Analyse
Brodersen, Iben Konradi - Piger kan leve længe måske for evigt
Debutroman om venskab har den klassiske og eksakt registrerende fortællerstemmes styrke.
Det siges, at en sand ven bidrager mere til vores lykke end tusinde fjender til vores ulykke, men det er en sandhed med modifikationer i Iben Konradi Brodersens debutroman 'Piger kan leve længe måske for evigt'. Bogen undersøger et intenst venskab mellem to unge kvinder, der er baseret på både fascination, en underlig skæv magtbalance, et hårfint net af usikkerheder, angst for at blive forladt og en fumlende overskridelse af fysiske grænser. Brodersen fremskriver et ungt venskabs opståen og forfald med en smittende solidaritet med romanens karakterer.
Sprogligt leverer Brodersen en roman med stribevis af fine sansninger, og forfatterens fintregistrerende sanseapparat gør synet af en plisseret nederdel, der glattes, og lyden af skateboards på en rampe knivskarpe for læseren:
”De lægger sig på ryggen og kigger op i himlen. De mørkegrønne plader har suget sol til sig hele formiddagen og svider på Gros skulderplade. Efter et stykke tid kommer der nogle drenge og begynder at skate på rampen ved siden af. Man kan høre, at de er gode til det, sikre: den korte stilhed, når de holder om kanten på boardet i luften. Og så: den bragende lyd af hjulene igen, når de støder ned i rampen med en faldende krops styrke. Til sidst er Gro nødt til at sætte sig op og kigge på dem. Det er meget tilfredsstillende at se på, måden, de holder om boardet og krummer sig ind over det, kigger ud over kanten af dem selv. Det ser så let ud. Faxe, som stadig ligger på ryggen, finder frem til Gros håndled, klemmer til om det. Gro lukker sine øjne og forestiller sig, hvordan det ville være, hvis drengene skatede på hendes og Faxes rampe, mens de stadig lå der; hjulene mellem ørerne på dem, muligheden for, at det gik galt.”
Bogen starter med mødet mellem Gro og Faxe på første skoledag i 1. g., hvor Gro ligger på knæ for at spænde en klassekammerats sandaler, da Faxe indtager scenen, og slutter ved udgangen af skoleåret med Gros erkendelse af, at måske har hun også efterladt et indtryk på Faxe. I første halvdel af skoleåret er de to unge kvinder stort set uadskillelige og bruger mere energi på at pjække og tage ture ind til byen end de bruger på skolen og lektierne. Det går fint, og Gro er tydeligt fascineret af den kønne Faxes fandenivoldskhed, indtil hun midt i 1. g. står med en dårlig karakterbog i hånden, og der kommer en kurre på tråden i forholdet til Faxe. Herefter har de to unge kvinder ingen kontakt, og Gro kaster sig intenst over lektielæsningen, mens angsten for at fejle stiger.
”Man skylder verden at vende sig fra fiktionen og mod virkeligheden” har Asta Olivia Nordenhof udtalt i et interview, og den fordring har Iben Konradi Brodersen fuldstændig ignoreret med debutromanen 'Piger kan leve længe, måske for evigt' fra 2016. Som en forfriskende afvigelse for en forfatterskoleelev debuterer Brodersen nemlig med noget så old school som en klassisk roman i to dele bestående af i alt 45 kapitler. Endda fortalt i tredje person, et af fiktionens ældste greb. Alligevel er der tematiske ligheder med samtidige forfattere som Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Mikael Josephsen (sidstnævnte ikke fra Forfatterskolen) i behandlingen af sårbarheden, udsatheden og berøringen med det psykiatriske system. For hvad der for Gro starter som en venskabelig fascination af en klassekammerat, udvikler sig i bogens anden del til et regulært sammenbrud med stress, angstsymptomer, pillebehandling og indlæggelse.
Men mens tendensen i samtidslitteraturen – også kaldet den nye oprigtighed – går mod at skrive insisterende om det private og ekspressive, tilsyneladende uden fiktionens filtrerende skel mellem forfatter og fortæller, koncentrerer Brodersen sig om at beskrive og fornemme miljøet og stemningerne. Skal man lede efter slægtsfællesskaber, er der mere at hente hos Sylvia Plaths 'Glasklokken' fra 1963, hvori en ung højtpræsterende kvinde kæmper med depression og selvmordstanker. Tematisk er der fællestræk med Ina Munch Christensens debutroman 'Nielsine', som også har en ung kvindelig gymnasieelev med forelskelser og skilte forældre som omdrejningspunkt, men hvor Munch Christensens roman er præget af en stor ekspressivitet og lyst til eksperiment, har Brodersens roman den klassiske og eksakt registrerende fortællerstemmes fine styrke.
Kilder, links og centrale værker
Debutroman om venskab har den klassiske og eksakt registrerende fortællerstemmes styrke.
Det siges, at en sand ven bidrager mere til vores lykke end tusinde fjender til vores ulykke, men det er en sandhed med modifikationer i Iben Konradi Brodersens debutroman 'Piger kan leve længe måske for evigt'. Bogen undersøger et intenst venskab mellem to unge kvinder, der er baseret på både fascination, en underlig skæv magtbalance, et hårfint net af usikkerheder, angst for at blive forladt og en fumlende overskridelse af fysiske grænser. Brodersen fremskriver et ungt venskabs opståen og forfald med en smittende solidaritet med romanens karakterer.
Sprogligt leverer Brodersen en roman med stribevis af fine sansninger, og forfatterens fintregistrerende sanseapparat gør synet af en plisseret nederdel, der glattes, og lyden af skateboards på en rampe knivskarpe for læseren:
”De lægger sig på ryggen og kigger op i himlen. De mørkegrønne plader har suget sol til sig hele formiddagen og svider på Gros skulderplade. Efter et stykke tid kommer der nogle drenge og begynder at skate på rampen ved siden af. Man kan høre, at de er gode til det, sikre: den korte stilhed, når de holder om kanten på boardet i luften. Og så: den bragende lyd af hjulene igen, når de støder ned i rampen med en faldende krops styrke. Til sidst er Gro nødt til at sætte sig op og kigge på dem. Det er meget tilfredsstillende at se på, måden, de holder om boardet og krummer sig ind over det, kigger ud over kanten af dem selv. Det ser så let ud. Faxe, som stadig ligger på ryggen, finder frem til Gros håndled, klemmer til om det. Gro lukker sine øjne og forestiller sig, hvordan det ville være, hvis drengene skatede på hendes og Faxes rampe, mens de stadig lå der; hjulene mellem ørerne på dem, muligheden for, at det gik galt.”
Bogen starter med mødet mellem Gro og Faxe på første skoledag i 1. g., hvor Gro ligger på knæ for at spænde en klassekammerats sandaler, da Faxe indtager scenen, og slutter ved udgangen af skoleåret med Gros erkendelse af, at måske har hun også efterladt et indtryk på Faxe. I første halvdel af skoleåret er de to unge kvinder stort set uadskillelige og bruger mere energi på at pjække og tage ture ind til byen end de bruger på skolen og lektierne. Det går fint, og Gro er tydeligt fascineret af den kønne Faxes fandenivoldskhed, indtil hun midt i 1. g. står med en dårlig karakterbog i hånden, og der kommer en kurre på tråden i forholdet til Faxe. Herefter har de to unge kvinder ingen kontakt, og Gro kaster sig intenst over lektielæsningen, mens angsten for at fejle stiger.
”Man skylder verden at vende sig fra fiktionen og mod virkeligheden” har Asta Olivia Nordenhof udtalt i et interview, og den fordring har Iben Konradi Brodersen fuldstændig ignoreret med debutromanen 'Piger kan leve længe, måske for evigt' fra 2016. Som en forfriskende afvigelse for en forfatterskoleelev debuterer Brodersen nemlig med noget så old school som en klassisk roman i to dele bestående af i alt 45 kapitler. Endda fortalt i tredje person, et af fiktionens ældste greb. Alligevel er der tematiske ligheder med samtidige forfattere som Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Mikael Josephsen (sidstnævnte ikke fra Forfatterskolen) i behandlingen af sårbarheden, udsatheden og berøringen med det psykiatriske system. For hvad der for Gro starter som en venskabelig fascination af en klassekammerat, udvikler sig i bogens anden del til et regulært sammenbrud med stress, angstsymptomer, pillebehandling og indlæggelse.
Men mens tendensen i samtidslitteraturen – også kaldet den nye oprigtighed – går mod at skrive insisterende om det private og ekspressive, tilsyneladende uden fiktionens filtrerende skel mellem forfatter og fortæller, koncentrerer Brodersen sig om at beskrive og fornemme miljøet og stemningerne. Skal man lede efter slægtsfællesskaber, er der mere at hente hos Sylvia Plaths 'Glasklokken' fra 1963, hvori en ung højtpræsterende kvinde kæmper med depression og selvmordstanker. Tematisk er der fællestræk med Ina Munch Christensens debutroman 'Nielsine', som også har en ung kvindelig gymnasieelev med forelskelser og skilte forældre som omdrejningspunkt, men hvor Munch Christensens roman er præget af en stor ekspressivitet og lyst til eksperiment, har Brodersens roman den klassiske og eksakt registrerende fortællerstemmes fine styrke.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer