En specialiseret beskrivelse af, hvordan almindelige menneskers liv og psyke påvirkes af de sociale vilkår og omgivelser.
Martha Christensen (1926-95) debuterer i 1962 med romanen Vær god mod Remond. Det er imidlertid først i 1970’erne hun opnår et læsergennembrud med romaner som I den skarpe middagssol (1970), Som de vil ha’ dig (1974), Vores egen Irene (1976) og En fridag til fru Larsen (1977). Højdepunktet i forfatterskabet indtræffer med ægteskabsromanen Dansen med Regitze (1987) godt hjulpet på vej af filmatiseringen med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne. Christensen har specialiseret sig i at beskrive, hvordan almindelige menneskers liv og psyke påvirkes af de sociale vilkår og omgivelser. Selv har hun inddelt forfatterskabet i fire grupper: samvittighedsbøgerne, de sociale bøger, familieromanerne og resten. I de sociale bøger – det gælder også En fridag til fru Larsen – er udgangspunktet samfundets behandling af de svagest stillede, sociale outsidere, f.eks. retarderede børn og unge, som udsættes for forældresvigt og andre former for omsorgssvigt, trods diverse institutioners forsikringer om at varetage barnets tarv.
Larsen-romanen starter i en uheldssvanger stemning, som varer ved hele romanen igennem. Fru Evelyn Larsen bliver kaldt fra sit arbejde ved samlebåndet op på værkførerens kontor, hvor en politibetjent meddeler hende en nyhed, som ikke afsløres for læseren, men som har en lammende virkning på romanens hovedperson. Værkføreren tilkalder en taxa, som skal ud på en lang køretur med fru Larsen. Hvorhen afsløres heller ikke. Undervejs i taxaen får vi så fortalt fru Larsens historie og baggrund i en serie af flash-backs. I sin barndom blev hun stemplet som anderledes af omgivelserne; hun er lidt sen i opfattelsen og temmelig naiv. Hun bliver gravid uden at være gift, og trods familiens pres vælger hun at få barnet, drengen Jimmy. Senere bliver hun gift, med en mand, der i romanen kun omtales som Manden. Det viser sig, at Jimmy er retarderet. Han bliver fjernet fra hjemmet og lever sit liv på forskellige institutioner. Sådan som romanen er tilrettelagt ved vi fra begyndelsen, at det må og skal gå galt. Bogen slutter med, at fru Larsen husker, hvad det var politibetjenten fortalte og gør sig klar til konfrontationen med det værste mareridt i enhver forælders liv: at se sit døde barn. Der er et skærende misforhold mellem romantitlens løfter om fritid, hygge og afslapning og handlingens afdækning af det enkelte menneskes afmægtighed som brik i et formynderisk samfundssystem.
Bogen er fortalt i en stil, der er ligefrem og afdæmpet, trods beskrivelsen af den sociale uretfærdighed, som griber ind i og former menneskers liv og skæbne. Fortælleren er hundrede procent solidarisk med sin hovedperson, historien er fortalt fra hendes synsvinkel. Martha Christensen bruger desuden ofte en dramatisk fremstilling, det vil sige at handlingen fortælles gennem personernes replikker og gestik. Vi kender den fortællemåde fra Herman Bangs forfatterskab, der jo også er kendt for at have skabt portrætter af ensomme, isolerede eksistenser. Christensens forfatterskab placerer sig da også indenfor en dansk realisme-tradition, dog uden at tilføre traditionen nye genrer eller former.
Kommentarer