Kureishi, Hanif - Det sorte album

Det syder af race og rave i Hanif Kureishis 'Det sorte album' – en boblende tur gennem Thatcher's London i 1980'erne.

Hanif Kureishi er ifølge The Times på listen over de 50 bedste britiske forfattere siden 1945. Han startede sin karriere med at skrive erotisk litteratur under pseudonym og har siden arbejdet med mange forskellige genrer inden for litteratur, film og tv. Som romanforfatter fik han sit gennembrud i 1990 med 'En forstadsbuddha', som siden blev omsat til tv-serie. Den semi-biografiske debutroman skabte uro i Kureishis egen familie, der følte sig trådt for nær af personskildringerne i romanen. Allerede i 1985 havde Kureishi skrevet filmmanuskriptet 'Mit smukke vaskeri' om en homoseksuel britisk-pakistansk dreng, der vokser op i London i 1980'erne. Filmatiseringen af Stephen Frears vandt flere prestigiøse filmpriser, og allerede i dette tidlige arbejde står de temaer klart, der bliver gennemgående for forfatterskabet: race, immigration, racisme, nationalisme og seksualitet.

I 'Det sorte album' (1995) udspiller disse temaer sig som et dilemma for hovedkarakteren Shahid, som er splittet mellem kravene fra en militant islamistisk gruppe og den sekulære verdens muligheder for fri udfoldelse af seksualitet og brug af stoffer. I kraft af denne splittelse giver 'Det sorte album' et unikt portræt af 1980ernes London, der syder af racisme og raveparties. Shahid, der går med en forfatterdrøm i maven, er kommet til London for at studere og tiltrækkes her med lige stor kraft af sin nabo på kollegiet, Riaz, der viser sig at stå i spidsen for en gruppe islamister, hvis aktiviteter bliver tiltagende voldelige, og af sin kvindelige underviser på universitetet, Deedee Osgood, der provokerer ved sin frivolitet og ved sin fascination af populærkulturen, som hun også underviser i på universitetet. Hun står som repræsentanten for det fire valg og den hedonistiske livsstil og bliver genstand for den islamistiske gruppes had, da hun protesterer mod bogafbrændinger i forbindelse med Salman Rushdie-affæren. 

I en post 9/11 vestlig verden er Kureishis portræt af den unge mands splittelse fortsat lige aktuel. Romanen fører læseren sammen med Shahid på tur gennem et London, der har været udsat for terrorangreb, en bombeeksplosion på Victoria Station, hvorefter der bæres lig gennem gaderne, helikoptere drøner over byen, og politifolk råber i megafoner bag vejafspærringer. Shahid går gennem byen, på vej mod sin elskede, mens han iagttager sammenbruddet og reflekterer over situationen:

”Hvad følte folk i grunden? Forvirring og vrede, fordi der et eller andet sted derude lurede store skarer af folk, som var styret af en voldsom krænkelse... Verden var fuld af brændende sager, som krævede hævn. Men inde i byerne levede de selvtilfredse, og de svælgede i deres egen overflod uden at registrere verden omkring dem. Og i dag var det meningen, at 'de heldige' – dem med prioritetslån og job, som nu vandrede rundt i gaderne og ledte efter en telefon, der fungerede – skulle vide, at også de kunne blive ramt, udvalgt, belejret.”

Overvejelser som disse har stadig dyb resonansbund to årtier efter udgivelsen, og netop i kraft af viljen til at skildre begge sider, den vestligt hedonistiske og den islamistiske, får romanen en stor styrke og undgår den oplagte faldgrube: at udvikle sig til et stykke kritik i litterær udklædning ved at placere fortællerens ben for tungt i den ene lejr. Selv om den overvejende sympati ligger hos Deedee med den frie livsstil og dyrkelsen af populærkulturen, undgår Kureishi en idylisering ved også at skildre hendes ensomhed, hendes kropslige forfald og hendes forsøg på at kontrollere og manipulere sin unge elsker. Udleveringen af Deedee til fordel for en strammere og mere traditionelt levevis bliver markant i kommentarer som: ”Selv nu vidste hun ikke, hvordan hun havde det med sit engagement – bortset fra at hun var bange for, at hendes politiske interesse i virkeligheden udelukkende havde været en form for omsorg, hvor hun havde taget sig af de undertrykte i stedet for en ægtemand.”

'Det sorte album' er Kureishis modsvar til Fatwaen mod Salman Rushdie, og optagetheden af litteraturens potentiale som personligt og politisk vækstrum viser sig i diskussionerne mellem Shahid og den islamistiske leder Riaz, hvis digtsamling Shahid får til opgave at renskrive. Under arbejdet med renskrivningen kæmper Shahid med sin trang til at trække det propagandistiske værk i en helt andet retning. Shahid påfører sig mod slutningen den islamistiske gruppes vrede, da det går op for dem, at han har blandet sine egne seksuelle fantasier sammen med de religiøse dogmer og dermed skabt et poetisk værk, der overskrider spillereglerne for begge lejre. Netop i denne overskridelse synes romanen at finde en slags frihedssvar. Det viser sig også i dyrkelsen af Prince, der i 'Det sorte album' beskrives som den ultimative transgressive personlighed, idet han rummer forskellige modpoler i samme person: halvt hvid, halvt sort; halvt mand, halvt kvinde. Litteraturen kan dermed også skabe sådanne overskridelsens mulighedsrum, og dermed finder Shahid sit modsvar til Riaz, når denne siger: ”Ser I, det ligger i hele litteraturens væsen, at den er en form for løgn – en forvrængning af sandheden. Bruger man ikke netop udtrykket 'at fortælle historie', når børn lyver?”.

Kilder, links og centrale værker