Sex, død og skrivning væves på interessant vis sammen i John Irvings 'Sidste nat i Twisted River'. Samtidig kombinerer romanen den store historie med den lille – noget der gør bogen til en anderledes og interessant fortælling om USA gennem de sidste 60 år.
'Sidste nat i Twisted River' er på mange måder en klassisk John Irving-roman. Ligesom flere af hans tidligere værker foregår en del af handlingen i New England, og bogen forholder sig til temaer som forældreløshed, seksuelle outsidere og dødsulykker – selv wrestling spiller en mindre rolle, også i dette værk. Imidlertid kan romanen ligeså vel ses som et nyt kapitel i Irvings forfatterskab. Bogen er mere politisk end nogen af hans tidligere værker og indeholder flere selvbiografiske træk – uden at dette dog gør værket til en nøgleroman.
John Irving, der er internationalt anerkendt for bøger som 'Verden ifølge Garp' og 'Æblemostreglementet', er født i 1942 og deler fødselsår med romanens hovedperson, Daniel Baciagalupo (senere Danny Angel). Endvidere bliver denne hovedperson, ligesom Irving selv, forfatter, og det er absolut ikke svært at se lighederne mellem Irvings og Dannys forfatterskab. Eksempelvis udgiver de hver en roman om Vietnamkrigen – 'En bøn for Owen Meany' og Daniels 'Kennedyfædrene', ligesom begge tematiserer spørgsmål som abort og alternative familiestrukturer. Imidlertid er Daniel Baciagalupo ikke identisk med Irving, og hvis man ønsker at læse en selvbiografi, vil man blive skuffet.
Romanen begynder i 1954 i Twisted River - en lille skovarbejderbebyggelse i New Hampshire. Her lever den moderløse Daniel sammen med sin far Dominic, der ejer et lille spisehus. I spisehuset lytter den 12-årige Daniel til de voksnes historier og påvirkes af det lille samfunds originaler – den ondskabsfulde og skydegale vicesherif, de sexchikanerende køkkenmedhjælpere, den frihedselskende fløter Ketchum og vicesheriffens kæreste, den indianske opvasker Jane. Alle disse personer, især de to sidste, kommer på hver deres måde til at spille skæbnesvangre roller for Daniel og Dominics videre liv.
En sen nat overrasker Daniel sin far og Jane i at have sex. Stærkt inspireret af farens historie, om hvordan han i sin tid slog en bjørn i hovedet med en gammel støbejernspande, forveksler Daniel den sorthårede indianer med en bjørn, og dræber hende for at redde faderen. Dette bliver begyndelsen på en flugt, der varer over halvtreds år, og som fører faderen og Daniel rundt i det nordlige Amerika og Canada.
Værket er bygget op af forskellige afsnit, der hver afsluttes eller begyndes med en ny flugt. Vi møder således faren og Daniel i Boston i 1967, i Vermont i 1983 og i Toronto i 2000. Hvert afsnit giver Daniel og faren et ti til femten års forspring – både i forhold til vicesheriffen og i forhold til læseren. En stor del af historien foregår derfor i tilbageblik. Dette medfører en stor grad af suspense – eksempelvis i afsnittet om Toronto, hvor man allerede fra begyndelsen har fornemmelsen af, at noget er galt, men først 14 sider inde i afsnittet får bekræftet af Daniels søn Joe er død 13 år tidligere. Stort set alle vigtige begivenheder, med undtagelse af drabet på vicesheriffen da han endelig har fundet og skudt Daniels far, leveres således i reflekteret tilbageblik.
Risikoen ved denne teknik kunne være en fornemmelse af følelsesmæssig afstand mellem læseren og de ofte tragiske begivenheder, men dette er ikke tilfældet. Selvom smerten beskrives på afstand, beskrives den så indlevende, at man som læser ikke føler, at man blot hører et uvedkommende referat. Tværtimod giver anstanden i tid forfatteren mulighed for at understrege de konsekvenser de tragiske begivenheder får for værkets personer, hvilket medfører at begivenhederne næsten fremstår mere signifikante, end hvis de var blevet præsenteret fortløbende.
Som allerede antydet handler bogen også om skribentvirksomhed, og det er netop på grund af hovedpersonens status som forfatter, at de reflekterede tilbageblik lykkes så godt, som de gør. Forfatteren beskrives som en priviligeret iagttager – som personer med næsten overnaturlige evner, der er i stand til at forudse fremtiden og sætte fortiden ind i et mønster. Denne opmærksomhed overfor forfatterrollen giver endvidere bogen en ironisk selvdistance. Et eksempel er samtalen mellem Daniel og hans fars gamle flamme Carmella. Carmella udtrykker bekymring over, at folk kunne forveksle Daniels nye bog med en kogebog på grund af dens store fokus på gastronomi. Interessant nok optræder der, især i første del af 'Sidste nat i Twisted River', en stor mængde madlavningsbeskrivelser, der er så deltaljerede, at de næsten kan bruges som opskrifter. Disse detaljerede beskrivelser er blevet kritiseret af en del anmeldere, og Daniels samtale med Carmella kan således læses som et forhåndsindlæg i denne debat.
Parallellerne mellem Daniels forfattervirksomhed og selve romanen bruges dog også mere seriøst. Som det hedder i værkets begyndelse:
”Han (Daniel) var for ung til at vide, at der ikke fandtes nogen tilfældigheder i en roman, der var bare nogenlunde forudseende”.
Denne karakteristik tillader forfatteren at spænde mængden af ”realistiske” tilfældigheder til det yderste, hvilket skaber en fornemmelse af dobbelthed mellem det beskrevne liv og Daniels litteratur. Denne dobbelthed bliver endnu tydeligere i bogens sidste kapitel, hvor Daniel påbegynder en ny bog, der har samme indledningssætning som selve 'Sidste nat i Twisted River'. Dette giver samtidig forfatteren mulighed for, at fremhæve de aspekter af bogen, han tillægger speciel signifikans. Det er således i sidste kapitel, at fløteren Ketchum, en ven af familien og en form for ekstrafar for Daniel, udpeges som bogens virkelige hovedperson:
”Daniel Baciagalupo mente ikke, det var Ketchum-personen, der skulle indlede det første kapitel. Det var bedre at gemme Ketchum-personen lidt og lade læseren vente med at møde ham. Nogen gange havde hovedpersonen brug for at gemme sig lidt”.
Denne sætning er interessant, fordi den udpeger en anden hovedperson end Daniel – en hovedperson som læseren, i modsætning til flere andre personer i værket, aldrig får indre blik på, og som i en stor del af romanen udelukkende mødes i Daniels og hans fars fantasi, eller gennem telefonsamtaler og aggressive faxer. Alligevel virker udpegningen af ham som hovedperson plausibel. For det første er han den, der sætter hele intrigen i gang. Det var nemlig ikke en bjørn faderen i sin tid slog ned med en stegepande, men derimod Ketchum, der havde et forhold til Daniels mor. Dette forhindrede dog ikke faderen og Ketchum i at være gode venner, og i at finde en måde at dele moderen på. Romanen understreger, at hvis faderen og Ketchum ikke havde brugt bjørnehistorien til at dække over deres uenighed, ville unge Daniel aldrig have dræbt Jane, og dermed ville faderen og Daniels flugt gennem Amerika aldrig være begyndt. Men ikke nok med det – Ketchum bliver også indirekte baggrunden for Daniels forfatterkarriere. Faderen læser stort set ikke, hvorimod analfabeten Ketchum, der i stedet for at lære at læse, havde sex med Daniels mor, elsker litteraturen så højt, at han beder sine senere elskerinder om at læse højt for ham, som en form for forspil. Samtidig er det i bogstaveligste forstand Ketchum, der skaber Daniels forfatteridentitet, Danny Angel. Ketchum frygter at vicesheriffen vil fange faderen, hvis han ser Daniels navn på forsiden af en bog, og ”tvinger” derfor Daniel til at antage et pseudonym.
Efter Ketchums død overtager Daniel endvidere mere og mere af Ketchum i sin offentlige identitet, herunder hans politiske retorik. Dette understreger, at det er Ketchum-personen der er med til at gøre 'Sidste nat i Twisted River' til en af Irvings mest politiske romaner. Hvor Daniel indtil Ketchums død febrilsk prøver at holde politikken adskilt fra litteraturen, bliver Ketchum talerør for en radikal kritik af USA – en kritik der dog ikke nødvendigvis skal læses som fuldstændig i overenstemmelse med forfatterens.
Det er dog ikke kun gennem Ketchum, at bogen bliver politisk, men ligeledes gennem plottet. Daniel undgår at komme til Vietnam, fordi han får en søn (så at sige produceret til formålet), han og hans far overværer den dramatiske retræte fra Seoul i en kinesisk restaurant, hvor faderen arbejder, der kommenteres på abort, og spredningen af faderens aske i Twisted River falder sammen med angrebet på World Trade Center.
'Sidste nat i Twisted River' er således ikke kun en stor roman om store menneskeskæbner, men ligeledes, især måske for en dansker, en interessant beskrivelse og diagnose af USA gennem de sidste 60 år. Værket er langt og med mange flere interessante tematikker, end det har været muligt at berøre i det ovenstående – så der er stadig masser at tage fat på.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer