Analyse
Cassandra af Joakim Vilandt
Sjælenes smertefulde sang. Joakim Vilandts debut er en vildtvoksende hybrid mellem lyriske forkyndelser, bønner, sarkastiske hyldester til en dæmonisk gud og visioner om verdens undergang.
Sproget i 'Cassandra' er stærkt forvrænget med ældre danske stavemåder, hvor navneord skrives med stort, elementer fra andre sprog som tysk og svensk, og ellers en stavemåde som er systematisk forvrænget med forkerte og ekstra konsonanter. Som læser er man allerede fra begyndelsen trukket ind i en forvrænget og sær verden: Forfatteren skriver ikke den normale dedikation som f.eks. ”til min elskede kone, børn mm.” – men ”til min elskede FADERMOR”, altså et tvekønnet væsen eller er det en forvrængning af ”fadermord”? I løbet af læsningen giver begge dele mening, dels er den gud, der tiltales både en moder- og en faderfigur, dels er der så meget vrede i fortællerens visioner, at et ønske om mord ikke er fremmed.
Selv kolofonen, som jo bare en den lille tekst som fortæller fakta om bogen, ser helt forstyrret ud og forfatterens dødsdato er bl.a. sat til fem år inden bogen er udgivet. Den slutter med citatet ”Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven” – titlen på et musikalbum fra 2000 af den canadiske musiker Godspeed You! Black Emperor – og et ledemotiv for fortællerens anråbelser af guden. Og så er forfatteren i øvrigt død, før bogen er udgivet: Joakim Vilandt, født 1991, død 2012. Så ved vi det!
Nu er forfatteren bestemt ikke død, og han har bl.a. gået på Forfatterskolen efter den dødsdato, som kolofonen angiver, og læser musikvidenskab i dag. Det tager kun et halvt minut at google det, og vi har altså ikke at gøre med en prank, men nok nærmere at gøre med ”død” forstået som en form for forfald, der giver plads for en anden tilstand, og det er altså et tilstandsskift eller en transformation som er i fokus. Ikke så meget af fortælleren selv, men af hans sang og den verden, hans digtning handler om. Det er en efterårsverden, som er på vej til at blive vinter og den forvandling har sin egen stemme: ”Efteraaret Sjunge”, slutter det indledende digt som er sat op som en slags forvrænget parodi på Fadervor, en tiltaleform der fortsætter bogen igennem, og som fortæller om et kosmos som er under transformation. Forfald, sygdom og opløsning er i det hele taget motiver som går igen gennem hele bogen.
Den vanvittige Cassandra og hendes profeti om verdens undergang
Efter det indledende digt kommer tre kortprosatekster, Syge, Domme og Dage. Selvom sproget også er forvrænget her med ”tel”, ”ble” og ”Afdelenger” i stedet for til, blev og afdelinger, så er der tale om en nogenlunde realistisk og genkendelig verden. Vi befinder os ikke på en mave-tarm kirurgisk afdeling på et hospital, men på en ungdomspsykiatrisk afdeling: ”… En Etage, hvor alting, selv Gulvet, var poleret skinnende hvidt. Sindet skulle sejre. Vanviddet maatte ikke bestaa.” Ser man bort fra dobbelt a i stedet for å og at navneordene skrives med stort, så er det sproglige udtryk her iøjnefaldende normalt. Så iøjnefaldende, så man som læser er nødt til at stoppe op og lægge mærke til, at det er vigtigt.
Vanvid er ofte en del af fortællingen om Cassandra, kongedatteren fra Troja som bad Apollon om at få sandsigerens evner. Da hun afviste hans tilnærmelser, som var den pris han krævede, lod guden hende få evnen til at se og profetere, men forbandede hende, så ingen ville tro hendes profetier. Så selvom hun ser Trojas undergang, så vil ingen tro hende – både trojanere og grækere anser hende for at være vanvittig og hun bliver det også, uden at synerne af den grund bliver mindre rigtige. Joakim Vilandt har brugt den centrale, paradoksale fortællerposition fra Cassandra-myten: Syner af verdens undergang, fortalt af en profet hvis stemme kun kan høres som vanvid og løgn.
Profettemaet fra de næsten realistiske, korte prosatekster fortsættes gennem den lyriske del som udgør resten af bogen. Verden og byen er som en syg krop, mens efteråret går over i vinteren og mørket sænker sig:
”En voxende gusten Gulhed, der strømmer ud over
Kjøbenhavn, først naar Mørket trækker over Vinter.
jeg kjan aldrig Hjærnens Syner vise fran Cassensindre.
(Løgnen-Sanden. Lyvende Gane sjunge Ørkensande! Amen)
Navnet Cassandra går i sig selv i opløsning og bliver til ”Cassensindre”, og som det senere gentages andre steder: ”kassens indre”. Det spiller både på navnet Cassandra og ordet hjernekasse: Fortælleren har ”hjernesyner” som på samme tid er løgn og sandhed, lige som Cassandras profetier på samme tid er sandhed som opfattes som usande og vanvittige udsagn. De lyriske tekster har form af forkyndelser, de slutter ofte med et Halleluja som en prædikant vil sige det til sin menighed.
Hvad ser profeten?
Det er en verden i brand, som fortælleren ser, og allerede i det realistiske kortprosastykke ”Syge” bliver vi præsenteret for menneskenes lidelser: Folk begår selvmord ved at springe ud fra bygningerne, og snerydningsmaskinerne fjerner deres ”kvas”. Gaderne bliver ”saltet som Kjød”. Det er et stærkt og gennemført tema gennem hele ”Cassandra” at det ikke bare er menneskene, der lider, men at byen og kosmos beskrives med kropslige motiver, og især alt hvad der har at gøre med sygdom og kroppens affald. Lidelsen er kosmisk, for guden kaldes også BYGHERREN og gøres altså ansvarlig for hele skabelsen. Døden er skabt sammen med livet, et paradoks som kommer igen flere gange.
Der er tale om et ambivalent forhold mellem mennesker og guden, på den ene side er der menneskenes stærke længsel efter det guddommelige, på den anden side beskrives det guddommelige som noget destruktivt. Vi kan se paradokset meget tydeligt i ”Oplysneng”, hvor menneskene er solfangere som rækker deres bedende hænder mod Himlen/ Solens Rige. Men ind på scenen kommer MOTHERFAR, og så begynder kaos: De bedende rejser sig og knuses mod hinanden og lyset og ildvreden sætter hele verden i brand.
Det er dette paradoks som er det grundlæggende tema for visionen i ”Cassandra”, en rablende psykofoni med forfatterens egne ord, der nedskrives i ”dette Kadaver a Træ”, altså bogen.
En slutning og håbet om en ny verden
Som en ægte apokalypse eller åbenbaring, som vi f.eks. kender det fra Johannes’ Åbenbaring eller Vølvens spådom om Ragnarok, så giver verdens undergang alligevel plads for en ny og bedre verden. I den afsluttende Femte Bog dukker der pludselig ord som ”tilgivelse” og ”elske” op, blandet med visionerne om selvmordere og hadefulde guder. ”Cassandra” slutter også med tilegnelsen ”Foldede Hænder for min MIN ELSKEDE – Foldede hænder for min kæreste” – en tilbagevenden til virkelighedens verden, hvor genstanden for kærlighed er en kæreste og ikke en ufattelig og grusom gud. ”Min elskede FADERMOR” fra dedikationen i starten har givet plads for MIN ELSKEDE – min kæreste i sidste ende. En desperat og ambivalent længsel er erstattet af håbet om kærlighed.
Sjælenes smertefulde sang. Joakim Vilandts debut er en vildtvoksende hybrid mellem lyriske forkyndelser, bønner, sarkastiske hyldester til en dæmonisk gud og visioner om verdens undergang.
Sproget i 'Cassandra' er stærkt forvrænget med ældre danske stavemåder, hvor navneord skrives med stort, elementer fra andre sprog som tysk og svensk, og ellers en stavemåde som er systematisk forvrænget med forkerte og ekstra konsonanter. Som læser er man allerede fra begyndelsen trukket ind i en forvrænget og sær verden: Forfatteren skriver ikke den normale dedikation som f.eks. ”til min elskede kone, børn mm.” – men ”til min elskede FADERMOR”, altså et tvekønnet væsen eller er det en forvrængning af ”fadermord”? I løbet af læsningen giver begge dele mening, dels er den gud, der tiltales både en moder- og en faderfigur, dels er der så meget vrede i fortællerens visioner, at et ønske om mord ikke er fremmed.
Selv kolofonen, som jo bare en den lille tekst som fortæller fakta om bogen, ser helt forstyrret ud og forfatterens dødsdato er bl.a. sat til fem år inden bogen er udgivet. Den slutter med citatet ”Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven” – titlen på et musikalbum fra 2000 af den canadiske musiker Godspeed You! Black Emperor – og et ledemotiv for fortællerens anråbelser af guden. Og så er forfatteren i øvrigt død, før bogen er udgivet: Joakim Vilandt, født 1991, død 2012. Så ved vi det!
Nu er forfatteren bestemt ikke død, og han har bl.a. gået på Forfatterskolen efter den dødsdato, som kolofonen angiver, og læser musikvidenskab i dag. Det tager kun et halvt minut at google det, og vi har altså ikke at gøre med en prank, men nok nærmere at gøre med ”død” forstået som en form for forfald, der giver plads for en anden tilstand, og det er altså et tilstandsskift eller en transformation som er i fokus. Ikke så meget af fortælleren selv, men af hans sang og den verden, hans digtning handler om. Det er en efterårsverden, som er på vej til at blive vinter og den forvandling har sin egen stemme: ”Efteraaret Sjunge”, slutter det indledende digt som er sat op som en slags forvrænget parodi på Fadervor, en tiltaleform der fortsætter bogen igennem, og som fortæller om et kosmos som er under transformation. Forfald, sygdom og opløsning er i det hele taget motiver som går igen gennem hele bogen.
Den vanvittige Cassandra og hendes profeti om verdens undergang
Efter det indledende digt kommer tre kortprosatekster, Syge, Domme og Dage. Selvom sproget også er forvrænget her med ”tel”, ”ble” og ”Afdelenger” i stedet for til, blev og afdelinger, så er der tale om en nogenlunde realistisk og genkendelig verden. Vi befinder os ikke på en mave-tarm kirurgisk afdeling på et hospital, men på en ungdomspsykiatrisk afdeling: ”… En Etage, hvor alting, selv Gulvet, var poleret skinnende hvidt. Sindet skulle sejre. Vanviddet maatte ikke bestaa.” Ser man bort fra dobbelt a i stedet for å og at navneordene skrives med stort, så er det sproglige udtryk her iøjnefaldende normalt. Så iøjnefaldende, så man som læser er nødt til at stoppe op og lægge mærke til, at det er vigtigt.
Vanvid er ofte en del af fortællingen om Cassandra, kongedatteren fra Troja som bad Apollon om at få sandsigerens evner. Da hun afviste hans tilnærmelser, som var den pris han krævede, lod guden hende få evnen til at se og profetere, men forbandede hende, så ingen ville tro hendes profetier. Så selvom hun ser Trojas undergang, så vil ingen tro hende – både trojanere og grækere anser hende for at være vanvittig og hun bliver det også, uden at synerne af den grund bliver mindre rigtige. Joakim Vilandt har brugt den centrale, paradoksale fortællerposition fra Cassandra-myten: Syner af verdens undergang, fortalt af en profet hvis stemme kun kan høres som vanvid og løgn.
Profettemaet fra de næsten realistiske, korte prosatekster fortsættes gennem den lyriske del som udgør resten af bogen. Verden og byen er som en syg krop, mens efteråret går over i vinteren og mørket sænker sig:
”En voxende gusten Gulhed, der strømmer ud over
Kjøbenhavn, først naar Mørket trækker over Vinter.
jeg kjan aldrig Hjærnens Syner vise fran Cassensindre.
(Løgnen-Sanden. Lyvende Gane sjunge Ørkensande! Amen)
Navnet Cassandra går i sig selv i opløsning og bliver til ”Cassensindre”, og som det senere gentages andre steder: ”kassens indre”. Det spiller både på navnet Cassandra og ordet hjernekasse: Fortælleren har ”hjernesyner” som på samme tid er løgn og sandhed, lige som Cassandras profetier på samme tid er sandhed som opfattes som usande og vanvittige udsagn. De lyriske tekster har form af forkyndelser, de slutter ofte med et Halleluja som en prædikant vil sige det til sin menighed.
Hvad ser profeten?
Det er en verden i brand, som fortælleren ser, og allerede i det realistiske kortprosastykke ”Syge” bliver vi præsenteret for menneskenes lidelser: Folk begår selvmord ved at springe ud fra bygningerne, og snerydningsmaskinerne fjerner deres ”kvas”. Gaderne bliver ”saltet som Kjød”. Det er et stærkt og gennemført tema gennem hele ”Cassandra” at det ikke bare er menneskene, der lider, men at byen og kosmos beskrives med kropslige motiver, og især alt hvad der har at gøre med sygdom og kroppens affald. Lidelsen er kosmisk, for guden kaldes også BYGHERREN og gøres altså ansvarlig for hele skabelsen. Døden er skabt sammen med livet, et paradoks som kommer igen flere gange.
Der er tale om et ambivalent forhold mellem mennesker og guden, på den ene side er der menneskenes stærke længsel efter det guddommelige, på den anden side beskrives det guddommelige som noget destruktivt. Vi kan se paradokset meget tydeligt i ”Oplysneng”, hvor menneskene er solfangere som rækker deres bedende hænder mod Himlen/ Solens Rige. Men ind på scenen kommer MOTHERFAR, og så begynder kaos: De bedende rejser sig og knuses mod hinanden og lyset og ildvreden sætter hele verden i brand.
Det er dette paradoks som er det grundlæggende tema for visionen i ”Cassandra”, en rablende psykofoni med forfatterens egne ord, der nedskrives i ”dette Kadaver a Træ”, altså bogen.
En slutning og håbet om en ny verden
Som en ægte apokalypse eller åbenbaring, som vi f.eks. kender det fra Johannes’ Åbenbaring eller Vølvens spådom om Ragnarok, så giver verdens undergang alligevel plads for en ny og bedre verden. I den afsluttende Femte Bog dukker der pludselig ord som ”tilgivelse” og ”elske” op, blandet med visionerne om selvmordere og hadefulde guder. ”Cassandra” slutter også med tilegnelsen ”Foldede Hænder for min MIN ELSKEDE – Foldede hænder for min kæreste” – en tilbagevenden til virkelighedens verden, hvor genstanden for kærlighed er en kæreste og ikke en ufattelig og grusom gud. ”Min elskede FADERMOR” fra dedikationen i starten har givet plads for MIN ELSKEDE – min kæreste i sidste ende. En desperat og ambivalent længsel er erstattet af håbet om kærlighed.
Kommentarer