Vibeke Grønfeldt

Vibeke Grønfeldt (f.1947) har fra begyndelsen af sit forfatterskab slået sin egen stil an både tematisk og sprogligt. Hun er optaget af at sanse de forskellige livsvilkår i den moderne tilværelse og af, hvordan erfaringen af virkeligheden konstant er under forandring.

Med et imponerende prosaforfatterskab har Grønfeldt for længst placeret sig som en af de betydeligste forfattere i moderne dansk litteratur. Grønfeldt har siden sin debut i 1976 udsendt to novellesamling og mere end 20 romaner, hvoraf flere er oversat til andre sprog.

De seneste to romaner handler om forfatteren Elvine Brink: Endnu ikke (2016) og Glasluft (2020). I ’Glasluft’ fortsætter Elvines dagbogsrapporteringer, som ’Endnu ikke’ er bygget op over. I begge bøger lever Elvine sit liv som selvisoleret enspænder på kanten af samfundet og tiden.

’Endnu ikke’ og ’Glaskunst’ afspejler Grønfeldts evne til at skildre et tidsbillede i Udkantsdanmark. Hun viser, hvordan det 20. århundredes samfundsmæssige forandringer og fremkomsten af det moderne samfund har stillet mennesker i en søgen efter mening og identitet, som er løsrevet fra tidligere tiders fællesskabende slægtsfortællinger, levemåder og livsværdier.

Forfatterskabet er karakteristisk ved at formidle følelser af tab og melankoli i efterkrigstiden. Den blanke sol (1985) handler f.eks. om erfaringen ved, at omverdenen ændrer sig lige så snart, vi hengiver os tillidsfulde til den. Samme tema er at finde i Bogstavets betydning (2012), som tegner et øjebliksbillede af et lokalt udkantssamfund, der er ved at smuldre og omdannes til et slumområde, imens verden bliver stadigt mere global.

Livliner (2011) er afslutningen på et stykke danmarkshistorie i bogserien om bondedatteren Agate, som desuden består af Mindet (2005), I min tid (2006) og Indretningen (2008). Igennem kvartetten følger man Agates livshistorie fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor hun vokser op på sin families slægtsgård i et lille landsbysamfund, hvor familien er tæt på og arbejdsfællesskabet en nødvendighed. Man kommer omkring 2. verdenskrig, som spiller en mindre rolle på landet – og føres frem til det moderne forbrugersamfund, som gør livet lettere, men også nager med rodløse følelser.

Grønfeldts beskrivelser er eminente i forhold til at skildre et menneskes kompleksitet og nuancer. Hun har en enestående evne til at holde sanserne og sproget åbne for alle de modsætninger, ambivalente følelser og erindringsspor, der udgør et liv.

Igennem årene har Grønfeldt modtaget mange hædersbevisninger. Hun har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2012 og derudover har hun bl.a. modtaget Montanas Litteraturpris, Det Danske Akademis Store Pris, Otto Gelsted-prisen, Herman Bangs Mindelegat, Dansk Litteraturpris for Kvinder, Henrik Pontoppidans Mindefond og Kritikerprisen.

Fotograf: Vibeke Grønfeldt, 2020

Vibeke Grønfeldt skrev i 1998 om begyndelsen på sit forfatterskab til Litteratursiden. Man fornemmer her, hvordan hun selv har oplevet samfundsomvæltningerne på landet, som hun bl.a. tematiserer i sine bøger:

Jeg blev født d. 12. december 1947 på en gård på Samsø. Gården var en af de tusindvis af slægtsgårde, hvis historie går længere tilbage end kirkebøgerne, men som i løbet af de sidste årtier er nedlagt til fordel for nye former for fødevareproduktion.

De første tretten, femten år tilpassede jeg mig, med visse omkostninger, stort set de skiftende vilkår.

I halvtredserne var omgivelserne smukke. Både sommer og vinter. Der var kun få biler, ingen turister, intet industrielt landbrug, og de fredede områder, som endnu ikke var fredede, lå hen som ubebyggede og utrafikerede grønne bakker og hegn ved havet.

Derefter syntes omkostningerne ved tilpasningsforsøgene ubetalelige. I stedet for at fortsætte dem begyndte jeg at skrive. Hermed mener jeg ikke, at skrivning per definition forholder sig selvstændigt til tidens mest overfladiske strømninger. Eller til sig selv. Tværtimod er det en meget vanskelig sag. Opportunismen synes lige så fremherskende i litteratur som i kritik, journalistik og politik.

Efter nogle års forløb sendte jeg manuskripter til de forskellige forlag. Til sidst også til et nyt forlag, som havde annonceret i avisen med debutantudgivelser. Dette nye forlag bad ved modtagelsen af manuskriptet om at se mere. Jeg sendte, hvad jeg havde. Blandt andet et manuskript, som jeg havde skrevet som sekstenårig og aldrig genlæst. Forlaget redigerede og beskar nu teksterne med den store tilskærersaks og udgav dem uden nogen form for korrekturlæsning. Dele af de forskellige manuskripter blev fremlagt som en trilogi og med en titel, som jeg aldrig havde hørt. Derfor kan jeg ikke vedkende mig denne debut.

Indtil videre regner jeg 'Mulighedernes land', 1989 og 'Et let liv', 1996 for mine mest indholdsrige bøger. 'Den blanke sol', 1985 og 'Et godt menneske', 1993 er muligvis mere lydefri.

Af Elisabeth Grethe Gertz Olsen