Salthandlerskens hus er en fantastisk beretning om Cecil Bødkers tre måneders ophold i en etiopisk bjerglandsby hos en enke med ni børn.
Cecil Bødker (f. 1927), det er hende med Silas-bøgerne. Den første – og nu klassiske børne- eller ungdomsbog – Silas og den sorte hoppe kom i 1967. Den seneste, Silas og flodrøverne i 1998. Hvad de færreste måske ved er, at forfatterskabet ud over en stribe prisbelønnede ungdomsromaner og bibelfortællinger for børn og unge også rummer digte, noveller, romaner og en rejseberetning.
Bødker debuterede i 1955 som modernistisk efterkrigstidsdigter med digtsamlingerne Luseblomster (1955), Fygende heste (1956), Anadyomene (1959), novellesamlingen og gymnasieklassikeren Øjet (1961) og de mere eksperimenterende prosaværker Tilstanden Harley (1965) og radioromanen Pap (1967). Med Silas-bøgerne, der må betegnes som et hovedværk i forfatterskabet og en kunstnerisk fornyelse af børnebogen i Danmark, bevæger Bødker sig væk fra den modernistiske stil over i en mere fortællende stil. Åbningen mod omverdenen og brugen af en realistisk fortæller når et højdepunkt med rejseberetningen Salthandlerskens hus fra 1972, der er mere dokumentarisk end fiktiv. Baggrunden for bogen er, at Cecil Bødker blev inviteret til Ethiopien for at skrive en børnebog for ethiopiske børn. Den hedder Leoparden og udkom i 1970. Under sin rejse til Afrika boede hun tre måneder i en landsby hos salthandlersken Debiteh, en enke med ni børn. Efter enkens død adopterede Bødker og hendes familie to af Debitehs døtre, som fik en opvækst i Danmark.
Bogen er delt i to dele. Tiden i Afrika og tiden bagefter – hvor hun bliver nødt til at forholde sig til de forældreløse børns liv. Hvor Bødker tidligere i forfatterskabet havde beskrevet fiktive landskaber og mytiske fortidsverdener, bliver konfrontationen med den tredje verden en anderledes og meget konkret oplevelse af at begive sig ind i et fremmed ”oldtids-univers”. Salthandlerskens hus er en selvreflekteret skildring af den moderne, europæiske kvindes møde med en fremmed kultur i et fremmed land. Den er henvendt til et ”du”, et tegn på at fortælleren er i dialog med sig selv. Dette du oplever nærmest chokagtigt at være udleveret til kroppens og sansernes ukontrollerbare reaktioner. Infektioner, snavs, primitive leveforhold er en del af den hverdag, den konkrete virkelighed, som hun kastes ud i. En virkelighed hvor hun er ”udenfor så det batter”. Og hvor ikke en gang kroppen adlyder: ”Dine tarme har taget magten. Kunsten at leve er blevet til kunsten at overleve, og tilværelsen er blevet en kamp i dit indre. Du slås med en skotøjsæske som eneste våben, en skotøjsæske som udgør den yderste negl af velstandssamfundets arm. Fuld af medikamenter med fremmedartet og uforståelig påskrift, gifte, hvis brug du kun løselig har fået forklaret, og som du naivt kun betragtede som en slags betryggende sikkerhedsforanstaltning”. Fortælleren bliver revet ud af sin naive virkelighedsopfattelse the hard way. Gennem selvoplevelse, der fører til selverkendelse. Bogen er ikke et politisk bidrag til diskussionen om kulturforskelle, men en ærlig beskrivelse af den proces, fortælleren har gennemgået. Samtidig er det en utrolig smuk bog, der er alt for nøgtern til at romantisere Afrika, sådan som vi kender det fra mange andre rejsebeskrivelser. Fortælleren er åben og lydhør overfor den verden, hun møder. Bogen lægger sig i forlængelse af en vågnende kritisk bevidsthed i Europa om forholdene i den tredje verden og om europæernes andel i og medansvar for fattigdom, sygdom og sult i tredjeverdens landene. Samtidig er Bødker forud for sin tid ved at introducere en økologisk bevidsthed, som var helt uvant i den vestlige verden på den tid. Endelig kan man læse Salthandlerskens hus ud fra en kunsttematisk synsvinkel i forhold til resten af forfatterskabet. Læst sådan bliver bogen et gennembrud for en åbning til virkeligheden uden at der gås på kunstnerisk kompromis.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer