En af de mest kendte og uhyggelige fortællinger.
Slægtsforbandelsen
Sherlock Holmes og hans ven dr. Watsaon bliver opsøgt af en læge, dr. Mortimer, der kan fortælle en mystisk historie om sin ven og patient, Charles Baskerville, der netop er død. Slægten Baskerville siges at være forbandet på grund af stamfaderens rå ondskab, og forbandelsen viser sig konkret i en kæmpe helvedeshund, der sås ved stamfaderens lig.
Dr. Mortimer har med egne øjne set fodspor ved siden af Charles Baskervilles lig – fodsporene fra en gigantisk hund! Nu er den sidste Baskerville på vej hjem for at overtage slægtsgodset, og lægen frygter for hans sikkerhed.
For Holmes er det en interessant gåde, for som han noget nonchalant bemærker, har han hidtil kun løst gåder, der er af denne verden. Ikke at han tror meget på, at der her er tale om noget, der er overnaturligt, men interessant er det. Imidlertid er han forhindret i at tage af sted, så han sender Watson, der uheldigvis er noget lettere at gøre indtryk på.
For at der er uhyggeligt ved Baskerville Hall, sander den gode doktor snart! Watsons breve til Holmes og Watsons egen dagbog om hændelserne udgør fortællingens midterste del. Watson er til held for historiens fremdrift den typiske detektiv-kompagnon, der har øjnene med sig (men i modsætning til detektiven kan han ikke fortolke det, han ser), så Holmes er klar til at dukke op på scenen igen, netop som uhyggen er ved at spidse til.
De engelske hedelandskaber har lagt landskab til mangen en god historie. De øde, forblæste og tågede områder med rig mulighed for at fare vild eller drukne i et lumskt mosehul synes at være den perfekte baggrund for fortællinger om smuglere, ulykkelig kærlighed, hævn og voldsomme lidenskaber. Romanforfatterne har ofte hentet inspiration i den engelske folkemytologi, der også kan fortælle om farlige og uhyggelige fænomener, som for eksempel de helvedeshunde, der kunne høres i mørke nætter og som altid betød død og ulykke.
Således lod Arthur Conan Doyle sig inspirere til én af de mest berømte af Sherlock Holmes’ eventyr, Baskervilles hund (udkom august 1901- april 1902), der består af en kombination af kriminalfortælling og gotisk gyserhistorie, der selv nu mere end 100 år senere kan få hårene til at rejse sig på hovedet af læseren af ren og skær skræk.
Den falske helvedeshund
Det er hurtigt gået op for de involverede i sagen, at Baskervilles hund ikke kun er en myte. Det skal vise sig, at der heller ikke er tale om et overnaturligt fænomen. Tværtimod er der tale om en særdeles virkelig hund, der er trænet til at angribe udvalgte personer. For at gøre den ekstra skræmmende har den skurkagtige ophavsmand smurt den ind i fosforopløsning, så dens snude er selvlysende.
At gådens løsning selvfølgelig viser sig at være så absolut af denne verden, kommer næppe bag på nogen, da fortællingerne om Holmes jo netop handler om fornuft over følelse, om det logiskes sejr over ufornuften. Stort set samtlige af fortællingens personer er med til at skyde hunden og dermed udrydde en overtroisk familiemyte. Holmes konstaterer, at ”familiespøgelset” er væk for altid.
Alligevel er selv den rationelle detektiv rystet ved synet af hunden, der selv i sin døde skikkelse virkelig ligner noget fra helvede. Hundens ejer er en fjern slægtning til Baskerville-familien, der håber på at arve formue og gods, når den sidste Baskerville er ryddet af vejen. Da Holmes og konsorter dræber hunden en tåget nat, drukner hundens ejer samtidig i en mose. Som i en ægte gyserhistorie er den onde så tæt forbundet med sin inkarnation, at han dør, når inkarnationen, redskabet for hans ondskab, dræbes af de gode.
Det overnaturliges rolle
Helt til historiens slutning og rationelle opklaring er den gotiske gyser altså integreret i detektivhistorien. Det engelske hedelandskabs uhygge forsvinder ikke i takt med opklaringen. Selv om alt bliver forklaret, bliver den uhyggelige hund ikke mindre uhyggelig; snarere forstærkes uhyggen af, at det er et menneske, der står bag. For Holmes og Watson er der da heller ikke tvivl om, at der er tale om en af de farligste og grusomste forbrydere, de har haft med at gøre. Men hvorfor egentlig?
Hos sir Charles Baskerville bliver det en livslang frygt for familieforbandelsen, der gør udslaget. Myten slår ham ihjel, idet hans dårlige hjerte ikke kan tåle synet af den uhyggelige hund. Hos den yngre Baskerville skal der skrappere midler til. Han er ikke nær så parat til at tro på spøgelser, så myten - og altså skrækken – alene er ikke nok. Skurken må ind på livet af sit offer, hunden må mere konkret i aktion. Var planen lykkedes, ville hunden have jaget og dræbt den sidste Baskerville.
Styrken i 'Baskervilles hund' – og måske grunden til, at romanen er blevet den mest kendte Holmes-fortælling - er, at gyset ikke udelukker detektivhistorien, logikken og gotikken kan gå hånd i hånd uden at give køb på hverken det ene eller det andet.
Af Nanna Rørdam Knudsen, cand. mag.
Kommentarer