Analyse
Michäelis, Karin - Den farlige alder
Litteraturen myldrer ikke ligefrem af romaner om kvinder på tærsklen til overgangsalderen. Og ved udgivelsen af Karin Michaëlis’ værk i 1910, var der i sagens natur endnu mindre litteratur om emnet – hvis overhovedet. Derfor vakte bogen om den et par-og-fyrreårige Elsie Lindtner fra det bedre borgerskab også furore i sin samtid, og ’Den farlige alder’ er da også at betragte som både succes- og skandaleroman.
Elsie Lindtner er ikke en karakter, der sådan lige er til at få hold på. Læseren møder bogens hovedkarakter gennem en række breve og dagbogsoptegnelser, og vi aner lidt efter lidt konturerne af en kvinde i krise. En kvinde i begyndelsen af fyrrerne, der flytter i selvvalgt eksil på en ikke-navngiven ø, fordi hun ikke længere vil leve sammen med sin godmodige og dødkedelige ægtemand, men også fordi, viser det sig senere, hun ikke længere betragter sig selv som et attraktivt og seksuelt væsen i verden. Alderen overgår Elsie. Hun, der som ung har været usædvanligt smuk, er nu faldet i værdi som kvinde, fordi hun nærmer sig ’den farlige alder’.
En kvindes alder
I Elsies øjne er den fremskridende alder nemlig synonym med (kvindelig) fornedrelse. Samtidens logik synes at være, at i det øjeblik, en kvinde mister sin ungdom og sin evne til at føde børn, mister hun også sin kvindelighed og bliver, for at udtrykke det kort, værdiløs. Med Elsies ord:
”… Samfundet tvinger hende til at holde en falsk Kurs. Hendes Ungdom maa kun vare saalænge Huden er glat og Legemet fristende. Ellers prisgiver hun sig til den ondeste Latter. En Kvinde, der vover at kræve Livets Ret i de sene Aar, betragtes med Afsky.”
Elsies umiddelbare løsning er altså at flytte ind i det isolerede hus, som hendes arkitekt, den otte år yngre Jørgen Malthe, har tegnet til hende, dog uden at vide, at huset er tiltænkt Elsie. Som læsningen skrider frem lærer vi, at Elsie er betaget af, ja ligefrem elsker arkitekten – og forelskelsen er gensidig.
Og hvorfor i alverden ender hun så med at afvise den eneste mand, hun nogensinde har elsket, den unge arkitekt? Han er bare otte år yngre, men det virker på Elsie (og nok også med datidens øjne) som om, der er flere årtier mellem dem. Svaret kunne være, at hun vil ikke miste værdi for ham ved at ældes – og derfor ender hun med at sabotere sin egen mulige fremtid og lykke:
”Livet er gaaet mig forbi. Mine Hænder er tomme. Nu er det forsent. Lykken bankede paa min Dør, og jeg Daare, lukkede den ikke ind.”
Hvis bogens tema skal koges ned til et enkelt ét af slagsen, må det være overgangsalderen som fatal for kvinden som seksuelt og attråværdigt væsen.
Naturens og husets symbolverden
Værket igennem støder læseren på en række tvetydige symboler. Et eksempel er det smukke hvide hus på øen, der både fungerer som billede på den (platoniske) kærlighed, der er mellem Elsie og hendes arkitekt, men også som det, der isolerer Elsie fra verden. Huset er altså henholdsvis ophøjet, men også i sidste ende et symbol på den både konkrete og abstrakte indespærring, Elsie oplever. Bygget til hende af den elskede og tiltænkt som et fristed, ender huset dog med at blive et mere eller mindre bevidst selvbestaltet fængsel for en kvinde, der i en alder af et par-og-fyrre år, allerede har opgivet sin plads i verden og forvist sig selv til et liv i ensomhed.
I begyndelsen af fortællingen optræder haven omkring huset som et symbol på håbet om fornyelse i Elsies nye tilværelse. Haven er frodig, grøn, spirende, men snart afløses fornyelsen af ubehag hos Elsie. Haven er pludselig modbydelig og nærmest invaderende:
”Den vilde Vin hænger i blodige Laser ned fra Verandaen. Hækken er indsavlet i Edderkoppespind, Jorden er som et Slim at træde i. Og saa er der Mennesker, som finder, at Efteraaret er smukt!...”
Elsies lede ved haven og ved efteråret kan læses som en spejling af hendes egen tilstand. Som haven træder ind i efteråret, træder hun også ind i alderens efterår – overgangsalderen – og hun væmmes ved begge dele.
Med et udtryk lånt fra psykologiens verden optræder der også en del sublimering hos Elsie, forstået på den måde, at hun kanaliserer den seksuelle energi, hun ikke kan få afløb for, over i andre ting og gøremål. Et eksempel er det glastag, Jørgen Malte har bygget over hendes soveværelse, hvorigennem hun kan se nattehimlen:
”Saa herefter kan jeg jo i Mangel af de kære Mænd flirte med Vorherres smaa Stjerner.”
Jegets stemmer
Ved at gøre brug af brev- og dagbogsformen har Michaëlis gjort det muligt for os som læsere at få et kig ind i vores hovedpersons inderste ideer om verden. Der er en indre monolog på spil, men samtidig også en dybt upålidelig fortæller, der det ene øjeblik er humørsyg, vaklende, rasende og patetisk – men så med små glimt (af hvad der synes som) klarhed.
Det, vi kan kalde bogens udsigelse er ustabil, nøjagtig som Elsie er det – eksemplificeret ved, at hun ikke kan bestemme sig for, om hun skal kalde sig ved sit pige- eller giftenavn.
Tvetydighederne i Elsies skrift er til at tage og føle på. I brevene til de jævnaldrende veninder er hun skarp, bedrevidende og formanende – og i dagbogen vakler hun og afslører så at sige selv med udbrud og beskrivelser af hysteriske anfald og tvivl om sine valg. På den måde får Michaëlis på ret elegant vis brugt bogens sproglige og genremæssige virkemidler til at understrege hovedpersonens sindstilstand.
Arven fra Det moderne gennembrud
'Den farlige alder' udkommer på et tidspunkt, der litteraturhistorisk set, befinder sig i slipstrømmen på Det moderne gennembrud, hvor en række kvindelige forfattere som eksempelvis Amalie Skram, får sat kvinders rettigheder og vilkår på dagsordenen og giver stemme til kvinder ved hjælp af litteraturen. Michaëlis’ værk udkommer to år før, kvinder får valgret i Danmark og en række af hendes samtidige forfatterkolleger som Thit Jensen og Agnes Henningsen beskæftiger sig også med nogle af de kvindesagsspørgsmål, 'Den farlige alder' tager op.
Elsies skæbne kan synes grum og unødvendig, men der åbner sig et stille håb i slutningen af romanen, hvor Elsie beslutter sig for at forlade huset sammen med sin kokkepige og drage ud for at se den verden, hun har gemt sig for på sit lille hvide slot.
Med 'Den farlige alder' får Michaëlis sat ord på de paradokser, der hersker i et sind tynget af omverdenens forestillinger om, hvordan et kvindeliv må se ud. Men ved at give Elsie stemme og råderet over egen tilværelse får bogen tegnet et billede af en tid i opbrud og opgør med forventninger og normer til, hvordan et kvindeliv kan forme sig.
Litteraturen myldrer ikke ligefrem af romaner om kvinder på tærsklen til overgangsalderen. Og ved udgivelsen af Karin Michaëlis’ værk i 1910, var der i sagens natur endnu mindre litteratur om emnet – hvis overhovedet. Derfor vakte bogen om den et par-og-fyrreårige Elsie Lindtner fra det bedre borgerskab også furore i sin samtid, og ’Den farlige alder’ er da også at betragte som både succes- og skandaleroman.
Elsie Lindtner er ikke en karakter, der sådan lige er til at få hold på. Læseren møder bogens hovedkarakter gennem en række breve og dagbogsoptegnelser, og vi aner lidt efter lidt konturerne af en kvinde i krise. En kvinde i begyndelsen af fyrrerne, der flytter i selvvalgt eksil på en ikke-navngiven ø, fordi hun ikke længere vil leve sammen med sin godmodige og dødkedelige ægtemand, men også fordi, viser det sig senere, hun ikke længere betragter sig selv som et attraktivt og seksuelt væsen i verden. Alderen overgår Elsie. Hun, der som ung har været usædvanligt smuk, er nu faldet i værdi som kvinde, fordi hun nærmer sig ’den farlige alder’.
En kvindes alder
I Elsies øjne er den fremskridende alder nemlig synonym med (kvindelig) fornedrelse. Samtidens logik synes at være, at i det øjeblik, en kvinde mister sin ungdom og sin evne til at føde børn, mister hun også sin kvindelighed og bliver, for at udtrykke det kort, værdiløs. Med Elsies ord:
”… Samfundet tvinger hende til at holde en falsk Kurs. Hendes Ungdom maa kun vare saalænge Huden er glat og Legemet fristende. Ellers prisgiver hun sig til den ondeste Latter. En Kvinde, der vover at kræve Livets Ret i de sene Aar, betragtes med Afsky.”
Elsies umiddelbare løsning er altså at flytte ind i det isolerede hus, som hendes arkitekt, den otte år yngre Jørgen Malthe, har tegnet til hende, dog uden at vide, at huset er tiltænkt Elsie. Som læsningen skrider frem lærer vi, at Elsie er betaget af, ja ligefrem elsker arkitekten – og forelskelsen er gensidig.
Og hvorfor i alverden ender hun så med at afvise den eneste mand, hun nogensinde har elsket, den unge arkitekt? Han er bare otte år yngre, men det virker på Elsie (og nok også med datidens øjne) som om, der er flere årtier mellem dem. Svaret kunne være, at hun vil ikke miste værdi for ham ved at ældes – og derfor ender hun med at sabotere sin egen mulige fremtid og lykke:
”Livet er gaaet mig forbi. Mine Hænder er tomme. Nu er det forsent. Lykken bankede paa min Dør, og jeg Daare, lukkede den ikke ind.”
Hvis bogens tema skal koges ned til et enkelt ét af slagsen, må det være overgangsalderen som fatal for kvinden som seksuelt og attråværdigt væsen.
Naturens og husets symbolverden
Værket igennem støder læseren på en række tvetydige symboler. Et eksempel er det smukke hvide hus på øen, der både fungerer som billede på den (platoniske) kærlighed, der er mellem Elsie og hendes arkitekt, men også som det, der isolerer Elsie fra verden. Huset er altså henholdsvis ophøjet, men også i sidste ende et symbol på den både konkrete og abstrakte indespærring, Elsie oplever. Bygget til hende af den elskede og tiltænkt som et fristed, ender huset dog med at blive et mere eller mindre bevidst selvbestaltet fængsel for en kvinde, der i en alder af et par-og-fyrre år, allerede har opgivet sin plads i verden og forvist sig selv til et liv i ensomhed.
I begyndelsen af fortællingen optræder haven omkring huset som et symbol på håbet om fornyelse i Elsies nye tilværelse. Haven er frodig, grøn, spirende, men snart afløses fornyelsen af ubehag hos Elsie. Haven er pludselig modbydelig og nærmest invaderende:
”Den vilde Vin hænger i blodige Laser ned fra Verandaen. Hækken er indsavlet i Edderkoppespind, Jorden er som et Slim at træde i. Og saa er der Mennesker, som finder, at Efteraaret er smukt!...”
Elsies lede ved haven og ved efteråret kan læses som en spejling af hendes egen tilstand. Som haven træder ind i efteråret, træder hun også ind i alderens efterår – overgangsalderen – og hun væmmes ved begge dele.
Med et udtryk lånt fra psykologiens verden optræder der også en del sublimering hos Elsie, forstået på den måde, at hun kanaliserer den seksuelle energi, hun ikke kan få afløb for, over i andre ting og gøremål. Et eksempel er det glastag, Jørgen Malte har bygget over hendes soveværelse, hvorigennem hun kan se nattehimlen:
”Saa herefter kan jeg jo i Mangel af de kære Mænd flirte med Vorherres smaa Stjerner.”
Jegets stemmer
Ved at gøre brug af brev- og dagbogsformen har Michaëlis gjort det muligt for os som læsere at få et kig ind i vores hovedpersons inderste ideer om verden. Der er en indre monolog på spil, men samtidig også en dybt upålidelig fortæller, der det ene øjeblik er humørsyg, vaklende, rasende og patetisk – men så med små glimt (af hvad der synes som) klarhed.
Det, vi kan kalde bogens udsigelse er ustabil, nøjagtig som Elsie er det – eksemplificeret ved, at hun ikke kan bestemme sig for, om hun skal kalde sig ved sit pige- eller giftenavn.
Tvetydighederne i Elsies skrift er til at tage og føle på. I brevene til de jævnaldrende veninder er hun skarp, bedrevidende og formanende – og i dagbogen vakler hun og afslører så at sige selv med udbrud og beskrivelser af hysteriske anfald og tvivl om sine valg. På den måde får Michaëlis på ret elegant vis brugt bogens sproglige og genremæssige virkemidler til at understrege hovedpersonens sindstilstand.
Arven fra Det moderne gennembrud
'Den farlige alder' udkommer på et tidspunkt, der litteraturhistorisk set, befinder sig i slipstrømmen på Det moderne gennembrud, hvor en række kvindelige forfattere som eksempelvis Amalie Skram, får sat kvinders rettigheder og vilkår på dagsordenen og giver stemme til kvinder ved hjælp af litteraturen. Michaëlis’ værk udkommer to år før, kvinder får valgret i Danmark og en række af hendes samtidige forfatterkolleger som Thit Jensen og Agnes Henningsen beskæftiger sig også med nogle af de kvindesagsspørgsmål, 'Den farlige alder' tager op.
Elsies skæbne kan synes grum og unødvendig, men der åbner sig et stille håb i slutningen af romanen, hvor Elsie beslutter sig for at forlade huset sammen med sin kokkepige og drage ud for at se den verden, hun har gemt sig for på sit lille hvide slot.
Med 'Den farlige alder' får Michaëlis sat ord på de paradokser, der hersker i et sind tynget af omverdenens forestillinger om, hvordan et kvindeliv må se ud. Men ved at give Elsie stemme og råderet over egen tilværelse får bogen tegnet et billede af en tid i opbrud og opgør med forventninger og normer til, hvordan et kvindeliv kan forme sig.
Kommentarer