Analyse
Holst, Kamilla Hega - På træk
'På træk' bevæger sig i eksistensens gråzoner og undersøger menneskelige relationer i en tosporet destruktionsfortælling om kvinden Kaya i sexturismens Pattaya.
I Kamilla Hega Holsts nye roman 'På træk' møder vi forfatteren Kaya, der igennem et par måneder opholder sig hos sin velhavende morfar i den globale sexturismes hovedstad Pattaya. I Pattaya forsøger den afpillede og ansvarssky Kaya at komme sig over et forlist ægteskab, et forlist kærlighedsforhold og en diskusprolaps.
Fortællespor og relationer
Romanen er bygget op omkring to fortællespor. Første spor er nutidsfortællingen om opholdet i Thailand, der udvikler sig i en mere og mere destruktiv, selvødelæggende men måske også rensende retning. Andet spor er en fragmentarisk opbygget fortælling om de år, der leder op til Kayas ophold i Thailand: om fødslen og det gradvise tab af børnene Liva og Leo, bruddet med manden Carsten, faderens død, affæren med Carstens bedste ven Emil, kærlighedsforliset og aborten. Romanens to spor fortælles henholdsvis af en jeg-fortæller og en tredjepersonsfortæller. Denne vekslen skaber en urolig bevægelse mellem kaotisk, kvælende nærhed og distancerende, isolerende afstand; en uro og vekslen, der også præger Kayas forhold til omverdenen: hun er enten for tæt på eller for langt fra andre, orker ikke at lukke nye mennesker ind i sit liv, og giver ikke slip på dem, der er inde:
”Carsten taler ofte om den byrde, jeg bærer på; et panser, kalder han det, at være flere år om at lukke et andet menneske ind. […] Når først jeg åbner sluserne, siger han, har jeg svært ved igen at give slip; jeg skal komme videre, siger han og ser på mig, som om jeg aldrig rigtig har sluppet ham. Jeg ved, han har ret. Der er så meget, han ikke ved om mig.” (s. 258)
Relationer, nærhed og afstand til børn, mænd, bedsteforældre og forældre er et centralt emne i Hega Holsts roman. De gentagne skift mellem første- og tredjepersonsfortælleren peger samtidig på det umulige i at fremstille et splittet og fragmenteret selv som en helhed. Kayas liv, selvbillede, omverden og relationer er præget af ødelæggelse og brud, hvilket i romanen konkretiseres i de gentagne billeder af Kayas flækkede køn, selv, negle, familie og læber. Hun ”Vidste ikke, at man kunne flække. Dybt og indvendigt.” (s. 17), lyder det i en indledende post-fødselsrefleksion, der foregriber romanens gang og Kayas liv, hvor ”Carsten og børnenes fravær flækkede hende” (s. 181). Destruktionen af helheden, familien, selvet og kroppen sætter sig således også igennem i romanens flækkede fortællekonstruktion og splittede fortællerstemmer.
Kroppen: forgængelighed og salg
I centrum af romanen står kroppen og dens processer, beskrevet i et nøgternt, registrerende sprog. Titlens dobbelttydige klangbund antyder to af romanens grundtematikker med udgangspunkt i netop kroppen. På den ene side alluderer 'På træk' til fuglenes årlige træk og naturens memento mori, menneskelivets flygtighed og kroppens forgængelighed. Død og destruktion er uimodståelige og uovervindelige kræfter i Kayas liv. Hun er slået af dødsenglen, som muslimske Mali fortæller om, efter farens og fostrets død, og hengiver sig til en nydelsesfuld selvdestruktion i Pattaya. Hendes krop assimileres gradvist i det grumsede sexparadis: ”Jeg betragter mine negle, imens jeg venter; små blomster i forskellige farver. Guldkanter og glimmer. Mine nybarberede ben.” (s. 205). Og hun kaster sig ud i et afsluttende voldsomt, destruktivt sex-, druk- og voldsorgie, der på den anden side fremhæver titlens anden kropsallusion, nemlig til de prostituerede thaier, der trækker på Pattayas gader, barer og natklubber. I en omvending af forhold og roller i sexsalget ender det dog med at være Kaya, der får penge for at stille sin krop til rådighed, og dermed er Pattaya-assimilationen total. Kaya er både den, der køber og sælger sex i mødet med den biseksuelle russer og den transkønnede ladyboy. I Pattayas sexparadis overskrides alle normative grænser. Feminint og maskulint, intimitet og salg, vesterlænding og thai, udnyttet og udnyttende, paradis og afgrund blandes i en grumset mikstur, hvilket bl.a. også illustreres af morfarens og den tidligere ansatte Malis uklare intime forhold, blandingsmennesket bastarden i lejligheden på 27. etage og paradisets paradoksalt affaldsbefængte strand og beskidte vand.
En grumset, tvetydig verden
Sammenknytningen af magt og kærlighed, penge og sex kan dog ikke afgrænses til Thailand: Kayas forhold til Carsten, Liva og Leo, Emil, faren, moren og det kropsligt pinefulde skrivearbejde er alle på sine måder præget af nytte- og udnyttelsesforhold, pengesager, skyld og gæld, magt og skam. Carsten kræver f.eks. at få 20.000 kr. af Kaya ved bruddet: ”En slags skilsmissecheck, noget, der fik Kaya til at tænke på filmstjerner; at blive købt og købe sig fri af ægteskaber, noget, der afslørede økonomi som en del af det allermest intime.” (s. 212). Således er en overskridelse af normer og grænser, moralske kategorier og sort-hvide forestillinger om verden central i 'På træk'. Hega Holst dømmer ingen, men viser tværtimod, hvordan verden altid er gråtonet, nuanceret og grumset, hvordan relationer aldrig er ”rene”, fri for magt og økonomi, samt hvordan sort og hvidt, godt og ondt, kvinde og mand, sex og penge, barn og voksen, udnyttelse og kærlighed aldrig entydigt kan adskilles.
Tvetydigheden og gråzonerne gør sig gældende helt ud på sætningsniveau: ”Hun tænkte, at det udsultede ved hende var endnu en nuance til Carstens samvittighed, at det var urimeligt og så alligevel fuldstændigt rimeligt, hvis Emil trak sig.” (s. 178). Hega Holst bygger ofte sine sætninger op, så de fremtvinger en dobbelthed og genforståelse: læseren tænker først, at det urimelige er knyttet til Carstens brud med Kaya, hendes martrede krop og hans skyldtyngede samvittighed. Men til slut knyttes denne urimelighed til elskeren Emil. Igen: ”Det var en kærlighedshistorie, hun havde skrevet; en utroskabshistorie” (s. 210). Sætningsopbygningen bryder også med en dualistisk tænkning i modsætninger og adskillelser (f.eks. en fin, lykkelig kærlighedshistorie vs. en anløben, ulykkelig utroskabshistorie). Det ofte anvendte semikolon knytter adskilte kategorier og modsatte ord sammen i en fremskrivning af gråzoner, der henviser til Kayas – og menneskets – forvirrede orientering i moralens kategorier, verdens normer og menneskets lyster.
Paradis og afgrund
Romanens tvetydige slutning er et spørgsmål om fortolkning: Er et andet liv, måske endda en ny kærlighed knyttet til bastarden, muligt for Kaya? Eller er de febrilske svømmetag i det sviende, blændende saltvand en endelig fortabelse? Kan Kaya vende renset og usminket hjem efter turen til den thailandske afgrund? Eller er rejsen til sexparadiset en slags omvendt udøvelse af Malis pilgrimsfærd, ”en overvindelse af legemet, der skal forberede hende på at dø” (s. 260)? En del ting i Kayas rejse spejler forvrænget den pilgrimsfærd, som Mali vil drage ud på, når morfaren dør. I stedet for at overvinde legemets lyster i en religiøs stræben følger Kaya dog modstandsløst legemets nydelsessøgende, destruktive færd gennem det grumsede paradis hen mod afgrunden; en bevægelse der sættes i gang allerede inden fortællingens begyndelse, hvor et indledende citat fra Thomas Manns Døden i Venedig (1912) afsluttes således: ”For hvordan skulle den kunne opdrage, der uforbederligt / og i kraft af sin natur drages mod afgrunden?” (s. 7). Citatet er et forudgreb, der leder fortolkningen i retning af forfatteren Kayas fortabelse og endelige opløsning. Og så alligevel, som Kamilla Hega Holst selv har påpeget, der findes dog et håb i titlens flertydighed: man vender ofte hjem igen – for at skrive om rejsen – efter at have været 'På træk'.
'På træk' udfordrer altså hele tiden sort-hvide forestillinger om verden, og udforsker menneskelige relationer i alverdens grå nuancer. Undersøgelsen af nuancer og gråzoner fortsætter Hega Holst i skellet mellem fakta og fiktion: en del af romanen er baseret på biografisk stof fra hendes eget liv, f.eks. er hun selv skilt, har vundet priser for sine børnebøger, og har en morfar i Thailand. Men har Kamilla været på en tur som Kayas til det rådnende Pattaya? Svaret står hen i det uvisse. Således opløser romanen hele tiden modsætningerne fakta og fiktion, godt og ondt, øst og vest, udnyttelse og kærlighed i en fremstilling af en kompleks, grumset og gråtonet menneskeverden fuld af glimmer, skrald og penge; børn, lidelse og nydelse.
'På træk' bevæger sig i eksistensens gråzoner og undersøger menneskelige relationer i en tosporet destruktionsfortælling om kvinden Kaya i sexturismens Pattaya.
I Kamilla Hega Holsts nye roman 'På træk' møder vi forfatteren Kaya, der igennem et par måneder opholder sig hos sin velhavende morfar i den globale sexturismes hovedstad Pattaya. I Pattaya forsøger den afpillede og ansvarssky Kaya at komme sig over et forlist ægteskab, et forlist kærlighedsforhold og en diskusprolaps.
Fortællespor og relationer
Romanen er bygget op omkring to fortællespor. Første spor er nutidsfortællingen om opholdet i Thailand, der udvikler sig i en mere og mere destruktiv, selvødelæggende men måske også rensende retning. Andet spor er en fragmentarisk opbygget fortælling om de år, der leder op til Kayas ophold i Thailand: om fødslen og det gradvise tab af børnene Liva og Leo, bruddet med manden Carsten, faderens død, affæren med Carstens bedste ven Emil, kærlighedsforliset og aborten. Romanens to spor fortælles henholdsvis af en jeg-fortæller og en tredjepersonsfortæller. Denne vekslen skaber en urolig bevægelse mellem kaotisk, kvælende nærhed og distancerende, isolerende afstand; en uro og vekslen, der også præger Kayas forhold til omverdenen: hun er enten for tæt på eller for langt fra andre, orker ikke at lukke nye mennesker ind i sit liv, og giver ikke slip på dem, der er inde:
”Carsten taler ofte om den byrde, jeg bærer på; et panser, kalder han det, at være flere år om at lukke et andet menneske ind. […] Når først jeg åbner sluserne, siger han, har jeg svært ved igen at give slip; jeg skal komme videre, siger han og ser på mig, som om jeg aldrig rigtig har sluppet ham. Jeg ved, han har ret. Der er så meget, han ikke ved om mig.” (s. 258)
Relationer, nærhed og afstand til børn, mænd, bedsteforældre og forældre er et centralt emne i Hega Holsts roman. De gentagne skift mellem første- og tredjepersonsfortælleren peger samtidig på det umulige i at fremstille et splittet og fragmenteret selv som en helhed. Kayas liv, selvbillede, omverden og relationer er præget af ødelæggelse og brud, hvilket i romanen konkretiseres i de gentagne billeder af Kayas flækkede køn, selv, negle, familie og læber. Hun ”Vidste ikke, at man kunne flække. Dybt og indvendigt.” (s. 17), lyder det i en indledende post-fødselsrefleksion, der foregriber romanens gang og Kayas liv, hvor ”Carsten og børnenes fravær flækkede hende” (s. 181). Destruktionen af helheden, familien, selvet og kroppen sætter sig således også igennem i romanens flækkede fortællekonstruktion og splittede fortællerstemmer.
Kroppen: forgængelighed og salg
I centrum af romanen står kroppen og dens processer, beskrevet i et nøgternt, registrerende sprog. Titlens dobbelttydige klangbund antyder to af romanens grundtematikker med udgangspunkt i netop kroppen. På den ene side alluderer 'På træk' til fuglenes årlige træk og naturens memento mori, menneskelivets flygtighed og kroppens forgængelighed. Død og destruktion er uimodståelige og uovervindelige kræfter i Kayas liv. Hun er slået af dødsenglen, som muslimske Mali fortæller om, efter farens og fostrets død, og hengiver sig til en nydelsesfuld selvdestruktion i Pattaya. Hendes krop assimileres gradvist i det grumsede sexparadis: ”Jeg betragter mine negle, imens jeg venter; små blomster i forskellige farver. Guldkanter og glimmer. Mine nybarberede ben.” (s. 205). Og hun kaster sig ud i et afsluttende voldsomt, destruktivt sex-, druk- og voldsorgie, der på den anden side fremhæver titlens anden kropsallusion, nemlig til de prostituerede thaier, der trækker på Pattayas gader, barer og natklubber. I en omvending af forhold og roller i sexsalget ender det dog med at være Kaya, der får penge for at stille sin krop til rådighed, og dermed er Pattaya-assimilationen total. Kaya er både den, der køber og sælger sex i mødet med den biseksuelle russer og den transkønnede ladyboy. I Pattayas sexparadis overskrides alle normative grænser. Feminint og maskulint, intimitet og salg, vesterlænding og thai, udnyttet og udnyttende, paradis og afgrund blandes i en grumset mikstur, hvilket bl.a. også illustreres af morfarens og den tidligere ansatte Malis uklare intime forhold, blandingsmennesket bastarden i lejligheden på 27. etage og paradisets paradoksalt affaldsbefængte strand og beskidte vand.
En grumset, tvetydig verden
Sammenknytningen af magt og kærlighed, penge og sex kan dog ikke afgrænses til Thailand: Kayas forhold til Carsten, Liva og Leo, Emil, faren, moren og det kropsligt pinefulde skrivearbejde er alle på sine måder præget af nytte- og udnyttelsesforhold, pengesager, skyld og gæld, magt og skam. Carsten kræver f.eks. at få 20.000 kr. af Kaya ved bruddet: ”En slags skilsmissecheck, noget, der fik Kaya til at tænke på filmstjerner; at blive købt og købe sig fri af ægteskaber, noget, der afslørede økonomi som en del af det allermest intime.” (s. 212). Således er en overskridelse af normer og grænser, moralske kategorier og sort-hvide forestillinger om verden central i 'På træk'. Hega Holst dømmer ingen, men viser tværtimod, hvordan verden altid er gråtonet, nuanceret og grumset, hvordan relationer aldrig er ”rene”, fri for magt og økonomi, samt hvordan sort og hvidt, godt og ondt, kvinde og mand, sex og penge, barn og voksen, udnyttelse og kærlighed aldrig entydigt kan adskilles.
Tvetydigheden og gråzonerne gør sig gældende helt ud på sætningsniveau: ”Hun tænkte, at det udsultede ved hende var endnu en nuance til Carstens samvittighed, at det var urimeligt og så alligevel fuldstændigt rimeligt, hvis Emil trak sig.” (s. 178). Hega Holst bygger ofte sine sætninger op, så de fremtvinger en dobbelthed og genforståelse: læseren tænker først, at det urimelige er knyttet til Carstens brud med Kaya, hendes martrede krop og hans skyldtyngede samvittighed. Men til slut knyttes denne urimelighed til elskeren Emil. Igen: ”Det var en kærlighedshistorie, hun havde skrevet; en utroskabshistorie” (s. 210). Sætningsopbygningen bryder også med en dualistisk tænkning i modsætninger og adskillelser (f.eks. en fin, lykkelig kærlighedshistorie vs. en anløben, ulykkelig utroskabshistorie). Det ofte anvendte semikolon knytter adskilte kategorier og modsatte ord sammen i en fremskrivning af gråzoner, der henviser til Kayas – og menneskets – forvirrede orientering i moralens kategorier, verdens normer og menneskets lyster.
Paradis og afgrund
Romanens tvetydige slutning er et spørgsmål om fortolkning: Er et andet liv, måske endda en ny kærlighed knyttet til bastarden, muligt for Kaya? Eller er de febrilske svømmetag i det sviende, blændende saltvand en endelig fortabelse? Kan Kaya vende renset og usminket hjem efter turen til den thailandske afgrund? Eller er rejsen til sexparadiset en slags omvendt udøvelse af Malis pilgrimsfærd, ”en overvindelse af legemet, der skal forberede hende på at dø” (s. 260)? En del ting i Kayas rejse spejler forvrænget den pilgrimsfærd, som Mali vil drage ud på, når morfaren dør. I stedet for at overvinde legemets lyster i en religiøs stræben følger Kaya dog modstandsløst legemets nydelsessøgende, destruktive færd gennem det grumsede paradis hen mod afgrunden; en bevægelse der sættes i gang allerede inden fortællingens begyndelse, hvor et indledende citat fra Thomas Manns Døden i Venedig (1912) afsluttes således: ”For hvordan skulle den kunne opdrage, der uforbederligt / og i kraft af sin natur drages mod afgrunden?” (s. 7). Citatet er et forudgreb, der leder fortolkningen i retning af forfatteren Kayas fortabelse og endelige opløsning. Og så alligevel, som Kamilla Hega Holst selv har påpeget, der findes dog et håb i titlens flertydighed: man vender ofte hjem igen – for at skrive om rejsen – efter at have været 'På træk'.
'På træk' udfordrer altså hele tiden sort-hvide forestillinger om verden, og udforsker menneskelige relationer i alverdens grå nuancer. Undersøgelsen af nuancer og gråzoner fortsætter Hega Holst i skellet mellem fakta og fiktion: en del af romanen er baseret på biografisk stof fra hendes eget liv, f.eks. er hun selv skilt, har vundet priser for sine børnebøger, og har en morfar i Thailand. Men har Kamilla været på en tur som Kayas til det rådnende Pattaya? Svaret står hen i det uvisse. Således opløser romanen hele tiden modsætningerne fakta og fiktion, godt og ondt, øst og vest, udnyttelse og kærlighed i en fremstilling af en kompleks, grumset og gråtonet menneskeverden fuld af glimmer, skrald og penge; børn, lidelse og nydelse.
Kommentarer