Analyse
Hassan, Yahya - Yahya Hassan
Yahya Hassans digtsamling er blevet den største bombe i dansk litteratur i mange år. Med vrede versaler har han rettet et opgør mod sin far og bag ham den endnu større faderfigur Allah.
Jeg gjalder med grisene
Som i den historiske avantgarde vil Yahya Hassan forene livet og kunsten. Og han gør det, som i den nyere bølge af autofiktion, ved at bruge og skildre sit eget liv. Men digtsamlingen havde næppe fået så stor opmærksomhed uden den indbyggede provokation. Derved ligner digtsamlingen 'Yahya Hassan' den historiske avantgarde. Digtene er blandt andet et vredt opgør med det muslimske miljø, med faren og bag ham den endnu større faderfigur Allah, hvorfra faren henter sin autoritet.
”DE BEDER TIL MIN FRELSE/ DE KALDER PÅ IMAMERNE/ MEN DER ER STEN I MIN MUNDFULD/ JEG GJALDER MED GRISENE.” Digtene er skrevet med store vrede versaler, som bl.a. Broby-Johansen og Strunge før ham. Formmæssigt er det dog ikke avantgarde på samme måde som Broby-Johansens digtsamling 'BLOD' (1922) var det i sin samtid. Det er nærmere Strunge, som også nævnes i samlingen. Som i citatet ovenfor veksler digtene mellem et enkelt og let aflæseligt referentielt sprog, hvor sætningerne adskilles af linjeskift (vers 1-2), og så et større meningsmæssigt spring fra den ene linje til den anden (vers 2-3), hvor betydningsdannelsen mister sin referentialitet og bliver metaforisk. På denne måde veksler digtene mellem det referentielle og det poetiske.
Hassans digtning har en parallel i 1970ernes kvindelige digtning. Det handler om grænsen mellem det private og det offentlige. Ligesom kvinderne i 70erne gjorde privat- og familielivet, også dets intime dele, til en del af digtningen, gør Yahya Hassan sin egen muslimske families private sfære og skam til digt. Heri ligner han 70ernes kvindelige digtere. Men emnet og det hårde angreb på det muslimske miljø er nyt. Og derfor skaber det debat.
Stenene i munden i ovenstående citat henviser både til den straf, den vantro Hassan må lide, og de anklager, han selv fremsætter i sine digte. På en gang placerer det at gjalde med grisene Hassan i en tydelig ikke-muslimsk position, men på samme tid er udsagnet vrængende som identifikation. Der er ingen harmoni mellem Hassans stemme og grisenes. Ikke uden grund spørger han i digtsamlingens første digt, BARNDOM, der handler om farens vold: "HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER?"
Faderopgøret og eksistensen
Det første digt 'BARNDOM' handler om, hvordan faren slår sine fem børn. I digtet sammenstilles volden i hjemmet med den israelske vold mod palæstinenserne. Fælles for volden er, at den underkender eksistensen. Eksistensen af sønnen, eksistensen af palæstinenserne, eksistensen af palæstinenseren Yahya Hassan. Volden er overhovedet, en gennemgående ramme om Hassans liv. Først den vold faren møder ham med, og siden den vold Hassan møder andre med.
En stor del af samlingen er et langt faderopgør. Det er et anklageskrift vendt mod de autoriteter, der har formet Hassans liv. Efter faren har forladt Hassan og sin familie fortsætter han volden i en ny familie og over for nye børn. Til sidst vendes magtforholdet om, da det er den tvangsfjernede Hassan, der som den stærkeste truer den på dette tidspunkt ynkelige far. Faren har på dette tidspunkt forspildt sin autoritet og respekt fra sønnen. Faderopgøret udstilles i flere digte og mest tydeligt i sætninger som denne: 'NU BEDER HAN SINE BØNNER I GRIMHØJMOSKEEN/ OG KNEPPER EN DANSKER PÅ HAVNEN.' Det er på en gang en udstilling af hykleriet og en dom over en far, der ikke fortjener sit navn.
Fra opgøret med faren fortsætter det til den række af autoriter, Hassan møder efter tvangsfjerningen fra hjemmet. En serie af digte tegner et billede af Danmark for de utilpassede. Det er pædagogikkens og voldens geografi. Både de unge og institutionernes metoder er præget af vold. Forskeligt udskud af blandet race samles på behandlingstilbud i en lille by uden for Vejle, i Sveriges skove, på Djursland og Solhaven i Farsø. Alle steder, men værst på Solhaven forbindes pædagogik med fysisk vold. På dette tidspunkt har Hassan gjort volden til sin. Han er voldelig mod de andre anbragte unge, mod pædagogerne og mod en pige der afviser ham, fordi han er perker.
Herefter følger en række digte, der i bedste gangster-rap-stil fortæller om indbrud, biljagter og fængsel. Det sker ikke uden en bizar humor: 'DET VAR SVÆRT AT FINDE KOBLINGSPUNKTET/ MED TO PÆDAGOGER PÅ KØLEREN'. På den måde bliver anklageskriftet efterhånden også til en bekendelse af egne synder – men ofte uden tegn på fortrydelse.
Sidst vender digtene tilbage til faren, men nu med vægten på Hassan selv fx i digtet 'DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR', der begynder med følgende linjer: 'SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE/MIT NAVN ER YAHYA HASSAN/ OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT/ OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM/ I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE/ ELLER JEG VAR […] JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN […]'. I dette digt, som i andre, forbindes hadet mod faderen med Hassans had til alt det, der hører til troen på Allah. Faderopgøret bliver til et opgør med troen på Allah, hvormed fader- og autoritetsopgøret når sit slutmål. Stenene er blevet kastet.
Samtidig er det i samme digt, at Hassan for første gang navngiver sig selv ud over titlen. Betragter man digtsamlingen som et portræt af Yahya Hassan, som titlen lover, er Hassans eksistens, identitet om man vil, rent negativt bestemt, som en vrede vendt mod omverdenen og især dens autoriteter fra faren over pædagogerne til Allah. Dertil kommer en vrede vendt mod sig selv – forenet med den skam, der knytter sig til hans liv set med andres øjne, fx i 'JETLAGSFORMØRKELSE': '[…] KAST JERES STEN/ TAG MINE FORÆLDRE MED FOR DET DE HAR SKABT/ JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL/ JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV […] MEN SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT / EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE'. Her kan flammen ses som Hassan og Satan forstås som faren, der jo netop er skyld i sønnens fødsel. En læsning er, at Hassan i linjerne i dækket direkte tale vrængende gengiver, hvordan andre ser på ham.
Som anklageskrift er digtene en anklage vendt mod faren og i sidste ende Allah. Som bekendelse er det en bekendelse af, hvordan Hassan uden familie og uden Gud bliver hjemløs i verden.
Hassan bliver digter
Digtsamlingen kan dog også forstås som et langt dannelsesdigt, hvor Hassan siger farvel til sin fortid og bliver digter. I 'KONTAKTPERSON' kan man læse, at det var læreren og elskeren (Louise Østergaard), der opdagede Hassans litterære evner og forærede ham 'Samlede Strunge'. Herefter flytter Hassan til Aarhus, hvor han på lovlig vis kører med bøger og får returkasserne som løn. I en af dem ligger ”ubrugelige” krimier og en Knausgård. Det er en iscenesættelse af god litterær smag. Når det ikke bliver klamt, er det alene fordi Karl Ove Knausgårds bog 'Min Kamp' i et senere digt bliver brugt til at skjule kontanter for politiet. Dermed bliver han en cool gangster-digter. Bevægelsen fra digter til forbryder og til digter igen bliver gentaget som tema i en række digte i samlingen. 'SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE/ MIT NAVN ER YAHYA HASSAN' betyder jo netop også i en lidt bredere betydning, at digteren Yahya Hassan bliver til på baggrund af vreden. At vreden netop i digtene gives en form – og på den måde bliver netop så virkelige som ord kan blive. Her får Hassan sin eksistens, og som det hedder i det afsluttende 'LANGDIGT' på et vrængende perkerdansk: 'MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD/ OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD/ MIG JEG ER KAFIR [vantro] MIG JEG ER MUNAFIQ [hykler]/ […] OG OVEN PÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN'. Her ender digtsamlingen, med digteren i forårssolen.
Modtagelsen af digtene
På internettet kører en kampagne, der har til formål at vise, at Hassan lyver. Modsat er en række unge stået frem med historier, der ligner Hassans. Indskrevet i selve digtsamlingen er to modsatte modtagerpositioner, som begge fremstilles med en vrængende afstandstagen: Både dem, der vil fordømme ham og kaste med sten og dem, der vil diskutere bogen med sukker og mælk i kaffen.
Modtagelsen og debatten om digtene har været ganske omfattende. Jeg vil her kun fremhæve to synspunkter på digtsamlingen. Et typisk indlæg kunne være Pablo Henrik Lllambías, rektor for forfatterskolen, hvor Hassan var elev. Han fremhæver Hassans sproglige præcision, intensitet og nødvendighed og, hvilket udgør et argument for, at digtene ikke kun får deres værdi på grund af indholdet, men fordi de er digte (Llambías, Pablo Henrik, År Y, Politiken 6. december 2013). Nødvendighed er i øvrigt det samme ord, Broby Johansen fremfører, da han skal forklare sin digtsamling 'BLOD's utugtige indhold for retten i 1923. Rune Lykkeberg skriver modsat om den effekt, digtene har haft for kulturdebatten, hvor den politiske venstrefløj (og digterne) endegyldigt har opgivet at føle sig for gode til at diskutere problemstillingerne forbundet med indvandring. Hassans digtsamling fungerer på den måde både som digte og som politisk debatoplæg.
Ked af verden
'Yahya Hassan' tegner et portræt af Hassan, der som digter skriver på et voldsomt had, og som netop i kraft af at digtene bliver udgivet, fuldbyrder sit faderopgør. I det smukke digt, 'FEBRUARUFORUDSIGELIGHED', handler det netop om at udgive og om kærligheden livet og døden. Det handler om at lugte til kussen og drømme sig hen i en kvindes ”favn af fremtid”, men for så at vælge at sætte ”ild til ordene”, som kan føre til døden: 'SNART LIGGER DU DØD I EN GRØFT […] JEG VINKER FARVEL SOM ET LILLE BARN/ 1 2 3 MIDT I AL FORGÆNGELIGHEDEN'. På en gang er det den elskendes banale farvel til den elskede, men også umiddelbart et farvel til livet. Men på samme tid er ordet forgængeligheden og det at sige farvel, en klassisk barok figur, der netop peger på noget fællesmenneskeligt, at vi alle skal dø.
Kilder, links og centrale værker
Yahya Hassans digtsamling er blevet den største bombe i dansk litteratur i mange år. Med vrede versaler har han rettet et opgør mod sin far og bag ham den endnu større faderfigur Allah.
Jeg gjalder med grisene
Som i den historiske avantgarde vil Yahya Hassan forene livet og kunsten. Og han gør det, som i den nyere bølge af autofiktion, ved at bruge og skildre sit eget liv. Men digtsamlingen havde næppe fået så stor opmærksomhed uden den indbyggede provokation. Derved ligner digtsamlingen 'Yahya Hassan' den historiske avantgarde. Digtene er blandt andet et vredt opgør med det muslimske miljø, med faren og bag ham den endnu større faderfigur Allah, hvorfra faren henter sin autoritet.
”DE BEDER TIL MIN FRELSE/ DE KALDER PÅ IMAMERNE/ MEN DER ER STEN I MIN MUNDFULD/ JEG GJALDER MED GRISENE.” Digtene er skrevet med store vrede versaler, som bl.a. Broby-Johansen og Strunge før ham. Formmæssigt er det dog ikke avantgarde på samme måde som Broby-Johansens digtsamling 'BLOD' (1922) var det i sin samtid. Det er nærmere Strunge, som også nævnes i samlingen. Som i citatet ovenfor veksler digtene mellem et enkelt og let aflæseligt referentielt sprog, hvor sætningerne adskilles af linjeskift (vers 1-2), og så et større meningsmæssigt spring fra den ene linje til den anden (vers 2-3), hvor betydningsdannelsen mister sin referentialitet og bliver metaforisk. På denne måde veksler digtene mellem det referentielle og det poetiske.
Hassans digtning har en parallel i 1970ernes kvindelige digtning. Det handler om grænsen mellem det private og det offentlige. Ligesom kvinderne i 70erne gjorde privat- og familielivet, også dets intime dele, til en del af digtningen, gør Yahya Hassan sin egen muslimske families private sfære og skam til digt. Heri ligner han 70ernes kvindelige digtere. Men emnet og det hårde angreb på det muslimske miljø er nyt. Og derfor skaber det debat.
Stenene i munden i ovenstående citat henviser både til den straf, den vantro Hassan må lide, og de anklager, han selv fremsætter i sine digte. På en gang placerer det at gjalde med grisene Hassan i en tydelig ikke-muslimsk position, men på samme tid er udsagnet vrængende som identifikation. Der er ingen harmoni mellem Hassans stemme og grisenes. Ikke uden grund spørger han i digtsamlingens første digt, BARNDOM, der handler om farens vold: "HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER?"
Faderopgøret og eksistensen
Det første digt 'BARNDOM' handler om, hvordan faren slår sine fem børn. I digtet sammenstilles volden i hjemmet med den israelske vold mod palæstinenserne. Fælles for volden er, at den underkender eksistensen. Eksistensen af sønnen, eksistensen af palæstinenserne, eksistensen af palæstinenseren Yahya Hassan. Volden er overhovedet, en gennemgående ramme om Hassans liv. Først den vold faren møder ham med, og siden den vold Hassan møder andre med.
En stor del af samlingen er et langt faderopgør. Det er et anklageskrift vendt mod de autoriteter, der har formet Hassans liv. Efter faren har forladt Hassan og sin familie fortsætter han volden i en ny familie og over for nye børn. Til sidst vendes magtforholdet om, da det er den tvangsfjernede Hassan, der som den stærkeste truer den på dette tidspunkt ynkelige far. Faren har på dette tidspunkt forspildt sin autoritet og respekt fra sønnen. Faderopgøret udstilles i flere digte og mest tydeligt i sætninger som denne: 'NU BEDER HAN SINE BØNNER I GRIMHØJMOSKEEN/ OG KNEPPER EN DANSKER PÅ HAVNEN.' Det er på en gang en udstilling af hykleriet og en dom over en far, der ikke fortjener sit navn.
Fra opgøret med faren fortsætter det til den række af autoriter, Hassan møder efter tvangsfjerningen fra hjemmet. En serie af digte tegner et billede af Danmark for de utilpassede. Det er pædagogikkens og voldens geografi. Både de unge og institutionernes metoder er præget af vold. Forskeligt udskud af blandet race samles på behandlingstilbud i en lille by uden for Vejle, i Sveriges skove, på Djursland og Solhaven i Farsø. Alle steder, men værst på Solhaven forbindes pædagogik med fysisk vold. På dette tidspunkt har Hassan gjort volden til sin. Han er voldelig mod de andre anbragte unge, mod pædagogerne og mod en pige der afviser ham, fordi han er perker.
Herefter følger en række digte, der i bedste gangster-rap-stil fortæller om indbrud, biljagter og fængsel. Det sker ikke uden en bizar humor: 'DET VAR SVÆRT AT FINDE KOBLINGSPUNKTET/ MED TO PÆDAGOGER PÅ KØLEREN'. På den måde bliver anklageskriftet efterhånden også til en bekendelse af egne synder – men ofte uden tegn på fortrydelse.
Sidst vender digtene tilbage til faren, men nu med vægten på Hassan selv fx i digtet 'DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR', der begynder med følgende linjer: 'SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE/MIT NAVN ER YAHYA HASSAN/ OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT/ OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM/ I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE/ ELLER JEG VAR […] JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN […]'. I dette digt, som i andre, forbindes hadet mod faderen med Hassans had til alt det, der hører til troen på Allah. Faderopgøret bliver til et opgør med troen på Allah, hvormed fader- og autoritetsopgøret når sit slutmål. Stenene er blevet kastet.
Samtidig er det i samme digt, at Hassan for første gang navngiver sig selv ud over titlen. Betragter man digtsamlingen som et portræt af Yahya Hassan, som titlen lover, er Hassans eksistens, identitet om man vil, rent negativt bestemt, som en vrede vendt mod omverdenen og især dens autoriteter fra faren over pædagogerne til Allah. Dertil kommer en vrede vendt mod sig selv – forenet med den skam, der knytter sig til hans liv set med andres øjne, fx i 'JETLAGSFORMØRKELSE': '[…] KAST JERES STEN/ TAG MINE FORÆLDRE MED FOR DET DE HAR SKABT/ JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL/ JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV […] MEN SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT / EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE'. Her kan flammen ses som Hassan og Satan forstås som faren, der jo netop er skyld i sønnens fødsel. En læsning er, at Hassan i linjerne i dækket direkte tale vrængende gengiver, hvordan andre ser på ham.
Som anklageskrift er digtene en anklage vendt mod faren og i sidste ende Allah. Som bekendelse er det en bekendelse af, hvordan Hassan uden familie og uden Gud bliver hjemløs i verden.
Hassan bliver digter
Digtsamlingen kan dog også forstås som et langt dannelsesdigt, hvor Hassan siger farvel til sin fortid og bliver digter. I 'KONTAKTPERSON' kan man læse, at det var læreren og elskeren (Louise Østergaard), der opdagede Hassans litterære evner og forærede ham 'Samlede Strunge'. Herefter flytter Hassan til Aarhus, hvor han på lovlig vis kører med bøger og får returkasserne som løn. I en af dem ligger ”ubrugelige” krimier og en Knausgård. Det er en iscenesættelse af god litterær smag. Når det ikke bliver klamt, er det alene fordi Karl Ove Knausgårds bog 'Min Kamp' i et senere digt bliver brugt til at skjule kontanter for politiet. Dermed bliver han en cool gangster-digter. Bevægelsen fra digter til forbryder og til digter igen bliver gentaget som tema i en række digte i samlingen. 'SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE/ MIT NAVN ER YAHYA HASSAN' betyder jo netop også i en lidt bredere betydning, at digteren Yahya Hassan bliver til på baggrund af vreden. At vreden netop i digtene gives en form – og på den måde bliver netop så virkelige som ord kan blive. Her får Hassan sin eksistens, og som det hedder i det afsluttende 'LANGDIGT' på et vrængende perkerdansk: 'MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD/ OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD/ MIG JEG ER KAFIR [vantro] MIG JEG ER MUNAFIQ [hykler]/ […] OG OVEN PÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN'. Her ender digtsamlingen, med digteren i forårssolen.
Modtagelsen af digtene
På internettet kører en kampagne, der har til formål at vise, at Hassan lyver. Modsat er en række unge stået frem med historier, der ligner Hassans. Indskrevet i selve digtsamlingen er to modsatte modtagerpositioner, som begge fremstilles med en vrængende afstandstagen: Både dem, der vil fordømme ham og kaste med sten og dem, der vil diskutere bogen med sukker og mælk i kaffen.
Modtagelsen og debatten om digtene har været ganske omfattende. Jeg vil her kun fremhæve to synspunkter på digtsamlingen. Et typisk indlæg kunne være Pablo Henrik Lllambías, rektor for forfatterskolen, hvor Hassan var elev. Han fremhæver Hassans sproglige præcision, intensitet og nødvendighed og, hvilket udgør et argument for, at digtene ikke kun får deres værdi på grund af indholdet, men fordi de er digte (Llambías, Pablo Henrik, År Y, Politiken 6. december 2013). Nødvendighed er i øvrigt det samme ord, Broby Johansen fremfører, da han skal forklare sin digtsamling 'BLOD's utugtige indhold for retten i 1923. Rune Lykkeberg skriver modsat om den effekt, digtene har haft for kulturdebatten, hvor den politiske venstrefløj (og digterne) endegyldigt har opgivet at føle sig for gode til at diskutere problemstillingerne forbundet med indvandring. Hassans digtsamling fungerer på den måde både som digte og som politisk debatoplæg.
Ked af verden
'Yahya Hassan' tegner et portræt af Hassan, der som digter skriver på et voldsomt had, og som netop i kraft af at digtene bliver udgivet, fuldbyrder sit faderopgør. I det smukke digt, 'FEBRUARUFORUDSIGELIGHED', handler det netop om at udgive og om kærligheden livet og døden. Det handler om at lugte til kussen og drømme sig hen i en kvindes ”favn af fremtid”, men for så at vælge at sætte ”ild til ordene”, som kan føre til døden: 'SNART LIGGER DU DØD I EN GRØFT […] JEG VINKER FARVEL SOM ET LILLE BARN/ 1 2 3 MIDT I AL FORGÆNGELIGHEDEN'. På en gang er det den elskendes banale farvel til den elskede, men også umiddelbart et farvel til livet. Men på samme tid er ordet forgængeligheden og det at sige farvel, en klassisk barok figur, der netop peger på noget fællesmenneskeligt, at vi alle skal dø.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer