Analyse
Møllehave, Herdis - Le
Med Le skrev socialrådgiveren Herdis Møllehave, hvad der skulle blive en af senhalvfjerdsernes mest læste og diskuterede bøger indenfor genren brugslitteratur.
At interessen for denne genre ikke bare er et halvfjerdserfænomen fremgår af fortsættelserne ind i 80’erne med Lene (1980) og Helene (1983) og af den samlede udgivelse af trilogien i 1997 – solgt i ind- og udland i mere end 500.000 eksemplarer.
I forordet til Le gør forfatteren det klart, at der ikke er tale om en skønlitterær roman. Godt nok er personerne opdigtede, men indholdet, som der redegøres for i detaljer, er generelt og tidstypisk: ”Mænd, følelser, kvinde-mandsproblematik, angst, depression, problemer med at finde sin placering, som nok i høj grad hænger sammen med at finde sin identitet. Opdragelse af børn. Opdragelse til hvad?” Så vidt indholdet. Også handlingen bliver forklaret: ”Bogen handler om en enlig kvinde på 30 år. Jeg tror, det meste vil være typisk for mange kvinder, enlige og gifte. Måske med undtagelse af den måde, hovedpersonen dør på”. Endelig giver forfatteren en anvisning på, hvordan bogen skal læses, nemlig ikke som kvindesagsroman, men gerne som et indlæg i den begyndende ”mandsdebat”, hvorfor bogen til sidst tilegnes ”knudemænd” og ”alle andre bange mænd og kvinder”. Trods denne opfordring bliver bogen nok først og fremmest læst af kvinder.
Da det ikke er en egentlig roman, er der heller ikke lagt op til spænding om forløbet. Hovedpersonen Le Holm begår selvmord i første kapitel ved at kaste sig ud foran et tog. Resten af bogen beskriver forløbet frem til selvmordet. Hun har været gift, fået barn, er blevet skilt, oplever sig selv som et privilegeret menneske, men lider i perioder af depressioner og angstanfald. Som en form for terapi begynder hun at skrive om sine problemer. Det bliver til en kronik om tilværelsen som enlig mor. ”Kronikken” og en svarkronik indgår som en del af Møllehaves tekst. Det samme gælder Les dagbogsnotater. Derudover hører vi om Les forhold til forskellige mænd, om veninden Lene – som bliver hovedperson i den efterfølgende bog og om datteren Marianne. Bogen slutter med Lenes refleksioner i forbindelse med begravelsen.
Karakteristisk for brugs- og debatlitteraturen fokuserer bogen på almene problemstillinger som fremstilles i en let litterær forklædning. Eller sagt på en anden måde, eftersom brugslitteraturens funktion er at formidle et bestemt problemindhold til et bredt publikum arbejder den med et enkelt og temmelig problemfrit formsprog, som låner fra den litterære tradition, uden at tilføre noget nyt til litteraturen.
Med Le skrev socialrådgiveren Herdis Møllehave, hvad der skulle blive en af senhalvfjerdsernes mest læste og diskuterede bøger indenfor genren brugslitteratur.
At interessen for denne genre ikke bare er et halvfjerdserfænomen fremgår af fortsættelserne ind i 80’erne med Lene (1980) og Helene (1983) og af den samlede udgivelse af trilogien i 1997 – solgt i ind- og udland i mere end 500.000 eksemplarer.
I forordet til Le gør forfatteren det klart, at der ikke er tale om en skønlitterær roman. Godt nok er personerne opdigtede, men indholdet, som der redegøres for i detaljer, er generelt og tidstypisk: ”Mænd, følelser, kvinde-mandsproblematik, angst, depression, problemer med at finde sin placering, som nok i høj grad hænger sammen med at finde sin identitet. Opdragelse af børn. Opdragelse til hvad?” Så vidt indholdet. Også handlingen bliver forklaret: ”Bogen handler om en enlig kvinde på 30 år. Jeg tror, det meste vil være typisk for mange kvinder, enlige og gifte. Måske med undtagelse af den måde, hovedpersonen dør på”. Endelig giver forfatteren en anvisning på, hvordan bogen skal læses, nemlig ikke som kvindesagsroman, men gerne som et indlæg i den begyndende ”mandsdebat”, hvorfor bogen til sidst tilegnes ”knudemænd” og ”alle andre bange mænd og kvinder”. Trods denne opfordring bliver bogen nok først og fremmest læst af kvinder.
Da det ikke er en egentlig roman, er der heller ikke lagt op til spænding om forløbet. Hovedpersonen Le Holm begår selvmord i første kapitel ved at kaste sig ud foran et tog. Resten af bogen beskriver forløbet frem til selvmordet. Hun har været gift, fået barn, er blevet skilt, oplever sig selv som et privilegeret menneske, men lider i perioder af depressioner og angstanfald. Som en form for terapi begynder hun at skrive om sine problemer. Det bliver til en kronik om tilværelsen som enlig mor. ”Kronikken” og en svarkronik indgår som en del af Møllehaves tekst. Det samme gælder Les dagbogsnotater. Derudover hører vi om Les forhold til forskellige mænd, om veninden Lene – som bliver hovedperson i den efterfølgende bog og om datteren Marianne. Bogen slutter med Lenes refleksioner i forbindelse med begravelsen.
Karakteristisk for brugs- og debatlitteraturen fokuserer bogen på almene problemstillinger som fremstilles i en let litterær forklædning. Eller sagt på en anden måde, eftersom brugslitteraturens funktion er at formidle et bestemt problemindhold til et bredt publikum arbejder den med et enkelt og temmelig problemfrit formsprog, som låner fra den litterære tradition, uden at tilføre noget nyt til litteraturen.
Kommentarer