Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaard ramte som et bombeslag ned i den danske litterære verden, da han i 1997 udgav novellesamlingen 'Radiator'.

Bogen var ment som en provokation men blev en uventet succes hos såvel anmeldere som læsere, der så ud til at have manglet Sonnergaards barske blanding af realisme og surrealisme. Den 15. august ville han være fyldt 60 år. 

Tidens tabuer

Selv titlen var en provokation: Niels Frank har på et tidspunkt udtalt, at det er umuligt at skrive et digt, hvori ordet radiator indgår. Jan Sonnergaard (1963-2016) ville med sine noveller fjerne sig så langt som muligt fra den æstetikkens poetik, der udgik fra – især – forfatterskolen. Realismen skulle tilbage i litteraturen, og realismen er hos Sonnergaard særdeles sort og ubehagelig. 

Et mål med novellerne var at tage nogle af samfundets tabuer op. Et af tabuerne er ensomheden som et strukturelt problem, et andet er at prikke hul på 90’ernes (og nutidens) mantra: uddannelse er lykken. Sonnergaard punkterer i Radiator myten om det lykkelige, frie liv, der leves af unge studerende, der for en udenforstående ser ud til at danse fornøjet gennem tilværelsen og bliver modtaget af storbyen med åbne arme. 
 
'Radiator' handler om underklassen, om taberne i et samfund, der først og fremmest holder af vindere. Med de to næste novellesamlinger, 'Sidste søndag i oktober' (2000) og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Pedersen (2003), tager forfatteren fat på henholdsvis middelklassen og overklassen. Temaet om det ensomme menneske er gennemgående, hvad enten det drejer sig om fyren, der vælger en dyr flaske vin frem for kæresten i novellen 'Formel B' (fra Jeg er stadig bange..) eller om ham, der samler en ligeså ensom pige op sidst på natten i 'Sex' (fra Radiator). 

Og ensomheden er frysende og ond, som når den trætte og fulde mand sidder og vædder med sig selv om, hvad pigen næste gang vil sige, fordi hun er så forudsigelig i sin desperation. Han ender med lakonisk at konstatere: ”Et hul er et hul, om det så sidder i røven på en anorektisk neurotiker.” Han magter ikke at forholde sig til andre mennesker, og han har en fornemmelse af skam og resignation over det. 
 

Byen og taberne

De fleste af novellerne i samlingerne foregår i København. Der er ikke megen storbyromantik over byen i Sonnergaards univers, tværtimod er der tale om en by fyldt med ækel eller trættende seksualitet, dæmoniske mennesker og ikke mindst menneskelige fiaskoer. Sådan set kunne novellerne foregå i en hvilken som helst storby i 80’erne, 90’erne eller det nye årtusind (det er nu ikke fordi forfatteren har noget pænere at sige om provinsen, vil jeg skynde mig at sige), hvor mennesker skilles og mødes i resignation, væmmelse, narcissisme eller bare i al deres tunge ensomhed. 

Mange af Sonnergaards personer er som nævnt tabere og fiaskoer, de dumper til eksamen, bliver forladt af kæresten, får møblerne hentet af fogeden eller går under i druk i deres udbombede lejligheder i Københavns nordvestkvarter. Vindertyperne er der skam også plads til; de er bare generelt nogle usympatiske svin, der fremstår mere ynkelige i deres selvfedme end taberne i deres rus af elefantbajere. 

Sonnergaard er imidlertid ikke en rendyrket realist, der er andet og mere på spil end som så. Selv har han betegnet sine noveller som socialsurrealistiske frem for socialrealistiske. Og det er ikke det halve galt: midt i al den sorte realisme stikker flere genrer hovedet frem: eventyret, den gotiske fortælling, satiren… 

Det surrealistiske, der opstår i mødet mellem realismen og det mere bizarre, sikrer, at Sonnergaard ikke er det fjerneste kedelig eller politisk korrekt. Man ved aldrig helt, hvad der vi ske på næste side, for nogle gange opfører personerne sig på en måde, der er så langt ude og ubehagelig, at man må lægge bogen fra sig et øjeblik. 

Miljøet hos Sonnergaard er ofte et "barn" af firsernes popsmarte cafékultur, hvor det handler om at blive set på så smarte steder som muligt af så mange mennesker som muligt. Selvoptagetheden kender ingen grænser, andre mennesker er til for at bruges – og lader man sig bruge, er man jo selv ude om det, så det er der ingen grund til at have samvittighedsnag over.
 
Når Sonnergaards noveller er til at holde ud at læse i al deres ubehagelighed, så er det, fordi de altid indeholder ironi, som et bærende element i fortællingerne, ligesom den blanding af genrer, jeg har nævnt ovenfor, er med til at hæve Sonnergaard ud af det kulsorte.

Desuden er det mærkværdigt velgørende at få slået hul i et par af de tabuer om det gode liv, der har hersket i de sidste årtiers politik og mediebilleder. Man kan mene meget om Sonnergaards noveller, men man kan bestemt ikke lade være med at mene noget

Af cand mag Nanna Rørdam Knudsen

Foto: Morten Holtum, 2015