Regel nummer 20: De svin beder om det. Lad dem bare komme an.” Et andet sammenbindende aspekt er omkvædene som for elsempel ællingernes evige henvendelsesform ”Ved De, hvad klokken er?”, som tilsyneladende er uskyldig, men som ofte krydres med obskøne replikker som ”jeg er god til at slikke pik”, ”forspil er spild af tid,” og ”du er smuk som i en pornofilm”. Omkvædet tjener imidlertid ikke kun som sammenbindende effekt, men ligeledes som en understregning af det paradoks, som er 'Spor 83'. For hvordan skal Ællingers rolle forstås? Skal det forhold, at præpubertære piger prostituerer sig selv, ses som et udtryk for den håbløshed, der præger Bystaten, eller for samme Bystats ukuelige vilje til at overleve?
'Spor 83' er ikke sådan at blive klog på, og det skal man heller ikke. Man skal opleve den, sanse den, høre og føle den.
Kommentarer