Analyse
Malinowski, Ivan - Poetomatic
Ivan Malinowski skrev sig ind i og skal forstås på baggrund af en modernistisk tradition, hvor sproget er et af de vigtigste forståelseselementer. Det demonstrerer 'Poetomatic' markant.
Ivan Malinowski udgav en række digtsamlinger, hvoraf de mest markante og vigtigste udover 'Poetomatic' (1965) er 'Galgenfrist' (1958), 'Romerske bassiner' (1963) og 'Kritik af tavsheden' (1974). Han har også oversat russiske værker af bl.a. dramatikeren Anton Tjekhov, der i høj grad dyrkede forholdet mellem kunst og virkelighed, og har endvidere beskæftiget sig med svensk lyrik og litteratur om naturlivet. Dette kan tydeligt aflæses i hans egne digte, også i 'Poetomatic'.
Malinowski skrev sig ind i og skal forstås på baggrund af en modernistisk tradition, hvor sproget og fokus på sproget er et af de vigtigste forståelseselementer. Litteraturen i 1960’erne brød med den klassiske forståelseshorisont og fungerede ofte som et opgør med æstetiske traditioner. Kunsten søgte i denne periode, på baggrund af det meningsforfald, de to verdenskrige havde skabt, at tolke virkeligheden på en ny måde. Når virkeligheden var uforståelig, så måtte kunsten efterligne dette, hvilket skabte et enestående avantgardistisk og systematisk formbrud.
'Poetomatic' er en sådan samling, der, bestående af 110 små og meget kompakte sprogytringer uden egentlige titler, såkaldte epigrammer, iøjnefaldende ekspliciterer dette brud med klassisk lyrik. Den indledes med et anonymt citat, men faktisk er digtsamlingen i sit hele bygget op omkring ni citater af bl.a. Franz Kafka og Gandhi.
De enkelte digte kan stå for sig selv. Nogle er dele af suiter, der knyttes sammen af romertal, andre kædes sammen tematisk. Man kan vælge at læse hele samlingen som ét stykke lyrik, da netop mange af digtene kredser om de samme temaer, men en egentlig mening, som vi forstår i f.eks. romantisk lyrik kan man ikke finde. Derimod skabes helheden i samlingen af ord og sætningsfragmenter, der går igen og gentages og samler en form for tematisk udvikling. F.eks. er fugle, der letter, et genkommende motiv ligesom luften og himlen også gentages adskillige gange.
De første digte synes at koble naturen sammen med eksistens og udvikling, men det er en omvendt darwinisme, f.eks. i nr. 5: ”den svage/ overfalder/ den stærke”, hvor naturens og menneskets evolution byttes om. Denne omvending fortsætter i en række af digtene, der kommenterer et cyklisk forhold mellem liv og død, nr. 13: ”når du ser på uret/ er det dig der går for langsomt// det er altid for sent”. Centrale temaer som natur, identitet og eksistens bliver ombyttet og vendt på hovedet. Vores forventningshorisont sprænges med disse haikuagtige bemærkninger, der foregiver at udtrykke en mening og en standard, der bør følges. Men det bliver umuligt, da det er modsætninger og paradokser, der udgør påbudene. Alt er uvist, selv identitet, nr. 32: ”hvor er jeg/ tænker den vågnende// og hvem er så ”jeg””. Iøvrigt er mange af digtene henvendelser eller kunstneriske apostrofer, hvor digtet kalder på eller benævner et du. Faktisk optræder der kun enkelte jeg-digte. Vi får svaret på denne mangel i titeldigtet, nr. 108: ”et med alverden// jeglikvidation/ poetomatic”. Den (automatiske) poesi har dræbt jeg'et, hvorfor digtet paradoksalt nok må udsige sig selv.
Det, at digtene handler om deres egen skabelse og udslettelse, såkaldt metapoesi, synes at være 'Poetomatics' centrale tematik. Mange af digtene kommenterer netop denne problematik, f.eks. nr. 44: ”finder aldrig/ le mot propre// derfor denne/ poesiens skammekrog”.
'Poetomatic' er en digtsamling, der på tre niveauer lukker sig om sig selv forstået på den måde, at digtet først og fremmest starter og slutter med en ”vissla”. Først fravær af fløjt og til slut en forløsning: ”med et/ som en fløjte// glæden”. Samtidig citeres Gandhis paradoksale ytringer om tøven, målet og freden efter digt nr. 55, altså i midten af samlingen, i en suite, der også på ordniveauet kiastisk lukker sig om sig selv, hvilket mange af de andre digte i øvrigt også gør. Men Malinowski lader ikke sin automatiske poesistrømning lukke sig fuldt ud om sig selv. Læseren oplever nemlig på forsiden et halveret æble, som gør det muligt at se igennem denne hermetisk lukkede poesiverden.
Ivan Malinowski skrev sig ind i og skal forstås på baggrund af en modernistisk tradition, hvor sproget er et af de vigtigste forståelseselementer. Det demonstrerer 'Poetomatic' markant.
Ivan Malinowski udgav en række digtsamlinger, hvoraf de mest markante og vigtigste udover 'Poetomatic' (1965) er 'Galgenfrist' (1958), 'Romerske bassiner' (1963) og 'Kritik af tavsheden' (1974). Han har også oversat russiske værker af bl.a. dramatikeren Anton Tjekhov, der i høj grad dyrkede forholdet mellem kunst og virkelighed, og har endvidere beskæftiget sig med svensk lyrik og litteratur om naturlivet. Dette kan tydeligt aflæses i hans egne digte, også i 'Poetomatic'.
Malinowski skrev sig ind i og skal forstås på baggrund af en modernistisk tradition, hvor sproget og fokus på sproget er et af de vigtigste forståelseselementer. Litteraturen i 1960’erne brød med den klassiske forståelseshorisont og fungerede ofte som et opgør med æstetiske traditioner. Kunsten søgte i denne periode, på baggrund af det meningsforfald, de to verdenskrige havde skabt, at tolke virkeligheden på en ny måde. Når virkeligheden var uforståelig, så måtte kunsten efterligne dette, hvilket skabte et enestående avantgardistisk og systematisk formbrud.
'Poetomatic' er en sådan samling, der, bestående af 110 små og meget kompakte sprogytringer uden egentlige titler, såkaldte epigrammer, iøjnefaldende ekspliciterer dette brud med klassisk lyrik. Den indledes med et anonymt citat, men faktisk er digtsamlingen i sit hele bygget op omkring ni citater af bl.a. Franz Kafka og Gandhi.
De enkelte digte kan stå for sig selv. Nogle er dele af suiter, der knyttes sammen af romertal, andre kædes sammen tematisk. Man kan vælge at læse hele samlingen som ét stykke lyrik, da netop mange af digtene kredser om de samme temaer, men en egentlig mening, som vi forstår i f.eks. romantisk lyrik kan man ikke finde. Derimod skabes helheden i samlingen af ord og sætningsfragmenter, der går igen og gentages og samler en form for tematisk udvikling. F.eks. er fugle, der letter, et genkommende motiv ligesom luften og himlen også gentages adskillige gange.
De første digte synes at koble naturen sammen med eksistens og udvikling, men det er en omvendt darwinisme, f.eks. i nr. 5: ”den svage/ overfalder/ den stærke”, hvor naturens og menneskets evolution byttes om. Denne omvending fortsætter i en række af digtene, der kommenterer et cyklisk forhold mellem liv og død, nr. 13: ”når du ser på uret/ er det dig der går for langsomt// det er altid for sent”. Centrale temaer som natur, identitet og eksistens bliver ombyttet og vendt på hovedet. Vores forventningshorisont sprænges med disse haikuagtige bemærkninger, der foregiver at udtrykke en mening og en standard, der bør følges. Men det bliver umuligt, da det er modsætninger og paradokser, der udgør påbudene. Alt er uvist, selv identitet, nr. 32: ”hvor er jeg/ tænker den vågnende// og hvem er så ”jeg””. Iøvrigt er mange af digtene henvendelser eller kunstneriske apostrofer, hvor digtet kalder på eller benævner et du. Faktisk optræder der kun enkelte jeg-digte. Vi får svaret på denne mangel i titeldigtet, nr. 108: ”et med alverden// jeglikvidation/ poetomatic”. Den (automatiske) poesi har dræbt jeg'et, hvorfor digtet paradoksalt nok må udsige sig selv.
Det, at digtene handler om deres egen skabelse og udslettelse, såkaldt metapoesi, synes at være 'Poetomatics' centrale tematik. Mange af digtene kommenterer netop denne problematik, f.eks. nr. 44: ”finder aldrig/ le mot propre// derfor denne/ poesiens skammekrog”.
'Poetomatic' er en digtsamling, der på tre niveauer lukker sig om sig selv forstået på den måde, at digtet først og fremmest starter og slutter med en ”vissla”. Først fravær af fløjt og til slut en forløsning: ”med et/ som en fløjte// glæden”. Samtidig citeres Gandhis paradoksale ytringer om tøven, målet og freden efter digt nr. 55, altså i midten af samlingen, i en suite, der også på ordniveauet kiastisk lukker sig om sig selv, hvilket mange af de andre digte i øvrigt også gør. Men Malinowski lader ikke sin automatiske poesistrømning lukke sig fuldt ud om sig selv. Læseren oplever nemlig på forsiden et halveret æble, som gør det muligt at se igennem denne hermetisk lukkede poesiverden.
Kommentarer