Cecil Bødkers 'Øjet' ser en moderne virkelighed, der veksler mellem konkret sanselighed og abstrakt refleksion. Gennem øjet viser hun samtidig, hvordan individet reagerer, når omverdenen bliver til kaos.
Cecil Bødker (f. 1927) indtog en central position, da kritikken af velfærdsstaten fik tag i en del af befolkningen. Med velfærdsstatens gennemslag i 60’erne blev økonomisk usikkerhed og angststemning overtaget af forbrugsliv. Men fokusset på det materielle bevirkede en fremmedgørelse, som Bødker på linje med andre forfattere forholdt sig til gennem eksperimenterende værker.
Cecil Bødker debuterede i 1955 som lyriker med samlingen 'Luseblomster', og i 1961 udkom novellesamlingen 'Øjet'. Bødker har skrevet inden for mange genrer og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Samlet kan man afkode en bevægelse fra et modernistisk udgangspunkt mod en mere realistisk udtryksform, som mange kender den fra børnebøgerne om Silas.
Bødkers vej ind i prosaen bliver banet af 'Øjet'. Samlingens titel skaber en forventning om, at det centrale i novellerne må være øjets umiddelbare registreringer. Det er det også i de noveller, der tydeligt tager afsæt i en konkret, sanset, virkelighed. Disse er endt som gymnasieklassikere – "Den yderste dag", "Vædderen", "Døvens dør" og "Tyren". Tilbage er så de helt anderledes og abstrakte noveller, som er ramt af refleksionen og grænser til det stofløse. Ifølge titelnovellen "Øjet" opstår de to typer, fordi øjet, der kun skal registrere, af og til fusker og tillader refleksionen plads.
Samlingen indeholder ti noveller. Ofte er det en dreng, en moder eller en unavngiven, der er hovedperson. Alle står over for en katastrofe. I "Tyren" gælder det en moders kamp mod den kraft i naturen, der har dræbt hendes børn, og i "Døvens dør" er det en gruppe af jævnaldrende drenge, der udgør truslen for den unge Christoffer. Både hos Berta, moderen, og hos Christoffer opstår et uforklarligt mod på baggrund af den dødsbevidsthed, de mærker. I syndflods-novellen "Den yderste dag" bliver et mod af samme styrke forsvarsmekanisme for en ung dreng. Hele verden er skyllet væk, men han er tilbage. Først da drengen indser, at alt det velkendte er opløst af kaos, vælder frygten ind over ham. I "Trapperne" antyder Bødker, at der findes noget uregerligt skønt under den systematiske og velkendte tilværelse, men menneskets frygt for at miste overblikket vinder. Bogens samlende tematik kommer til udtryk gennem øjets egen replik i novellen "Øjet": ”Jeg er øjet. Det øje der rummer katastrofen”. Bødkers omdrejningspunkt er individet før, under og efter katastrofe-øjeblikke.
'Øjet' ser en moderne virkelighed. Det viser os, hvordan individet fysisk og psykisk reagerer, når omverdenen bliver til kaos. Idet Bødker giver et blik på låste tilstande, baner hun vej for erkendelse af dem, og derved lægger hun sig op ad et litteratursyn, som var centralt i en del af 60’ernes litterære opbrud. Men tidens fokus var måske ikke så meget på angsten og på den atombombe, som anmelderne satte Bødkers katastofe-øjeblikke i forbindelse med. Jacob Paludan indrammede dette forhold ved at påpege, at bogen kunne virke fremmed ”for en nation, der har velværet til mål”. Den spænding gælder fortsat, for tiden har hverken overskrevet velværets eller katastrofens realitet.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer