Analyse
Jelinek, Elfriede - Spillelærerinden
Ruinen af den menneskelige seksualitet.
Lad det være sagt med det samme. Der skildres ingen traditionel småpornografisk eller "farlig, men på den spændende måde" seksualitet i østrigske Jelineks roman 'Spillelærerinden' fra 1983. Romanen fortæller til gengæld historien om, hvordan seksualiteten kan indgå i selvmishandling, når lysten til kærlighed og sex vokser frem i et mishandlet menneske.
'Spillelærerinden' blev først oversat til dansk i 2005 efter forfatterens modtagelse af Nobelprisen i 2004. Handlingen kredser om spillelærerinden Erika Kohut, som burde have været en anerkendt koncertpianist, især i hendes mors øjne - men aldrig blev det. Hun er i slutningen af 30'erne og bor sammen med sin mor. De sover sammen og dominerer og tyranniserer hinanden. Faderen er forlængst forsvundet ind i en sindslidelse og er blevet indlagt permanent.
Erikas seksualitet - eller mangel på samme - er en af bogens omdrejningspunkter. Den kommer svagt til udtryk i de dyre kjoler, som hun køber og så bare hænger ind i skabet - "kjolelig" - som forarger moderen til desperation. Og så er hun voyeur: Tilskuer til peepshows og belurer par, som har sex i offentlige parker. Den lidenskabelige og lystfyldte sex oplever hun ikke selv. Til gengæld bruger Erika det meste af sin tid på at håne og nedgøre sine musikelever, ligesom hun selv bliver hånet af sin mor. Ind i denne forkrampede verden kommer en af hendes elever, den selvglade, blonde, sportstrænede Walter Klemmer, som er midt i tyverne, og som har tænkt sig at nedlægge sin spillelærerinde for at blive klogere på kvinder og sex. Det hele ender dog i mishandling og vold, og ikke i en uddannelsesproces i følelser og seksualitet.
Dominans, masochisme eller selvskadende adfærd
Efter at Erika har holdt Walter hen i en periode, som efter hans mening og maskuline selvforståelse er urimelig lang, har de deres første seksuelle møde i et omklædningsrum. Det er ikke noget rart møde. Ingen af Erikas møder med andre mennesker fremstilles positivt i de erindringer, som læseren indvies i. Hun driller, ydmyger og dominerer ham på samme måde, som hun ydmyger og tryner sine musikelever. I en traditionel sadomasochistisk leg er det stadig målet at tilfredsstille sig selv og sin partner på et eller andet tidspunkt, men her er målet absolut dominans og ydmygelse.
Erika skriver senere et brev til Walter, hvor hun beskriver, hvordan hun vil have, at han skal binde og mishandle hende seksuelt. Han dukker op i hendes og moderens lejlighed, og han læser brevet, mens han væmmes og undres højlydt overfor hende. Mens han læser, tænker Erika flere gange, at hun vil ønske, at hans kærlighed til hende vil få ham til at gætte, at hun netop ikke ønsker, at han skal mishandle hende. Når hun selv opsummerer brevets detaljerede beskrivelser i sine tanker, blandes de med erindringsglimt om at blive slået af moderen, når hun ikke præsterede, hvad hun skulle rent musikalsk og altså ikke levede op til rollen som vidunderbarn: "Et flimrende slag fra moren, fordi barnets anslag var ukorrekt. Ubestikkelige minder springer ud af den uudtømmelige æske, som udgør Erikas hjerne."
Erika siger begge dele til sin "elsker". Kys mig/ slå mig ikke og mishandl mig efter følgende forskrifter:" Kvinden længes sådan efter at han vil kysse hende i stedet for at slå. Han må gerne kysse hende så det gør ondt, bare han ikke slår. Klemmer siger, at det er i orden."... "Jeg håber ikke Klemmer slår mig, tænker hun ængsteligt. Hun understreger, at han må gøre alt og understreger: virkelig alt med mig, så længe det gør ondt..." Det er en stærkt ambivalent kommunikation og Walter bliver mere og mere aggressiv og hånlig, inden han stikker af fra Erika, uden at han har opgivet at tage hende i besiddelse på en eller anden måde.
Da han er gået, bryder Erika sammen, for hun har ikke fået det kærlighedsbevis, som hun dybest set ønsker. I stedet opfatter Walter hende nu som en freak og ser ikke den rest af menneskelighed, som er tilbage. Erika reagerer ved at mishandle sig selv: "Grædende sætter Erika plastikklemmer i friske farver fast på sin krop som grådige blodigler. På steder, som er nemme at nå for hende og som senere vil være kendetegnet ved blå mærker, sætter Erika grædende klemmer i sit kød. Hun bringer sin overflade ud af balance. Hun bringer sin hud ud af takt. Hun stikker sig med køkkenredskaber. Hun ser uforstående ned ad sin krop og leder efter andre ledige steder." Her bliver det helt tydeligt, at der er tale om en selvdestruktiv og selvskadende adfærd for hovedpersonen og slet ikke en sadomasocistisk leg. Samtidig er den symbolske sammenhæng mellem plastikklemmerne og Walter Klemmers efternavn også tydelig: Erika bruger manden som et redskab i sin mishandling af sig selv, og han deltager endda selv i det.
Depersonalisering: Når individet holder op med at betyde noget for sig selv og andre
I 'Spillelærerinden' er der et fortælleteknisk greb, som viser individer som depersonaliserede. Det sker i form af den konsekvente brug af anonymiserede betegnelser som "Hun", "Datteren" og "Moren" i bestemte scener. "Moren" bruges næsten konsekvent, mens Erika reduceres til "Datteren" i en scene, hvor hun kommer op at slås med sin mor. Effekten af, at navnene fjernes fra bestemte steder i fortællingen, bliver, at de individuelle kendetegn fjernes. I forhold til moderen lader det til, at Erika kun har værdi, når hun kan kontrolleres og når hun kan leve op til myten om at være det store spilletalent.
I Erika og Walters andet seksuelle møde, som finder sted i et rengøringsrum, vises det, hvordan Erika også i dette forhold mister sin status som individ: Hun bliver til "lærerinden" i stedet for Erika. Det må være litteraturhistoriens mest sørgelige blowjob, hvor hun knokler løs uden nogen effekt og ender med at brække sig i en spand! Ydmygelsen af hende er total. Han håner hende for at lugte og være gammel, og hun hævner sig ved at nedgøre hans musikalske evner, da de bagefter møder skolens rektor.
I romanens slutning er Erika nærmest tilintetgjort efter Walters overfald, og dagen efter opsøger hun ham, klædt ud i en alt for gammel og alt for lille kjole, som ikke engang kan lukkes. Hun sårer sig selv og vender sig væk for at vakle hjem.
Fortælling i nutid: Det udstrakte øjeblik
Romanens mest iøjnefaldende stilistiske træk er, at historien konsekvent fortælles i nutid. Traditionelt set er datid ellers en af de mest anvendte fortælleformer i fiktion, og det er normalt en markør for, at der er tale om netop fiktion og/ eller erindring. Den konsekvente brug af en narrativ nutid i 'Spillelærerinden' giver således en fornemmelse af, at fænomenerne fastfryses i et vedvarende øjeblik, som på én gang virker intenst og fængslende.
For både Walter og Erika sammenblandes iagttagelser med tankereferater til et sammenhængende billede, som i situationen hvor han iagttager hende: "Han beundrer uegennyttigt Erikas teknik, og den måde hun rytmisk bevæger sin ryg på. Han ser, hvordan hun vugger sit hoved, mens hun vægter forskellige nuancer i stykker mod hinanden. Han ser overarmens spil med musklerne, som på grund af mødet mellem kød og bevægelse gør ham ophidset. Kødet underlægger sig den indre bevægelse gennem musikken, som Klemmer inderligt ønsker, at hans lærerinde engang vil underlægge sig ham. Han hvæsser sin krop i sædet. Den ene hånd strejfer tilfældigt hans køns skrækkelige våben." Brugen af den narrative nutid hænger tematisk sammen med Walters blik i dette tilfælde, et blik som hun er fanget af uden mulighed for at kunne slippe væk. I en traditionel romanform blandes den narrative datid med refleksioner i nutid og ofte en slutning, som er skrevet i nutid. Men den vedvarende nutid i 'Spillelærerinden' er et statisk billede, og som romankarakter er Erika fanget i en evig nutid uden forløsning eller håb for fremtiden.
Perspektivering: Manden som redskab på godt og ondt
I andre romaner er det seksuelle møde mellem en voksen kvinde og en ung mand ofte et frigørelsestema. Et kendt eksempel på det fra den danske litteraturhistorie er Klaus Rifbjergs 'Anna, jeg Anna' fra 1969, hvor hovedpersonen Anna bruger sin rimelig tilfældige unge elsker til at gøre sig fri af sit pæne, borgerlige liv som diplomatfrue. I mange pornografiske romaner er manden også et redskab for kvinden, til at hun kan opdage og udvikle sin egen seksualitet. Men i 'Spillelærerinden' bliver manden til et redskab i en kvindes selvdestruktive adfærd, uden at det egentlig er det, hovedpersonen ønsker og længes imod.
Elfriede Jelinek behandler også sammenblandingen af begær og menneskelig ødelæggelse i andre værker, for eksempel 'Lyst' som også er fra 1989. Her er temaet et ægteskab, hvor man i parforholdet dominerer kvinden seksuelt og helt uden hensyntagen til hende som individ eller til hendes lyst som sådan. De kontroversielle emner for Jelineks forfatterskab var også baggrunden for en større debat, da hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2004.
Kilder, links og centrale værker
Ruinen af den menneskelige seksualitet.
Lad det være sagt med det samme. Der skildres ingen traditionel småpornografisk eller "farlig, men på den spændende måde" seksualitet i østrigske Jelineks roman 'Spillelærerinden' fra 1983. Romanen fortæller til gengæld historien om, hvordan seksualiteten kan indgå i selvmishandling, når lysten til kærlighed og sex vokser frem i et mishandlet menneske.
'Spillelærerinden' blev først oversat til dansk i 2005 efter forfatterens modtagelse af Nobelprisen i 2004. Handlingen kredser om spillelærerinden Erika Kohut, som burde have været en anerkendt koncertpianist, især i hendes mors øjne - men aldrig blev det. Hun er i slutningen af 30'erne og bor sammen med sin mor. De sover sammen og dominerer og tyranniserer hinanden. Faderen er forlængst forsvundet ind i en sindslidelse og er blevet indlagt permanent.
Erikas seksualitet - eller mangel på samme - er en af bogens omdrejningspunkter. Den kommer svagt til udtryk i de dyre kjoler, som hun køber og så bare hænger ind i skabet - "kjolelig" - som forarger moderen til desperation. Og så er hun voyeur: Tilskuer til peepshows og belurer par, som har sex i offentlige parker. Den lidenskabelige og lystfyldte sex oplever hun ikke selv. Til gengæld bruger Erika det meste af sin tid på at håne og nedgøre sine musikelever, ligesom hun selv bliver hånet af sin mor. Ind i denne forkrampede verden kommer en af hendes elever, den selvglade, blonde, sportstrænede Walter Klemmer, som er midt i tyverne, og som har tænkt sig at nedlægge sin spillelærerinde for at blive klogere på kvinder og sex. Det hele ender dog i mishandling og vold, og ikke i en uddannelsesproces i følelser og seksualitet.
Dominans, masochisme eller selvskadende adfærd
Efter at Erika har holdt Walter hen i en periode, som efter hans mening og maskuline selvforståelse er urimelig lang, har de deres første seksuelle møde i et omklædningsrum. Det er ikke noget rart møde. Ingen af Erikas møder med andre mennesker fremstilles positivt i de erindringer, som læseren indvies i. Hun driller, ydmyger og dominerer ham på samme måde, som hun ydmyger og tryner sine musikelever. I en traditionel sadomasochistisk leg er det stadig målet at tilfredsstille sig selv og sin partner på et eller andet tidspunkt, men her er målet absolut dominans og ydmygelse.
Erika skriver senere et brev til Walter, hvor hun beskriver, hvordan hun vil have, at han skal binde og mishandle hende seksuelt. Han dukker op i hendes og moderens lejlighed, og han læser brevet, mens han væmmes og undres højlydt overfor hende. Mens han læser, tænker Erika flere gange, at hun vil ønske, at hans kærlighed til hende vil få ham til at gætte, at hun netop ikke ønsker, at han skal mishandle hende. Når hun selv opsummerer brevets detaljerede beskrivelser i sine tanker, blandes de med erindringsglimt om at blive slået af moderen, når hun ikke præsterede, hvad hun skulle rent musikalsk og altså ikke levede op til rollen som vidunderbarn: "Et flimrende slag fra moren, fordi barnets anslag var ukorrekt. Ubestikkelige minder springer ud af den uudtømmelige æske, som udgør Erikas hjerne."
Erika siger begge dele til sin "elsker". Kys mig/ slå mig ikke og mishandl mig efter følgende forskrifter:" Kvinden længes sådan efter at han vil kysse hende i stedet for at slå. Han må gerne kysse hende så det gør ondt, bare han ikke slår. Klemmer siger, at det er i orden."... "Jeg håber ikke Klemmer slår mig, tænker hun ængsteligt. Hun understreger, at han må gøre alt og understreger: virkelig alt med mig, så længe det gør ondt..." Det er en stærkt ambivalent kommunikation og Walter bliver mere og mere aggressiv og hånlig, inden han stikker af fra Erika, uden at han har opgivet at tage hende i besiddelse på en eller anden måde.
Da han er gået, bryder Erika sammen, for hun har ikke fået det kærlighedsbevis, som hun dybest set ønsker. I stedet opfatter Walter hende nu som en freak og ser ikke den rest af menneskelighed, som er tilbage. Erika reagerer ved at mishandle sig selv: "Grædende sætter Erika plastikklemmer i friske farver fast på sin krop som grådige blodigler. På steder, som er nemme at nå for hende og som senere vil være kendetegnet ved blå mærker, sætter Erika grædende klemmer i sit kød. Hun bringer sin overflade ud af balance. Hun bringer sin hud ud af takt. Hun stikker sig med køkkenredskaber. Hun ser uforstående ned ad sin krop og leder efter andre ledige steder." Her bliver det helt tydeligt, at der er tale om en selvdestruktiv og selvskadende adfærd for hovedpersonen og slet ikke en sadomasocistisk leg. Samtidig er den symbolske sammenhæng mellem plastikklemmerne og Walter Klemmers efternavn også tydelig: Erika bruger manden som et redskab i sin mishandling af sig selv, og han deltager endda selv i det.
Depersonalisering: Når individet holder op med at betyde noget for sig selv og andre
I 'Spillelærerinden' er der et fortælleteknisk greb, som viser individer som depersonaliserede. Det sker i form af den konsekvente brug af anonymiserede betegnelser som "Hun", "Datteren" og "Moren" i bestemte scener. "Moren" bruges næsten konsekvent, mens Erika reduceres til "Datteren" i en scene, hvor hun kommer op at slås med sin mor. Effekten af, at navnene fjernes fra bestemte steder i fortællingen, bliver, at de individuelle kendetegn fjernes. I forhold til moderen lader det til, at Erika kun har værdi, når hun kan kontrolleres og når hun kan leve op til myten om at være det store spilletalent.
I Erika og Walters andet seksuelle møde, som finder sted i et rengøringsrum, vises det, hvordan Erika også i dette forhold mister sin status som individ: Hun bliver til "lærerinden" i stedet for Erika. Det må være litteraturhistoriens mest sørgelige blowjob, hvor hun knokler løs uden nogen effekt og ender med at brække sig i en spand! Ydmygelsen af hende er total. Han håner hende for at lugte og være gammel, og hun hævner sig ved at nedgøre hans musikalske evner, da de bagefter møder skolens rektor.
I romanens slutning er Erika nærmest tilintetgjort efter Walters overfald, og dagen efter opsøger hun ham, klædt ud i en alt for gammel og alt for lille kjole, som ikke engang kan lukkes. Hun sårer sig selv og vender sig væk for at vakle hjem.
Fortælling i nutid: Det udstrakte øjeblik
Romanens mest iøjnefaldende stilistiske træk er, at historien konsekvent fortælles i nutid. Traditionelt set er datid ellers en af de mest anvendte fortælleformer i fiktion, og det er normalt en markør for, at der er tale om netop fiktion og/ eller erindring. Den konsekvente brug af en narrativ nutid i 'Spillelærerinden' giver således en fornemmelse af, at fænomenerne fastfryses i et vedvarende øjeblik, som på én gang virker intenst og fængslende.
For både Walter og Erika sammenblandes iagttagelser med tankereferater til et sammenhængende billede, som i situationen hvor han iagttager hende: "Han beundrer uegennyttigt Erikas teknik, og den måde hun rytmisk bevæger sin ryg på. Han ser, hvordan hun vugger sit hoved, mens hun vægter forskellige nuancer i stykker mod hinanden. Han ser overarmens spil med musklerne, som på grund af mødet mellem kød og bevægelse gør ham ophidset. Kødet underlægger sig den indre bevægelse gennem musikken, som Klemmer inderligt ønsker, at hans lærerinde engang vil underlægge sig ham. Han hvæsser sin krop i sædet. Den ene hånd strejfer tilfældigt hans køns skrækkelige våben." Brugen af den narrative nutid hænger tematisk sammen med Walters blik i dette tilfælde, et blik som hun er fanget af uden mulighed for at kunne slippe væk. I en traditionel romanform blandes den narrative datid med refleksioner i nutid og ofte en slutning, som er skrevet i nutid. Men den vedvarende nutid i 'Spillelærerinden' er et statisk billede, og som romankarakter er Erika fanget i en evig nutid uden forløsning eller håb for fremtiden.
Perspektivering: Manden som redskab på godt og ondt
I andre romaner er det seksuelle møde mellem en voksen kvinde og en ung mand ofte et frigørelsestema. Et kendt eksempel på det fra den danske litteraturhistorie er Klaus Rifbjergs 'Anna, jeg Anna' fra 1969, hvor hovedpersonen Anna bruger sin rimelig tilfældige unge elsker til at gøre sig fri af sit pæne, borgerlige liv som diplomatfrue. I mange pornografiske romaner er manden også et redskab for kvinden, til at hun kan opdage og udvikle sin egen seksualitet. Men i 'Spillelærerinden' bliver manden til et redskab i en kvindes selvdestruktive adfærd, uden at det egentlig er det, hovedpersonen ønsker og længes imod.
Elfriede Jelinek behandler også sammenblandingen af begær og menneskelig ødelæggelse i andre værker, for eksempel 'Lyst' som også er fra 1989. Her er temaet et ægteskab, hvor man i parforholdet dominerer kvinden seksuelt og helt uden hensyntagen til hende som individ eller til hendes lyst som sådan. De kontroversielle emner for Jelineks forfatterskab var også baggrunden for en større debat, da hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2004.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer